Foto: DR.dk

Andet afsnit af ”Historien om Danmark” på DR1 fulgte fint op, hvor første afsnit stoppede. Både sådan rent kronologisk – fra stenalderen bevægede vi os over i bronzealderen. Men lige så meget ved at opretholde den fremragende filmiske indholdsmæssige standard, der var lagt for dagen i første afsnit.

Tidsmæssigt bevæger vi os som beskrevet fra stenalderen ind i bronzealderen. En tid, hvor Danmark oplevede en ret væsentlig rigdom, fordi vi via nye handelsruter kunne bytte rav for bronze. Danmark blev en handelsnation. VI blev en søfartsnation. Eller nation er måske så meget sagt. Nogle mennesker på det territorium, vi i dag kalder Danmark, begyndte at handle og sejle.

Vi hører om Yamnaya-folket (fantastisk navn for øvrigt), der vandrede til Danmark og medbragte de etniske kendetegn, nordeuropæere har i dag. Og vi ser de (efter datidens forhold) store handelsrejser i Europa.

Den faglige stolthed i højsædet
Særligt imponerende var det, at vi som seere fulgte forskningen helt tæt på, da en af eksperterne i serien analyserede en kindtand og en hårtot af et flere tusind år gammelt lig. Og vi oplevede den historiske, forskningsmæssige udvikling helt tæt på, da vi så forskeren på grådens rand i faglig stolthed, da hendes prøver kunne bevise, at Skrydstrup-kvinden var vandret til Danmark og ikke født her. Faglig stolthed er altid imponerende.

Lige så imponerende er det, når en forsker forklarer, hvordan Solen var centrum for bronzealderens religion. En viden, forskeren har på baggrund af fund af rageknive fra bronzealderen. Deres udsmykninger viser ifølge forskeren, hvilken tro der var fremhærskende i bronzealderen.

I det hele taget formår andet afsnit af serien at begejstre og imponere dobbelt. Dels bliver man som seer begejstret over historien. Den flotte iscenesættelse af historien, rekonstruktionen af vores forfædres levevis. Som borger føler man sig på én gang som en del af noget meget, meget stort. Og på samme tid føler man sig selv som en ubeskriveligt lille brik i den store historie.

Dels bliver vi fascinerede over forskernes og eksperternes evner. Deres arbejde, deres metodik. Hvad de kan finde ud af gennem tekniske analyser og gravfund. Det er svært – for ikke at sige umuligt – ikke at være en anelse imponeret over dem.

Og så et par udfald
Et par hår findes dog i suppen: Mens bronzealderens elite er fint beskrevet med deres handelsrejser, deres smykker og deres gravhøje, bliver vi ikke synderligt klogere på, hvordan den jævne befolkning havde det. Vi hører et enkelt pip om, at mange vist nok var slaver. Men at vi ikke ved så meget, fordi vores viden om bronzealderen stammer fra de store gravhøje, hvor kun tidens rigeste havde råd til at blive begravet.

Men kunne man dog ikke komme det en anelse nærmere? Ved vi ikke et eller andet? Er der ikke nogen, der har en eller anden form for kvalificeret bud?

Samtidig bliver beskrivelsen af Jernalderen ganske overfladisk. Omkring 10 minutter er sat af til at beskrive jernalderen, der mest af alt bliver beskrevet som helvedes forgård. Selv vejret var dårligere i jernalderen.

Når man tænker på, at jernalderen trods alt gav os Guldhornene, Dannevirke og Beowulf, at det var i jernalderen man først talte om ”danerne”, og vi begyndte at skrive i runer, kunne man måske godt have behandlet tidsperioden mindre klichéfyldt og stedmoderligt.