Mette Frederiksen: LA vil solde det hele væk på skattelettelser

Det er “uendeligt kortsigtet” når Anders Samuelsen lover ‘historisk store’ skattelettelser, lyder det fra Mette Frederiksen.

Anders Samuelsen har, i kølvandet på erkendelsen af, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet endegyldigt har slukket drømmene om topskattelettelser, lovet at danskerne i stedet kan se frem til ‘historisk store’ skattelettelser.

Men det er farlig vej at gå, mener Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

“Vi bliver nødt til at huske på, at sidste gang det gik godt i Danmark, der soldede vi det hele væk på et skattestop. Nu vil de gøre det igen, med historisk høje skattelettelser. Men vi har kun de penge, vi har. Og vi kan kun bruge dem én gang. Det vil gå ud over de ældre. Det vil gå ud over vores børn. Det vil gå ud over kernevelfærd. Vi har som samfund ikke råd til det,” udtaler hun til Netavisen Pio og fortsætter:

“Jeg forstår virkelig ikke at hverken Liberal Alliance eller Venstre har lært af de fejl, de begik op igennem 00'erne. De er åbenbart villige at gentage præcis de ideologiske fejltrin, der førte dansk økonomi udover kanten sidst.”

“Uendeligt kortsigtet”
Det er “uendeligt kortsigtet”, lyder det fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Hun brugte torsdag en del af sin taletid i Esbjerg på at understrege, at historisk høje skattelettelser kun kan finansieres af historisk høje besparelser.

Se klippet nedenfor.

Ifølge Liberal Alliance, vil partiet kæmpe for de skattelettelser, de kan få. “Alle skattelettelser er gode skattelettelser”, kunne man læse på partiets politiske ordfører Christina Egelunds Twitter:

AE-rådet: skattelettelser kan kun gennemføres ved besparelser
Socialdemokratiets formand bakkes op af Erik Bjørsted, der er cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Han skriver i et indlæg til Netavisen Pio: “En ting er, at der de sidste 15 år allerede er givet markante skattelettelser, en anden ting er, hvad der skal finansiere skattelettelserne. Ifølge Finansministeriet er der et såkaldt ’økonomisk råderum’ på cirka 35 milliarder kroner frem mod 2025. Her er det vigtigt at slå fast, at de penge kun eksisterer, hvis man forudsætter nulvækst i det offentlige forbrug, hvilket reelt er en besparelse.”

Derfor er det kun reelt, hvis regeringen lægger frem, hvem der skal holde for, mener Erik Bjørsted.

“Giver regeringen ’historisk’ store skattelettelser, så må det tilsvarende betyde historisk store besparelser i den offentlige sektor. Vi opfordrer regeringen til at lægge kortene åbent frem, når de præsenterer deres udspil, så bagsiden af medaljen også kommer frem i lyset, og vi kan se, hvilke velfærdsområder der skal holde for.”

Line Sofie Gluud er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce