Annonce

Måske er det tid til politik igen?

Succeshistorien fra det britiske valg er, at Labour fik fornyet opbakning ved at forslå konkret politisk forandring.
Der var én ting der var inspirerende ved det engelske valg. Og så er der meget, det ikke nytter at tænke for meget over. Halvdelen af medierne opfører sig som om Labour har vundet et valg de bare tabte mindre end man troede de ville.

Det siger noget om labiliteten i presse- og kommentatorkorps at man kan se Labour tabe endnu et valg (tilmed et de burde og kunne have vundet) og de franske socialister massakreret: Og så foregår debatten under en dagsorden om, at nu er venstrefløjen ikke længere på retur i Europa. Bumbum; Historien er god. Den er nok ikke sand.

Men til gengæld skabte Labour en fornyet opbakning i moderne politik med konkret politik. Til alles forbavselse.

Reddet af lækket manifest
Den enkeltbegivenhed i det engelske valg, der måske var mest opløftende var, da Labours ”manifest”, blev lækket.

Corbyn fik ikke lov selv at præsentere sin platform, hans valgkampstrategi blev lækket, og de meget borgerligt aktivistiske engelske medier orkestrerede en helt overgearet og FOX News-agtig skræmmekampagne. Også i dansk presse blev oplægget udlagt som noget der kunne være skrevet af Frank Aaen.

Selvom det nok nøgternt set havde velfærdspolitiske ambitioner, der deles af de fleste partier i en dansk kontekst. Det chokerende er, at fra det program blev lækket, kendt og kritiseret sønder og sammen, gik det fremad. Der var ny opbakning og momentum i at diskutere konkret politik, i hvert fald for Corbyn.

Radikaliserede britiske konservative
Corbyn var aldrig en god kandidat. Det er svært at bruge sit liv som ideologisk indpisker på venstrefløjen af Labour og så være den rigtige person til at samle et land som England bag en progressiv regering.

Labour mobiliserede nye og unge, men overtalte få. Storbritannien er jo et stykke hen ad vejen blevet politisk semi-radikaliseret af et i europæisk forstand yderligtgående Tory-parti.

Den engelske politiske virkelighed starter et godt stykke til højre for den danske, tyske eller snart sagt enhver virkelighed i ethvert andet vesteuropæisk land.

Fortidslevnet Corbyn
Jeremy Corbyn er også en klodset og vrangvillig kommunikator. For nu at sige det pænt. Han gør, og gjorde, det alt for nemt at karikere ham som levn fra fortiden. Eksempelvis kunne han jo lade være at kalde en reform af transportsektoren for en ”renationalisering” – et ord der peger tilbage til den mest klodsede måde at forvalte et offentligt ejerskab på.

Havde han iklædt det et moderne sprog og talt om behovet for et sammenhængende og fælleskabsbaseret transportsystem, var det nok lettere at ligne et parti der havde nye ideer til en ny tid, og som ikke var forelsket i bureaukratier.

Men Corbyn skulle være svær at rådgive, og Labours engang så velsmurte kommunikationsapparat er ødelagt. Bare det at Corbyn selv kaldte sit reformprogram for et manifest… altså – Marx, hvor retro-cool han end er blevet i det intellektuelle miljø, er nok ikke ham man skal starte med fremmane for at overtale middelklassen til at stemme nyt.

Inspiration fra kontinentet
Ser man nøgternt på hvad Corbyn har foreslået omkring nationaliseringer; ligger det vel ikke langt fra hvad der er den organisatoriske virkelighed for jernbaner og vandværker i de mest succesfulde europæiske lande: Danmark, Tyskland, Sverige osv.

I Danmark er det en ekstrem position lige nu overhovedet at ville privatisere DSB – her er dagsordenen at landet skal hænge sammen. Men det er jo hvad der er sket i England.

