I dag torsdag drejer det sig om en ”børnepakke”, hvor regeringen blandt andet afsætter 45 millioner i 2018 og 83 millioner kroner årligt fra 2019 til at ansætte ekstra pædagoger i de 100 daginstitutioner i Danmark med flest sårbare og socialt udsatte børn. Uden tvivl et populært forslag, der da også får rosende ord med på vejen fra både pædagogernes fagforening BUPL og fra en ekspert på VIA University-College.
Tidligere på ugen var det folkeskolen, der fik en økonomisk håndsrækning efter samme recept: 500 millioner kroner blev afsat i en pulje, som de 120 skoler med flest fagligt svage elever kan søge. Skolerne med mange fagligt svage elever kan så få en økonomisk præmie, hvis de reducerer antallet af fagligt svage elever.
Vi skal have alle med! For mange børn og unge tabes i folkeskolen. En halv milliard kroner skal løfte flere med ind i fremtiden. #dkpolpic.twitter.com/5pDl6mynTV
— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) 25. april 2017
Den lille finte
Regeringen glemmer bare lige at fortælle en lille – og ret væsentlig ting. Nemlig, hvor pengene kommer fra.
For børnepakkens vedkommende er den finansieret af, at regeringen holder kommunerne i et meget stramt økonomisk greb – der blandt andet betyder, at kommunerne skal spare penge på børneområdet. I stedet for at kommunerne bruger penge på børneområdet, afleverer de pengene til regeringen, der så kan uddele dem gennem særlige puljer. Og så ser regeringen pludselig meget børnevenlig ud – uden at det koster en krone!
Husk penge til børn kommer fra bespar på børn. Hård kommuneøko = besparelser på børn = fodre hund m egen hale #dkpolhttps://t.co/QtZ3HoWkmk
— Rosenkrantz-Theil (@RosenkrantzT) April 26, 2017
Samme finte har regeringen anvendt på folkeskoleområdet. Her har regeringen finansieret sin særlige præmiepulje til fagligt udfordrede folkeskoler på 500 millioner ved at fjerne et tilskud på 629 millioner kroner, som kommunerne fik til fagligt udfordrede folkeskoler. Der bliver altså færre penge til fagligt svage folkeskoler, men fordi regeringen får kommunerne til at lave besparelsen, og regeringen selv giver (nogle af) pengene tilbage, ser det ud som om, regeringen har givet ekstra penge til fagligt udfordrede folkeskoler.
@jacobmark_sf Og bloktilskud på 600 mill. til skoler i fattige kommuner udfases samtidig. Så samlet mindre til folkeskolen.
— DLF (@dlforg) April 25, 2017
Det er godt nok en smart finte. Spørgsmålet er, om den er lidt for smart?