Finansministeriet har i dag et bredt udvalg af lommeregnere, som kan regne på effekten af skattelettelser, lavere afgifter, lavere overførselsindkomster og kortere dagpengeperiode. Omvendt har centraladministrationen hidtil ikke haft den samme tradition for at indregne afledte effekter af offentlige udgifter på arbejdsudbud og produktivitet.

Det på trods af, at der både er teoretiske og empiriske resultater, som peger på at flere af de offentlige udgifter har positive effekter.

Ringere offentlige service = dårligere samfundsøkonomi
Når man ser bort fra afledte effekter af offentlige udgifter, risikerer man at tegne et forkert billede af konsekvenserne af den politik man fremlægger. Den samlede virkning af en skattelettelse afhænger af, hvordan den konkret finansieres. Hvis man for eksempel finansierer en skattelettelse ved at sænke udgifterne til uddannelse, og ikke indregner de negative effekter af at gøre det, er regnestykket ikke retvisende.

Det er i store træk konklusionen i den nye vismandsrapport, som kom på gaden samme dag, som regeringen fremlagde sin 2025-plan. En plan som lægger op til en meget begrænset vækst i de offentlige udgifter, og som ikke vil kunne dække det servicebehov der opstår som følge af, at der bliver markant flere brugere af den offentlige sektor.

Det kan have skadelige effekter for samfundsøkonomien, hvis den offentlige service bliver ringere. Derfor er der god grund til at tage et opgør med den hidtidige praksis i ministerierne, hvor man blot antager, at det er gratis at skære i de offentlige udgifter.

Den gamle praksis: nedskæringer uden konsekvens
Et eksempel på den hidtidige praksis i ministerierne kan blandt andet findes i et svar til skatteudvalget d. 17. marts 2016. I svaret regnes der på effekten af at nedsætte afgiften på alkohol og tobak for 3,4 milliarder kroner. Nedsættelsen af afgiften på disse sundhedsskadelige produkter finansieres i regnestykket ved at afsætte 3,4 milliarder kroner mindre til sundhed. Overraskende nok er den samlede effekt af dette kryds, at arbejdsudbuddet øges med 900 personer.

Der er også andre og måske mere grelle eksempler på skæve regnestykker fra ministeriernes side. Et af de værste eksempler er nok den beregning, som Finansministeriet lavede i 2015, og som er blevet kendt som ’blåstemplingen’ af Liberal Alliances 2025-plan.

I Finansministeriets udregning skæres der hele 124.000 fuldtidsstillinger væk i den offentlige sektor frem mod 2025. De negative konsekvenser af at skære så voldsomt i den offentlige service er imidlertid ikke indregnet. Finansministeriet skriver godt nok, at de uddannelsesmål, den daværende Thorning-regering havde kunne komme i fare, og at det kunne have negative konsekvenser for den langsigtede velstand, men at sådanne effekter ikke er indregnet.

Ros til vismænd for at inddrage afledte effekter
Hvis regnestykket fra Finansministeriet virkelig skulle være retvisende, kan man jo spørge sig selv, hvordan det overhovedet er muligt, at Danmark kan have så højt et skattetryk, og samtidig stadig være blandt de mest velstående lande i OECD. Det burde jo ikke kunne lade sig gøre.

Hemmeligheden bag at vores humlebi flyver er, at vi anvender skatteprovenuet på fornuftige ting, som løfter arbejdsudbuddet og øger vores produktivitet. Det kan man ikke se bort fra, som finansministeriet gjorde da de skulle regne på Liberal Alliances 2025-plan.

Derfor er der god grund til at rose vismændene for at have taget denne vigtige, og hidtil meget oversete problemstilling op. Det er bestemt ikke nemt at kortlægge de afledte effekter af offentlige udgifter, men man bør gøre mere end man gør i dag for at opstille konkrete regneregler.

Første spadestik i kortlægning af velfærdens dynamiske effekter
Vismændene præsenterer i deres rapport nogle estimationer, som peger på, at normeringen i daginstitutionerne betyder noget for kvindernes erhvervsdeltagelse. Hvis normeringerne bliver dårligere viser resultaterne, at kvindernes erhvervsdeltagelse falder. Vismændene har dog ikke undersøgt effekten på kvindernes arbejdstid.

Et studie fra OECD peger på, at hvis kvaliteten af daginstitutionerne forbedres, så er kvinder også mere tilbøjelige til at skifte deltidsarbejde ud med fuldtidsarbejde. Samtidig er der også veldokumenterede langsigtede effekter af gode daginstitutioner.

Gode daginstitutioner øger børnenes IQ, deres karakterer i skolen og senere deres beskæftigelseschancer samt produktivitet.

Vismændenes beregninger er et vigtigt, men også ”kun” et første spadestik i et forsøg på at kortlægge de dynamiske effekter af offentlige udgifter.

Tid til at regne på uddannelse
Uddannelse er et andet fokusområde, hvor lommeregnerne kan forbedres. En analyse fra AE viser, hvis man giver en erhvervsuddannelse til de unge, der ikke har anden uddannelse, så øges beskæftigelsesgraden med 26 procentpoint, når man ser på de 25 procent, der har bedst chance for at få en uddannelse.

Hvis vi for alvor skal have udviklet nye og mere retvisende lommeregnere end dem vi har i dag, er det nødvendigt, at den økonomiske forskning begynder at fokusere mere på dynamiske effekter af offentlige udgifter.
Erik Bjørsted er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.