Corbyn italesatte bare sit reformprogram, så det lignede at han troede, at fremtiden lå bag ham og England. Sagen er, at det gør han jo nok på lange stræk. Når det er sagt, så var ”For the many, not the few”, et evigt og afsindigt godt slogan. Det evnede at bevare Labours værdier og tale til (frem)tiden.

Labour vandt når det blev konkret
Men alle troede, at Corbyn ville blive straffet, både for at foreslå så meget konkret politik, og for at foreslå venstreorienterede tiltag som offentligt ejet vandforsyning. Held og lykke med at foreslå det privatiseret i en dansk kontekst i øvrigt.

Tilsyneladende drejede det samtalen væk fra hans person og uenigheden i hans parti over på konkret politik, og måske – og det er måske spekulation og håb blandet sammen fra min side – var der en tørst efter at diskutere konkrete løsninger på Englands mange problemer.

I Danmark er den gængse tænkning i politik, at man som oppositionsparti skal være varsom med at foreslå ret meget konkret.

Et eksempel til efterfølgelse?
Det øjeblik det sker, sætter den siddende regering sit embedsværk, hvis arbejde ukritisk optages af dansk presse, til at rive oppositionens forslag fra hinanden. Det mest gyselige eksempel på hvor politikforladt en valgkamp der kan føres, er Venstres sidste valgkamp, hvor det eneste konkrete forslag overhovedet, var en bestikkelsessum til boligejerne med BoligJob-ordningen. Ellers skulle Lars Løkke ikke sømmes fast på noget; budskabet var alene at ”regeringen er dum” og at han kunne gøre det bedre. Noget af det desillusionerende stykke ”negative campaigning” i mands minde.

Lars Løkke blev jo heller ikke valgt; Helle Thorning blev fravalgt. De danske partier er af pressen halvt blevet vaccineret imod konkrete forslag efter at pressen komplet unuanceret hjalp Venstre med at straffe Thorning-regeringen for sine ”løftebrud” for ethvert forslag der var tænkt af de tre partier i oppositionstiden.

Det kunne de forstå i pressekorpset, men på den måde har det politiske pressekorps skabt en gold politik samtale, med få konkrete forslag. Det helt skøre er, at det politiske pressekorps er så blinde for sin egen rolle i politik, at de gud hjælpe mig også samtidigt beklager sig over at der er for få konkrete visioner i politik. Det man kan håbe er, at når de traditionelle medier betyder mindre, at der igen kan blive plads til en politisk samtale der i højere grad består af konkurrerende ideer.

Et progressivt budskab der inspirerer
Det er i denne sammenhæng historien om Corbyn måske er opløftende. Der var klangbund, især blandt unge, for værdierne og et budskab om lighed og lige muligheder: For de mange, ikke for de få.

Det budskab burde samples politisk af progressive politikere i hele Europa, det udmønter ulighedsdagsordenen. Og Corbyn blev ikke straffet for at foreslå noget konkret, tværtimod. Selvom pressen ville det anderledes, blev det et plus. Det lykkedes jo faktisk at få det til at fremstå som om der var ideer og visioner i Labour. Ideer der tilmed ikke alle sammen var, eller fremstod, som nostalgiske.

På mange måder pegede Labour, som med Emmanuel Macrons artikuleringer, mod en skandinavisk socialdemokratisme, der vedbliver at imponere og inspirere næsten mere uden for Skandinavien end indenfor.

Men på den anden side, før man bliver før man bliver for opløftet, så blev Trump jo valgt uden en sammenhængende tanke i sit megalomane hoved, og med en stor nedrakning af alt og alle omtrent som eneste strategi. Udenlandske valg ender altid med at være genstand for cherry-picking af danske politiske aktører der opportunistisk bruger dem til at styrke deres egne etablerede dagsordener. Der er sjældent nøgtern tænkning involveret.

I sidste ende er den danske politiske virkelighed bare uhyggeligt langt fra den engelske.

Kasper Fogh er politik- og kommunikationschef i Tænketanken Cevea.


Flere artikler om emnet