Fransk præsidentvalg bliver folkeafstemning om globalisering

Kommentar: Det franske præsidentvalg viser, at politik ikke længere kun er en kamp mellem centrum-venstre og centrum-højre. Det er en kamp for eller imod globaliseringen.
Et af de klassiske værker i fransk litteratur er Alphonse Daudets korte novelle ”La Derniere Classe” – den sidste skoledag. Den foregår i Alsace-Lorraine under den fransk-preussiske krig i 1870-71, hvor Frankrig taber netop Alsace-Lorraine til Preussen. Vi følger en ung dreng, der kommer for sent i skole. Til sin store fortrydelse fortæller læreren ham, at i dag er den sidste dag, hvor undervisningen er på fransk – den preussiske besættelsesmagt har krævet, at al undervisning for fremtiden foregår på tysk.

Drengen bliver ramt af en frygtelig fortvivlelse, fordi han først nu indser, hvor stort et privilegium det er at blive undervist på sit modersmål. Han fortryder sine pjækkerier, sin uopmærksomhed, sin manglende flid. Han har aldrig lært at skrive fransk. Han har aldrig lært grammatik, og først her på den sidste franske skoledag opdager han det. Han værdsatte ikke sit privilegium, mens tid var. Han tog privilegiet for givet uden at tænke over, hvor det kom fra, hvordan han gjorde sit fortjent til det, og hvordan han kunne fastholde det.

De værdsatte ikke deres privilegium
Den samme fortvivlelse som den lille dreng i Alphonse Daudets historiefortælling blev ramt af, har nu indfundet sig hos de etablerede politiske kræfter i Frankrig. Først nu, hvor det er for sent, indser man de privilegier, henholdsvis det borgerlige parti og socialistpartiet har haft som de to store partier i efterkrigstidens Frankrig. Først nu fortryder de pjækkerierne, deres uopmærksomhed, deres manglende flid. De glemte den befolkning, de skulle tjene. De glemte at føre deres politik ud i livet, og nu efter den første valgrunde har de opdaget det. De værdsatte ikke deres privilegium, mens tid var. De tog privilegiet for givet, uden at tænke over, hvor det kom fra, hvordan de kunne gøre sig fortjent til det, og hvordan de kunne fastholde det.

De gamle partier værdsatte ikke deres privilegium, mens tid var

De var langsomme, sløve, gammeldags
At Frankrig tabte den fransk-preussiske krig er i øvrigt også en sammenligning værd. Frankrig var Preussen mandskabsmæssigt overlegen. Men deres hær var langsom, den var sløv, den var gammeldags. De holdt fast i troen på egen overlegenhed, levede i en verden hvor Napoleon Bonaparte havde erobret det halve Europa 60 år forinden. Deres uniformer var prægtige, mens deres våben var forældede. Deres generaler var lige så feterede, som de var inkompetente.

Da den preussiske hær med moderne artilleri gik over Meuse-floden, stod den franske kejserhær uden skyggen af en chance. De blev fanget i Sedan, kejseren taget til fange, Alsace-Lorraine blev tabt.

Deres jakkesæt er prægtige, men deres politik er forældet. Deres ledere er så feterede, som de er inkompetente

Lige såvel som fortrydelsen hos de etablerede partier er at sammenligne med drengen i Alphonse Daudets fortælling, er årsagen til nederlaget at sammenligne med årsagerne til det franske nederlag i 1870-71. De gamle partiers organisation er langsom, den er sløv, den er gammeldags. De holder fast i troen på deres egen overlegenhed. De lever i en verden, hvor Charles de Gaulle og Francois Mitterand sætter vælgerhjerter i brand. Deres jakkesæt er prægtige, men deres politik er forældet. Deres ledere er så feterede, som de er inkompetente.

