Kommunalvalg- og regionsvalget ligger og ulmer, og i efteråret går det endnu engang løs, når der skal vælges repræsentanter til de 98 kommunalbestyrelser og 5 regioner rundt om i landet.

Lige så sikkert, som vi kan se frem til hård, lokal valgkamp om alle poster, lige så sikkert er det, at vi også i næste valgperiode kommer til at opleve, at politikere forlader de partier, der har valgt dem og melder sig ind i nye. Partihopperne er et tilbagevendende fænomen, der spreder sig bredt ud i alle partier og kommuner i landet.

I den seneste uge kunne man i aviserne læse, at hver ottende DF-byrådsmedlem har skiftet parti siden de blev valgt til byråd og kommunalbestyrelser rundt om i landet.

Hele 34 tidligere DF-medlemmer er hoppet fra deres parti. De rangerer dermed på andenpladsen under Venstre, hvor 39 har sagt farvel til partiet siden kommunalvalget i 2013, tæt forfulgt af Socialdemokratiet med 24 forhenværende valgte.

Men Dansk Folkepartis placering i denne sammenhæng, skal sættes i perspektiv til deres folkevalgte. Partiet havde ved kommunalvalget 2013 fået 255 mandater over hele landet, hvor Venstre havde fundet 767 og Socialdemokratiet 773 mandater.

Et tilbagevendende fænomen
Tal fra kommunerne viser, at der fra 2009-2013 var 172 partiskift i kommunalbestyrelser over hele landet. Siden kommunalvalget i 2013 har der indtil videre været 147, inden der snart skal kickstartes den kommunale valgkamp.

Tallene viser et billede af, at partihopperi ikke er hverken særligt nyt eller særligt kontroversielt i kommunalpolitikken.

Partiskift svækker ham, der hopper
En netop udgivet undersøgelse lavet i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet tager kommunalvalget 2013 under behandling, og her har Christian Elmelund-Præstekær, institutleder ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet bl.a. kigget på de partihoppere, der valgte at genopstille ved valget.

Hans undersøgelse viser, at det koster dyrt, hvis man som politikere skal opbygge en ny identitet omkring et nyt partibogstav. Faktisk kostede det de afhoppede politikere op mod 30 pct. af deres personlige stemmer ved det efterfølgende valg.

Christian Elmelund-Præstekær tolker resultaterne med påpasselighed, når han undersøger partihoppernes tab af stemmer. Fordi det kan både være direkte motiveret, hvor vælgerne straffer politikeren for at springe fra. Men det kan også være et resultat af, at politikeren i forvejen har gjort sig upopulær i sit eget parti.

De ‘onde’ partihoppere
Anledningen til undersøgelsen af partihoppere kom umiddelbart efter sidste kommunalvalg, hvor der opstod en stor diskussion på baggrund af, at byrådsmedlemmer i Københavns kommune og enkelte andre steder valgte at skifte parti umiddelbart efter valget.

Christian Elmelund-Præstekær formulerer det sådan “det drejede sig om at undersøge de umiddelbart ‘onde’ partihoppere. Hvor man kunne få det indtryk, at de søgte magten, og derfor også kunne skifte parti umiddelbart efter et valg.”

Men hans undersøgelse viser, at det er meget få, der hopper lige efter et valg. “Frekvensen stiger, jo længere man kommer ind i en valgperiode, og er størst i tredje år. Min tolkning er, at det er politisk motiveret. Få hopper på grund af rå magtsøgning."

Demokratisk udfordring afhænger af tidspunkt
Spørgsmålet er, om partihopperne udgør et demokratisk problem for lokaldemokratiet, eller er de udtryk for dynamik i det politiske liv.

For Christian Elmelund-Præstekær er det umiddelbart afgørende, hvornår de hopper.

“Hvis de eksempelvis hopper lige efter, så kan det opfattes som en kontrakt med vælgeren, der bliver brudt. Jo længere man kommer hen i perioden, jo mindre vælgerbedragende er det, efter min opfattelse.”

De mange løsgængere
Statistik fra kommunerne viser, at siden 2013, er 46 af de 147, som har sprunget parti, blevet løsgængere.

Det kan være en udfordring, at vælgeren ikke kan føle sig sikker på, hvem der repræsenterer dem, og hvilket værdisæt, der ligger bag politikerens beslutninger, når de står nede i stemmeboksen.

Christian Elmelund-Præstekær mener dog, at netop løsgængerpositionen kan ses positivt fra vælgerens synspunkt.

“Det indikerer, at der er utilfredshed med ens eget parti, i modsætning til en tiltrækning af et andet parti. Det giver en periode, hvor politikeren kan genoverveje egne holdninger frem mod et nyt kommunalvalg, og derefter tage stilling til, om der er et andet parti, der står for hans eller hendes værdier. Så kan vælgeren ved det næste valg tage stilling til, om han eller hun har fortjent en stemme i det nye parti.”

Gylden mulighed for nye partier
På den anden side, har det borgernære demokrati i kommunerne har altid givet plads til nye initiativer og lokale borgerlister. Til individuelle stemmer, der vil kæmpe for en lokal sag. Her kan partihopperiet føre til, at helt nye partier dukker op i kommunalbestyrelserne.

Det gælder for eksempel et nyt parti som Alternativet, som allerede nu tæller seks repræsentanter i kommunalbestyrelserne. Uden at en eneste er blevet valgt ind for partiet - med den logiske forklaring, at Alternativet først blevet stiftet få uger efter kommunalvalget den 18. november 2013.