Annonce

Løkke praler af job han ikke har skabt

Statsministeren glæder sig i drømme over at have skabt 79.000 private job - virkelighedens tal er langt lavere
Intet mindre end 79.000 private job. Det sagde Lars Løkke Rasmussen forleden til DR er skabt i hans regeringstid. Og at han derfor hver aften - når han går i seng - glæder sig over, at "vi trækker Danmark den rigtige vej".

Nu viser det sig, at statsministerens i bedste fald drømmer. Det rigtige tal for den øgede beskæftigelse, som regeringen har skabt, er nærmere 2.500, viser tal fra Finansministeriet, som Jyllands-Posten bringer tirsdag.

De 79.000 arbejdsplader, som danskerne kan glæde sig over, er i virkeligheden skabt af en generel bedre økonomi og reformer, som tidligere regeringer har gennemført, oplyser økonomer.

"Det er klart at oversælge de politiske resultater, når det ikke er regeringens politik, der bidrager med et øget arbejdsudbud, så beskæftigelsen kan stige. Og fremgangen i konjunkturerne kan heller ikke tilskrives den faktisk førte politik af regeringen," siger professor i økonomi Bo Sandemann til Jyllands-Posten.

Arbejdspladser skabt selv om Løkke sad helt stille
De 2.500 nye job, som regeringen reelt har skabt, er opstået som følge kontanthjælpsloft, regler om integrationsydelse og en nedsættelse af registreringsafgiften.

Socialdemokratiet beskylder Lars Løkke Rasmussen for at pynte sig med lånte fjer. Selv hvis statsministeren sad fuldstændig stille, var flere kommet i arbejde, mener finansordfører Benny Engelbrecht (S).

"Regeringen oversælger igen sine politiske resultater. Den konjunkturfremgang, vi ser, er ikke båret af beslutninger fra den her regering", siger Benny Engelbrecht til avisen.

Hos regeringen fastholder finansminister Kristian Jensen (V), at den godt kan tage æren for den stigende beskæftigelse og siger, at 2.500 job er en god start, men slet ikke nok.

Tirsdag præsenterer regeringen sin 2025-plan, hvor målsætningen er at skabe op til 60.000 flere job gennem reformer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Flere artikler om emnet