Globaliseringen er den nye slagmark
Hvor det var artilleriets ingeniørkunst, der bragte Napoleon III’s kejserhær til nederlag, var det globaliseringen, der bragte den femte republiks to ledende partier – de borgerlige og socialisterne – til fald. Den første rundes to vindere blev Le Pen og Macron, der leder hver deres armé på globaliseringens slagmark.

Le Pen som den Jeanne d’Arc-agtige frelser, der skal befri Frankrig fra globaliseringens trussel. ”Det er på tide at befri det franske folk fra den arrogante elite, der ønsker at diktere deres opførsel. Jeg er folkets kandidat, og jeg sender en appel til alle sande patrioter – slut jer til mig!”, sagde Le Pen i går. Ganske vist var Le Pens fremgang beskeden – lidt over 3 procent-point. Men krydret med socialisternes og de borgerliges nederlag og stemmespild var det nok til at gå videre til anden runde.


Marine Le Pen med valgsloganet "au nom du peuple" - "i folkets navn"

Macron, der som en Napoleon Bonaparte skal erobre den nye og globaliserede verden. Det gamle betonfundament under Den Femte Republik skal sprænges i stykker, Frankrig skal omfavne globaliseringen, bæredygtigheden, finanssektoren, tech-industrien, urbaniseringen, forskningen, udviklingen. En politik, der ikke er forklaret. Ingen ved vel med rette, hvad mennesket Macron egentlig mener. At forstå Macrons politik på baggrund af hans valgprogram er som at aflæse en kvindes former, mens hun går i flyverdragt. Hans hær er en armé, der er blevet til på et løfte om fremtidig storhed. Hans politik er vage formuleringer baseret på enorme dataindsamlinger, der skal sikre, at en tilpas stor del af befolkningen er tilfreds. En slags europæisk svar på Canadas premierminister Justin Trudeau. Populisme er i globaliseringens tidsalder ikke forbeholdt de kortuddannede, de støvletrampende, de udkantsresiderende. Elitepopulismen begynder på trods af sin indbyggede selvmodsigelse at vinde frem.

Og her er fronten: Ved globaliseringen. Det er konflikten. Det er slaget. Vinderen af kampen om globaliseringen er vinderen af valget.

De faldne arbejderpartier
Og vé den, der ikke møder op ved dén front. Slagmarken er fyldt med halvrådne kadavere, afdøde soldater, der i live ikke troede, at globaliseringen var det nye skel. Det hollandske arbejderparti, Jeremy Corbyns Labour, Benoit Hamon og det franske socialistparti, der blev udryddet ved valget i går og kun fik 6 procent af stemmerne. Spørgsmålet er nu, om SPD og Martin Schulz vil gøre de slagne følgeskab ved efterårets tyske valg. Kun de skandinaviske socialdemokratier tårner sig op i denne perlerække af faldne arbejderpartier.


Socialistpartiets kandidat Benoit Hamon, der fik blot 6 procent af stemmerne.

Den 7. maj skal sejrherren i præsidentvalget findes i det, der mest af alt ligner en folkeafstemning om globaliseringen. Er du for globaliseringen, skal du stemme på Macron. Er du imod globaliseringen, skal du stemme på Le Pen. Hvis du mener noget som helst andet, kan du for øvrigt godt gå hjem og lægge dig.

Hvordan noget godt skal komme ud af det slag er svært at se. Hvordan Frankrig – og alle øvrige europæiske lande – bliver en stærkere og mere sammenhængende kraft fortoner sig i det uvisse. Det er en konflikt mellem by og land, mellem langt- og kortuddannede. Mellem globaliseringens vindere og globaliseringens tabere. Mellem unge og gamle. Mellem globaliseringspopulisme og en anti-globaliseringspopulisme.

Alt for længe tog vi det for givet, at politik var en kamp mellem højre og venstre. Indtil vi en dag vågnede op til en kamp om globalisering. Den 7. maj ringer skoleklokkerne for en ny politisk tid i Frankrig. Hvor globaliseringen er indenrigspolitik. Og afgør valg.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce