Og der er altså et pudsigt fællestræk: Alle dem som føler sig ramt af min kritik – det vil sige de utopiske humanister – har en udpræget tendens til dæmonisering af afsenderen.

Mit indlæg bliver karakteriseret som ”raseri”, ”vanvid” og den søde journalist på Information var endda i stand til at sammenkæde min udmærkede vittighed fra Ricardo med, at jeg sammenstillede alle med svin. Alternativets Josephine Fock nåede i løbet af ugen at karakterisere mig som tilhørende det yderste nationalistiske højre, det vil sige i afdelingen af nazister med videre.

Den virkelighed, som man ikke tør forholde sig til
Jeg har tænkt en del over, hvorfor det er sådan. Og det er vel en kombination af, at man selv følelsesmæssigt mener at ligge inde med de rette eksistentielle holdninger til menneskeheden, og at folk, der udfordrer disse, nødvendigvis må være anti-masse hertil. Ligesom det vel også er en forsvarsmekanisme for at forholde sig intellektuelt og reelt til den beskrevne problemstilling.

For især sidstnævnte savner jeg. Det vil sige, at man, som Josephine Fock og hendes partiformand, kan hævde, at al indvandring har været et plus og at vi ingen problemer har hverken i nu og fremtiden. Fair nok, men her ser vi så forskelligt på virkeligheden.

Anerkender man, at der er en grænse for, hvor mange man kan modtage, så udhules den utopiske position

Men for mange andre, utopiske humanister, er det interessant at følge deres ræsonneren. For kommer man først til at anerkende, at der er en grænse for, hvor mange man kan modtage, så udhules den idealistiske – utopiske – position fra sag til sag.

For hvor mange kan man modtage af verdens flygtninge og indvandrere? Hvad skal antallet være. Og hvis ikke uendeligt, så må man jo i gang med at definere og konkludere. Og her kniber det. Er det 10.000 om året? 100.000 om året? Eller hvad synes man?

Svaret, er et ikke-svar!
Svaret er foreløbig, at man ikke svarer. For det er jo ubehageligt, hvis man er utopisk humanist. Lad os sige at man har sat antallet til 25.000 om året. Hvad så med flygtning nummer 25.001? Skal man så afvise denne? Og hvad hvis det er en uledsaget mindreårig og så videre? Uhadada, det er den type spørgsmål, man overlader til andre for derefter at bebrejde dem deres konklusion.

Dyb respekt for mennesker, der holder med AGF trods triste historiske fakta

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg hævder, at Socialdemokratiet ikke har intellektuel kapacitet til at regere. Jeg nærer jo dyb respekt for mennesker, der selv i en fremskreden alder holder med AGF - trods triste historiske fakta, men måske Rune kender nogen intellektuelle utopiske humanister i omegnen af avisen Information, som kunne give en intellektuel platform til, hvordan man vil håndtere migrationen i den vestlige verden – og måske endda med påbud om ikke at dæmonisere opdragsgiveren?

Den praktiske humanismes vej
Som erklæret praktisk humanist har jeg foreslået, at vi opretter FN-lejre ude i verden og sørger for at al visitation foregår derfra.

Jeg lukker dermed mulighed for spontan asyl og menneskesmuglernes business. Og antallet, der kommer her til landet, skal fastsættes efter hvor mange vi succesfuldt kan integrere. Og det vil, med den pukkel vi har for integration, betyde at antallet vil ligge i den lave ende.

Glæder mig til at blive udfordret

Glæder mig til at blive udfordret. Og kan I ikke lade være med at dæmonisere, så gør det.  Bare I svarer på spørgsmålet.

Henrik Sass Larsen er gruppeformand for Socialdemokratiet

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.