Det er ikke bare en naiv overfortolkning, når regeringen tror, at der ligger milliarder af kroner ude i fremtiden, som bare venter på at blive delt ud til skattelettelser. Det er også skadeligt for den offentlige debat, fordi det fjerner fokus fra den politiske diskussion om, hvordan vi skal prioritere pengene i fremtiden.

Sådan lyder det fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som i fredags talte til AE-Rådets generalforsamling i Arbejdermuseets festsal. Det skete efter en uge, hvor der havde været meget snak om det såkaldte økonomiske råderum, som blandt andet skal finansiere en betydelig del af de skattelettelser, regeringen har langt frem.

En naiv overfortolkning
Netavisen Pio beder efterfølgende Poul Nyrup Rasmussen uddybe sin kritik af regeringen: ”Det er en naiv overfortolkning at tro, at vi kan forudsige præcist 8-10 år ude i fremtiden, hvor mange penge vi vil have til rådighed. Det er meget uheldigt, at man fortolker råderummet på den måde, hvor man tror, at man kan bruge x antal milliarder på det ene og x antal milliarder på det andet mange år frem i tiden”, forklarer han.

Det er en naiv overfortolkning at tro, at vi kan forudsige præcist 8-10 år ude i fremtiden, hvor mange penge vi vil have til rådighed.

Ifølge regeringen findes der et såkaldt råderum på 32 milliarder kroner i 2025. Herfra vil regeringen blandt andet tage syv milliarder kroner til at betale for sit skatte-og erhvervsudspil. Men selve ideen om at bruge penge ud fra en forventning, om, at de vil komme i kassen mange år ude i fremtiden, er skæv, mener den tidligere statsminister.

”Det er i virkeligheden afpolitiserende for den offentlige debat, fordi man ikke får en diskussion af, hvordan vi vil prioritere. Og mange danskere bliver snotforvirrede, når de hører regeringen slynge om sig med milliarder langt ude i fremtiden. Man fjerner fokus fra det politiske”, mener han.

Fogh brugte også penge på skattelettelser
Poul Nyrup Rasmussen var selv som statsminister med til at udforme den første af de såkaldt ’mellemfristede planer’, nemlig 2010-planen, som SR-regeringen præsenterede tilbage i 2001.

En sådan plan kan kun bruges til at udstikke nogle retninger

Men kort efter præsentationen af planen kom Anders Fogh Rasmussen til magten. Han overtog ideen om en 2010-plan, det økonomiske råderum og udvidede samtidig anvendelsen af begrebet.

I 2003 henviste Fogh netop til det opsparede råderum, da han skulle finansiere skattelettelser for små 10 milliarder kroner, den såkaldte ’Forårspakke’. I dag ærgrer Nyrup sig over den måde, råderum og mellemfristede planer bliver brugt på:

”En sådan plan kan kun bruges til at udstikke nogle retninger, som kan hjælpe politikerne som en del af beslutningsgrundlaget. Men man kan altså ikke bruge dem til at sige, at i år det-og-det kan vi bruge så-og-så mange penge på at sænke skatterne.”

Råderummet er ikke ’objektivt’
Poul Nyrup Rasmussen mener det er et stort problem, at regeringen præsenterer råderummet som en objektiv størrelse – som om der findes et stort pengetræk med nogle penge, vi med sikkerhed ved ligger og venter på et bestemt tidspunkt ude i fremtiden. Politikerne har nemlig mange forskellige håndtag de kan dreje på, alt efter om de ønsker at gøre råderummet større eller mindre:

”Råderummet er ikke nogen objektiv størrelse. I virkeligheden er råderummet jo noget meget politisk, fordi regeringen selv kan vælge, hvordan råderummet skal opgøres og hvilke år, man kan køre med underskud på de offentlige budgetter. Så når man siger, at der er så-og-så mange penge i råderummet, så afpolitiserer man debatten, fordi man forsøger at gøre noget meget politisk til en objektiv størrelse.”

Råderummet fastlægges på den måde, at man vælger et år ude i fremtiden, hvor der skal være balance mellem offentlige indtægter og udgifter, mens der godt må være underskud i årene op til. På baggrund af en række antagelser – om vækst, arbejdsudbud, effekt af allerede gennemførte reformer, renteudviklingen, udviklingen i oliepriser og meget andet – regner økonomerne i Finansministeriet så ud, hvor mange penge der er til rådighed, og som kan bruges på enten at øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne.

Men selv små ændringer af de grundlæggende antagelser kan få stor betydning for opgørelsen af råderummet, ligesom man politisk kan vælge at flytte ’målstregen’, det vil sige, at man kan rykke det år, hvor der igen skal være balance på de offentlige finanser. Det er en rent politisk beslutning. Sidste år valgte Venstreregeringen eksempelvis at flytte balancepunktet fra 2020 til 2025, hvilket øgede det økonomiske råderum i årene omkring 2020.