Annonce

Gå imod strømmen og ta ansvar!

Hetzen mod muslimer og udlændinge må stoppes ellers forsvinder en af de vigtigste værdier vi som mennesker har sammen; nemlig den gensidige respekt for forskelligheder.
I det meste af verden raser debatten om flygtningestrømme, integrationsproblemer og sågar direkte fremmedhad. Ser vi på den debat, der udspiller sig i Europa, er det tydeligt, at der blandt landene er vidt forskellige holdninger til udlændinge – og ikke mindst de flygtningestrømme, vi i disse år er vidne til.

Den sårede hund bider fra sig
Europa kan i øjeblikket ses som en såret hund, der er presset op imod en mur, hvor den nærmest desperat forsøger at bide fra sig med det formål at sikre sin egen suverænitet og velstand. Brexit er et eksempel på denne dramatiske udvikling, hvor en af hovedårsagerne til udmeldelsen gik på udlændinge.

 

Europa kan i øjeblikket ses som en såret hund, der er presset op imod en mur

Særligt spørgsmålet om arbejdskraftens fri bevægelighed internt i EU stod central for briterne. Også Frankrig står overfor en stor udfordring, hvor især den franske præsidentkandidat Marine Le Pen har bidt fra sig overfor EU-samarbejdet, samt overfor flygtninge- og integrationsproblematikkerne. I Danmark er vi ikke heller immune overfor disse strømninger, hvilket Inger Støjbergs kagebillede på sørgeligste vis illustrerer.

Den EU-skeptiske position og negative indstilling overfor flygtninge der søger til Europa viser sig tydeligt i EU’s mangelfulde håndtering af flygtningekrisen. Fællesskabsfølelsen er på afveje. EU-landene forsøger hver for sig at værne om egne interesser, hvilket udfordrer og underminerer EU's autoritet. Logikken er at ”hvert land er sin egen lykkes smed”. Det har fjernet enhver solidaritetsfølelse for de sydeuropæiske middelhavslande, som holder for. Hvert forslag om fælles asylordninger er blevet blokeret og hvert løsningsforslag til flygtningeproblematikken er blevet negligeret. Det der før har været symptomer, er nu blevet til en sygdom i udbrud; nemlig at EU er svækket – ikke blot på legitimiteten, men også på handling.

Behov for europæisk sammenhold
På tegnebrættet kan man have sine ”politiske korrekte” holdninger, men når flygtninge vælter ind over grænserne, så er situationen unægtelig en anden. Det er når virkeligheden for alvor presser på, at man ser hvilket stof de enkelte politikere er gjort af.

Man kan have sine ”politiske korrekte” holdninger, men når flygtninge vælter ind over grænserne, så er situationen en anden

Den franske præsidentkandidat Marine Le Pen følger i sin fars fodspor, og forsøger at lede den franske befolkning i krig mod EU, med sine rabiate og højrenationalistiske holdninger om udmeldelse af EU og asylstop. Det er kun med til at gøre Europa usikkert.

Danmark er ikke meget bedre og svigter også i forhold til at gøre Europa mere sikkert. Med Dansk Folkeparti i spidsen er der strømninger i Danmark, som hellere end gerne vil følge Le Pens politiske linje. Der er mere end nogensinde før behov for europæisk sammenhold, hvor nationerne i min optik skal nå til enighed og stå sammen i et solidarisk fællesskab.  

Dette efterlader naturligvis et vigtigt spørgsmål til danske politikere: Skal vi følge strømmen, eller skal vi turde tage ansvar og vise vejen frem?

Socialdemokratiet skal stå ved sine værdier: Frihed, lighed og solidaritet
Står det til mig skal netop Socialdemokratiet tage ansvar og vise vej. Vi skal ikke træde ind på Dansk Folkepartis populistiske sti. For nok findes der måske kortsigtede løsninger på denne sti, men de langsigtede svar udebliver. Flygtningestrømmene fortsætter. Om så det er fra krig, klima, sult eller diktatur, så skal svarene findes.

Vi skal ikke træde ind på Dansk Folkepartis populistiske sti

På baggrund af den fortsatte flygtningestrøm kan man ikke bare overlade opgaven til nærområderne - slet ikke hvis der følger besparelser på ulandsbistanden eller forringelser af forholdene for flygtningene i disse områder.

Vi må aldrig føre en udlændingepolitik alene baseret på symbol- og skræmmekampagner, som for eksempel bederum, danskheds-debat og frikadelle-sag. Nationale løsninger og grænsekontrol er gift for Europas velstand, vækst og integrationspolitik. Vi skal ikke lukke inde bag nationalstaternes jerntæppe, men fortsat have et internationalt udsyn. Det skal vi gøre selvom et sådant udsyn kræver investeringer i mennesker nu og her. Det er jo netop en Socialdemokratisk kerneværdi.

S skal se muligheder i mennesker og sikre fælles EU-aftale
En ting er i hvert fald sikkert: Hetzen mod muslimer og udlændinge må stoppes, hvis vi ønsker en succesfuld integration. Mit spinkle håb er derfor også, at vi frem for konstant at se begrænsninger i stedet ser muligheder i de personer, der i disse år krydser grænsen ved Kruså. Vi som land, som parti kan ikke være bekendt at behandle flygtninge som en slags ”kastebold” mellem medlemslandene i EU.

Vi har brug for en fælles europæisk løsning med fordelingsnøgle og ansøgningsprocedure fra FN-lejre

Samtidig har vi brug for at Socialdemokratiet – særligt hvis man vinder regeringsmagten - sætter sig i spidsen for en ny fælles europæisk løsning og lægger pres på de øvrige EU-lande for at gå med. Vi har brug for en fælles europæisk løsning med en klar fordelingsnøgle og fælles ansøgningsprocedure fra FN-godkendte lejre. På den måde kan vi løfte i flok.

Der er et behov for at gå imod strømmen og tage ansvar, og der bør Socialdemokratiet gå forrest i at gøre ord til handling. Farligt er det i hvert fald, hvis vi begynder at bide fra os og følger i slipstrømmen på de nationalpopulistiske tendenser, som hærger det meste af den vestlige verden.

 

Tobias Bøgeskov Eriksen er byrådskandidat for Socialdemokratiet i Aalborg

Indlægget er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

 

Byrådsmedlem (S) i Aalborg Kommune og medlem af Familie- og Beskæftigelsesudvalget 


Flere artikler om emnet