Man skal nok være gjort af et ganske særligt stof for at finde stor fornøjelse i dansk udlændingepolitik. Det er trods alt de færreste af os, der er gået ind i det politiske liv med et ønske om at begrænse flygtninges ret til familiesammenføring.

Der findes ingen glæde i at stille større krav, ingen tilfredsstillelse i at lukke døren for værdigt trængende, ingen lys i lagkagen ved at henvise flygtninge til lejre i Tyrkiet, Libanon og Jordan.

Alternativerne er bare svære at få øje på. Der er trods alt ganske få – hvis overhovedet nogen – tilbage i kongeriget, der mener, at Danmark kan holde til grænseløs indvandring. Selv på den yderste venstrefløj og i Det Radikale Venstre er man efterhånden nået til den erkendelse, at Danmark ikke kan integrere et ubegrænset antal nye borgere. At grænsen skal sættes et eller andet sted.

Grænsen er nået
Når først man er nået til den erkendelse – at tilstrømningen ikke kan være fuldstændig ureguleret – bør det også stå klart, at man bør kontrollere den på en eller anden måde, hvis ikke integrationsopgaven skal være helt uoverskuelig.

Så kan man sidde og vente på Godot i form af en EU-fordeling af flygtninge. Dels vil det jo ikke gøre tilstrømningen mod Europa mindre – blot fordele flygtningene på en anden og (måske) mere retfærdig måde end i dag.

Dels vil det betyde, at lande i Østeuropa, der ikke har lyst til at tage imod flygtninge skal tage imod dem. Til trods for, at flygtninge fra Mellemøsten ikke har lyst til at flytte til Østeuropa. Hvordan det skulle være en holdbar politisk løsning, at to parter, der ikke vil have hinanden, bliver tvunget til et arrangeret ægteskab af EU, må stå hen i det uvisse. For ikke at tale om, at det ville kræve, at EU havde politisk handlekraft til at løse en betændt politisk konflikt. Det er næppe en holdbar løsning at satse velfærdssamfund og sammenhængskraft på, at der rejser sig en lysende stjerne over Bruxelles og giver Juncker, Tusk og des lige en åbenbaring af de helt store.

Tilbage er kun håbet
Man kan selvfølgelig altid bare håbe på, at flygtningestrømmene lige pludselig stopper. At Mellemøsten for første gang i historien bliver et roligt, konfliktfrit område, hvor folk kan leve et ordentligt liv i fred og fordragelighed. At der ikke er fattige afrikanere, der søger væk fra en håbløs fremtid. At klimaforandringerne bare er en myte, og at Sahara ikke bliver større. Vi er her ude i samme sandsynlighedsregning, som hvis man baserer sin privatøkonomi på et håb om at vinde i Lotto.

Man kan også håbe på en løsning, hvor Danmark sammen med andre lande bestyrer flygtningelejre i nærheden af de lande, flygtningene flygter fra. Selvom det givetvis er et mere realistisk slutmål end så meget andet, er det stadig et projekt, der har lange udsigter. Det kræver uden tvivl, at flere lande end Danmark bakker op om sådan en løsning – og at der er lande, der vil lægge jord til flygtningelejre.

Det er således ikke fordi alternativerne til en stram tilstrømningspolitik tårner sig op. Og så kan man jo godt sidde og føle, at det er synd for mennesker på flugt, og at alle stramningerne er enormt hårde og umenneskelige, og hvad der ellers bliver slynget ud i debatten. Men hvad er alternativet?

Når den intuitive medfølelse har lagt sig, hvad står så tilbage? Hvilken løsning står man med, når den kortvarige glæde af moralsk overhøjhed har lagt sig? Hvad ville modstanderne af den nuværende flygtningepolitik egentlig gøre, hvis de fik deres vilje? Hvad er deres løsning næste gang Danmark skal tage imod 25.000 nye borgere på et år?

Mads Havskov Hansen er redaktør på Netavisen Pio.