Mens de socialdemokratiske partier i Europa falder en for en, er de socialdemokratiske partier i Skandinavien de eneste der, som gallerne i Asterix, holder fjenderne fra døren eller i hvert fald vælgerne indenfor.

”Helt overordnet set så må man sige, at for en stor dels vedkommende, så står de socialdemokratiske partier i Europa lige nu med ryggen mod muren. De er i dyb krise.”

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen, der som en af de eneste udenfor præsident Francois Hollandes regerings inderkreds, havde fået en billet til at følge den franske valgaftenen i den franske præsidents bolig, Elysépalæet.

Nicolai Wammen til valgaften i Paris sammen med hustruen Karen og den fransk præsident Francois Hollande. /Privat foto

Hjemvendt fra Paris, mødte Netavisen Pio Nicolai Wammen til en samtale om det franske valg og om den åbenlyse krise som hele den socialdemokratiske bevægelse befinder sig i over hele kontinentet – bortset fra lyspunktet Skandinavien.

Hvordan oplevede du valgaftenen i Paris?

”Der var sådan set en meget god stemning. Der var nogle af ministrenes børn med og det gav sådan en mere løssluppen atmosfære, end der måske ellers ville være. Men på trods af det, så kunne det ikke skjules, at selv om man var glad for at Emmanuel Macron vandt en markant sejr over Le Pen, så er det et Socialistparti, hvis præsidentkandidat ved dette valg fik 6-7 procent af stemmerne. Og et Socialistparti, som efter en periode med Hollande, ligger i ruiner og som i målingerne op til det parlamentsvalg som kommer, står til at få 9 procent af stemmerne,” fortæller Nicolai Wammen og ærgrer sig tydeligt over dagens nyhed, som er at Hollandes tidligere premierminister Manuel Valls, har valgt at forlade Socialistpartiet til fordel for Macrons parti. ”Han var ellers en af dem man kunne håbe på kunne få Socialistpartiet på ret køl.”

Hollande har været en skuffelse
Francois Hollande valgte som den første siddende franske præsident ikke at genopstille. Og der er nu alvorlig snak i det franske socialistparti om at splitte det op. Men hvorfor er det gået så galt for Socialistpartiet?

”Socialistpartiet har, siden Mitterand, haft to retninger, den ene en meget venstreorienteret retning og den anden en mere socialdemokratisk retning. Man valgte ved dette præsidentvalg den yderste venstrefløj i partiet og det endte i en katastrofe,” lyder vurderingen fra Nicolai Wammen og uddyber.

”Hollande har været en stor skuffelse som præsident. Det gælder ikke mindst hans valgløfte om at få styr på arbejdsløsheden og få økonomien tilbage på ret kurs. Hollande sagde selv for fem år siden, at ”hvis jeg ikke lykkedes med det, så fortjener jeg ikke genvalg” – og det var franskmændene så enige med ham i!”

Nicolai Wammen vurderer også, at Hollandes manglende popularitet gjorde det umuligt for en mand som Manuel Valls at distancere sig fra ham, inden præsidentvalget og at socialistpartiets tilhængere i stedet pegede på venstrefløjs-politikeren Beniot Hamon. ”I en dansk sammenhæng svarer det til at opstille Enhedslistens Pelle Dragsted som formand for Socialdemokratiet. Og det er der nok også en hel del socialdemokratiske vælgere, der på valgdagen ville have sagt ”nej, tak” til, ” siger han.

Macron-sejr kan blive en sovepude
Han glæder sig dog over valget af Emmanuel Macron, ikke mindst fordi alternativet Marine Le Pen havde været en katastrofe for Europa. ”Hun vil trække Frankrig ud af både EU og NATO, og det er det sidste vi har brug for,” lyder Nicolai Wammens vurdering af det franske valgresultat.

”Men når det er sagt, så selv om der var 65 procent der stemte på Macron, så er det ikke nødvendigvis det samme som at der er 65 procent der bakker op om hans politiske projekt. Mange stemte imod Le Pen, mere end de stemte for Macron,” siger han og spår, at Macron kan få svært ved at samle et flertal ved parlamentsvalget. Og at det at vinde præsidentvalget måske kan vise sig at blive den nemmeste del af processen.

”Min bekymring går på, at man nogen steder i Bruxelles og andre steder, er så begejstrede for at Macron fik 65 procent, at man glemmer at Le Pen fik 35 procent. Det er dobbelt, så meget som hendes far fik, da han stillede op mod Jacques Chirac i 2002,” lyder det bekymret for Nicolai Wammen. ”Hvis ikke Macron formår at give håb og svar til de mange, som er bekymrede over globaliseringens mørke sider, så er det min frygt at vi om fem år, ser en Le Pen eller en anden fra Front National, stå med meget stærke kort på hånden, og så kan det have været en stakket frist.”

”Derfor vil det være en stor fejl, hvis man efter valget i Frankrig og Holland ånder lettet op over, at Le Pen og Wilders ikke blev valgt, men at de rent faktisk fik ret stor opbakning,” siger han.

Britiske Labour på vej ud over kanten
Selv om hvert land har sine unikke udfordringer og egen historie, så ser Nicolai Wammen alligevel nogle fællestræk mellem den nedsmeltning som er sket hos Socialistpartiet i Frankrig og den nedsmeltning som engelske Labour er på vej ud i. Nemlig, at man bevæger sig væk fra centrum og ud mod venstrefløjen.

”Det er en bevægelse som Labour har været på, siden at man besluttede at det skulle være Ed Miliband i stedet for hans bror David. Det er svært at lave spådomme om hvad der ville være sket, hvis David Miliband var blevet formand for Labour, men det er fuldstændigt sikkert, at Labour med stor fart er gledet væk fra centrum og fra at kunne vinde midtervælgerne i engelsk politik.

Dermed risikerer vores engelske søsterparti at ende i en situation, som da det var værst i begyndelsen af 80erne.”

Brudte hollandske løfter
Et andet af de vesteuropæiske socialdemokratier, som det er gået rigtig skidt for, er det hollandske arbejderparti, PvdA, som ved det seneste parlamentsvalg tidligere på foråret fik 5,7 procent af stemmerne og tabte tre ¾ af alle partiets mandater.

Her valgte man alt andet end en venstreorienteret kurs, snarere tværtimod. De hollandske socialdemokrater gik til valg på ansvarlig økonomisk politik og gode resultater, meget lig det som Socialdemokratiet herhjemme gjorde i 2015.

”Jeg ser Arbejderpartiet i Hollands skæbne i det lys, at man før sidste valg (i 2012) gik til valg benhårdt imod den siddende statsminister Ruttes politik. Og efter valget lavede man så en regering, sammen med Rutte, hvor man videreførte den samme politik som man var gået til valg imod,” siger Nicolai Wammen.

”Men hollænderne var heller ikke dygtige nok til at tackle de udfordringer, som globaliseringen giver, både med hensyn til migration og indvandring, men også i forhold til social dumping, gjorde at mange hollændere ikke længere havde tillid til Arbejderpartiet. Og derfor fik de et katastrofevalg.”

Manglende svar på indvandring og globalisering
Ifølge Nicolai Wammen, så skyldes den nærmest fælles-europæiske socialdemokratiske nedsmeltning, at hans europæiske partifæller over en bred kam har undladt at forholde sig til især to ting, indvandring og det han kalder for globaliseringens skyggesider.

”I Norden har du nogle virkelig stærke socialdemokratiske partier og den lære som jeg ser  og det råd som vi kan give andre socialdemokratiske partier er – åbent og ærligt – at tage hånd om de udfordringer som globaliseringen giver.

Der er alt for mange, der som strudsen har stukket hovedet i jorden, og i den politiske korrektheds navn ikke vil diskutere de udfordringer det giver med flygtninge og integration,” siger han.

”Der har vi jo helt anderledes i det danske socialdemokrati valgt at sige: Antallet betyder noget og hvis vi skal have et velfærdssamfund,der hænger sammen, hvor der også kan være en integration, så er der grænser for hvor mange vi kan tage imod,” siger han og understreger, at Danmark selvfølgelig har et ansvar for at hjælpe mennesker i nød og derfor vil man hellere styrke indsatsen i nærområderne.

”Og den diskussion har man ikke, på samme åbne og ærlige måde, ikke haft ret mange andre steder i socialdemokraterne i Europa,” mener han.

Globaliseringens mange tabere
Det andet punkt som Nicolai Wammen mener, at partifællerne ude omkring i Europa ikke har været hurtige eller dygtige nok til at reagere på er globaliseringens negative konsekvenser.

”Der er ingen tvivl om, at man i for mange socialdemokratiske partier, har haft en elitær holdning til de mennesker der er kommet i klemme, når det gælder globaliseringen. Der er heller ingen tvivl om, at der er mange der vinder på globaliseringen, men der er altså også mange mennesker som føler sig utrygge og er blevet ramt af globaliseringen,” lyder hans vurdering.

”Er vi som socialdemokrater ikke i stand til at tage deres bekymringer alvorligt, og gøre noget ved dem, så vil de mennesker jo meget naturligt søge andre steder hen, enten til nationalistiske eller populistiske partier, fordi de etablerede partier både til højre og venstre har været alt for længe om at anerkende globaliseringens skyggesider” lyder advarslen fra Nicolai Wammen.

”Det er ikke naturgivent eller gudsgivent, hvorvidt det er socialdemokratiske eller borgerlige bevægelser, der har regeringsmagten. Men hvis socialdemokratierne rundt omkring i Europa, rodfæstet i vores egne værdier og traditioner, reformerer sig og forstår de udfordringer man er oppe imod, men stædigt holder fast i fortidens løsninger, så går det galt,” lyder Nicolai Wammens dom over partifællerne.

”Man har levet i en osteklokke, hvor man har fortalt vælgerne, at man selv havde ret og de tog fejl, og det bliver man nu straffet for!”

Den sidste bastion: Skandinavien er socialdemokratiets gallere
Udover nedturene i Frankrig og Holland, har også de socialdemokratiske partier i Grækenland, PASOK, og Spanien, PSOE, lidt alvorlige nederlag.

Spørgsmålet er hvor Nicolai Wammen kigger hen for at finde lyspunkter, inspiration eller gode eksempler på steder, hvor partifællerne gør det godt. Det har han umiddelbart svært ved.

”I det meste af Europa ser det meget sort ud for socialdemokraterne. Der hvor det ser bedst ud er her i de nordiske lande, Danmark, Norge og Sverige. Kigger du på Europa-kortet, så minder det lidt om Galler-landsbyen fra Asterix,” siger han med henvisning til den belgiske tegneserie om den lille landsby, der som de eneste holder romerne væk.

I den sammenhæng, så er det et lyspunkt, at man efter næste folketingsvalg i Danmark vil kunne være i en situation, hvor der er socialdemokratisk-ledede regeringer i både Danmark, Norge og Sverige.

”Det vil være et kraftcenter, også i forhold til den europæiske dagsorden. Norden vil igen kunne give håb til den socialdemokratiske bevægelse, langt uden for vores egne grænser. Men der er ingen grund til at lægge skjul på, at Europa-kortet ser mørkt ud lige nu,” afslutter han optimistisk.