”Fremtidens universitet” scorer fuld plade i bullshit-bingo

Kvaliteten af undervisningen på universiteterne er alt for lav. Og de faglige krav til de studerende skal forøges.
Som mangeårige studenterpolitiske aktive var det med store forventninger, vi læste Politikens kronik tirsdag den 11. juli, hvor to forskere fra universitetsverdenen, Laust Schouenborg og Silas Harrebye, gav deres bud på fremtidens universitet. To kloge hoveder med 2.200 ord til rådighed lover jo godt, men vi blev slemt skuffede.

Det var som at læse et referat fra et open source-møde i Alternativet: en masse konsulentsprog, hvor ordene flyver højt, men aldrig lander i konkrete, brugbare ideer. Intentionen var ellers god: nye ideer til at indrette fremtidens universitet. Eller som det formuleres: ”Lad os rydde tegnebrættet og starte helt forfra. Ikke flere småjusteringer og tillempelser. Lad os tænke stort, nyt og frit”. Hørt!

Desværre bliver det i kronikken til referater af det eksisterende krydret med flyvske idéer. Når samarbejdet med erhvervslivet skal beskrives, bliver det til CBS plus nogle løse idéer om privat funding og andelshavere, der aldrig rigtig foldes ud. Endnu mere idéforladt ser det ud, når nytænkningen af undervisningen præsenteres: det skal være som på RUC, hvor teorien fylder mindre og empirien mere. Det er nu heller ikke så mystisk, når de to forskere holder til på netop RUC. Et glimrende universitet (hvor vi begge selv studerer), men noget nyskabende er der ikke ved de gamle 70’er dogmer.

Flyt fokus fra kvantitet til kvalitet!
Nu er det også tid til, at vi selv glatter lidt ud: i en selvtilstrækkelig og indadskuende universitetsverden er det forfriskende med to forskere, der vil forholde sig til universiteternes forhold til omverdenen, og hvordan vi som samfund får mere ud af dem. Desværre står de mest væsentlige spørgsmål ubesvarede: hvordan tager vi et opgør med det enøjede fokus på kvantitet frem for kvalitet? Og hvordan skaber vi mere prestige i at undervise i en universitetsverden, hvor det er forskningen, der giver anerkendelse? For at besvare de to spørgsmål er der brug for reel nytænkning og et opgør med de nuværende strukturer, hvor taxametertilskuddet og det ensidige fokus på forskningsbaseret undervisning har spillet fallit.

For rigtig mange studerende – ikke mindst studerende fra uddannelsesfremmede hjem – kan det være vanskeligt at gennemskue vejen til succes

Den nuværende kvalitet af undervisningen på universiteterne er alt for lav. Det gælder særligt for de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Slotsholmens svar på problemet har indtil videre været dimensioneringer og oprettelsen af yderligere incitamenter, der kan få de studerende hurtigere igennem studieforløbet. Som konsekvens er de faglige krav og forventninger til de studerende blevet en by i Rusland, mens dumpeprocenten er nærmest ikke eksisterende. De politiske mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en længere videregående uddannelse, har skabt masseuniversiteter. Men i samme periode har man ladet universiteternes nuværende eliteindretning stå til. Det er uholdbart.

For rigtig mange studerende – ikke mindst studerende fra uddannelsesfremmede hjem – kan det være vanskeligt at gennemskue vejen til succes. Det handler nemlig mindre om det man foretager sig på selve universitetet og mere om de praktiske erfaringer, man opnår udenfor matriklen.

Konsekvensen er tydelig: igen og igen kan vi se på opgørelser fra forsknings- og undervisningsministeriet, at de studerende gennemsnitligt bruger langt færre timer på deres studier, end hvad der kan – og bør – forventes for et fuldtidsstudie. For at gøre op med den tendens, skal de faglige krav og forventninger til de studerende forøges. Ligesom den praksisnære undervisning bør opprioriteres.

Follow the money
En nytænkning af universitetssektoren bør begynde med en nytænkning af universiteternes bevillingsstruktur. Der er nemlig brug for et opgør med statens perverse incitamentsstruktur, der lige nu giver universiteterne uhensigtsmæssige incitamenter til at lade studerende gennemføre deres uddannelse til trods for, at ikke har de fornødne kompetencer. Frem for at uddele bevillinger efter antallet af gennemførte studerende, burde universiteterne i stedet få tilskud på baggrund af det antal timer de studerende faktisk benytter på deres studier. En sådan bevillingsnøgle vil løfte overliggeren på universiteterne og skabe incitamenter til, at den faglige kvalitet igen opnår forrang.

For at sikre den praksisnære og studentercentrerede undervisning bør universiteternes bacheloruddannelser lade sig inspirere af professionsbachelorerne. Her er undervisningsstrukturen mere fast og giver en stærk platform, der kan bygges videre på, men som også kan stå for sig selv. Det er der ikke mange bacheloruddannelser på universiteterne, der i dag kan bryste sig af.

Men at tro, at alternativet i form af privatstøtte kommer uden indflydelse, er en illusion.

Schouenborg og Harrebye kritiserer endvidere universiteternes afhængighed af statsstøtten. Men at tro, at alternativet i form af privatstøtte kommer uden indflydelse, er en illusion. Det betyder imidlertid ikke, at vi skal lukke dørene for erhvervslivets indflydelse på universiteterne. Universiteterne kan nemlig sagtens tage ved lære af erhvervsskolerne, hvor lærlingenes lærepladser betaler en del af uddannelsesgildet. Ud over at sikre relevans i uddannelsen, skaber det også en samfundsmæssig merværdi.

Opgør med de tomme floskler

Der er brug for en endnu tættere kobling mellem de studerendes uddannelser og de virksomheder, der tager imod de studerende. Eksempelvis ved at der laves integrerede praktikforløb som på professionsuddannelserne.

Gentænkningen af landets universiteter er i hvert fald nødvendig, men det skal tage udgangspunkt i et reelt opgør med det eksisterende og ikke kun tomme floskler pakket ind i konsulentsprog. Kun på den måde kan vi skabe fremtidens universitet!

Mathias Würtzenfeld, er stud.scient.adm på Roskilde Universitet og landsformand for Frit Forum.

Rune Dybvad Simonsen, er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet. Og ligeledes medlem af Frit Forum og DSU. 

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning


Flere artikler om emnet

Annonce