Annonce

Mette F: Løkkes største bedrift er en fiasko

Centraliseringen risikerer at knække Danmark midt over. Derfor vil Mette Frederiksen nu have undersøgt konsekvenserne af Lars Løkkes kommunalreform.
De ser muligvis flotte ud, når man tasterne dem ind i regneark. Men i virkelighedens verden har de sidste ti års mange centraliseringer haft store konsekvenser for de mennesker, der er blevet berørt af dem. Og hvis udviklingen får lov at fortsætte, så risikerer Danmark at knække midt over.

Sådan lyder budskabet fra den Socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen, som i et interview i Berlingske lørdag lægger op til en grundig evaluering af Lars Løkkes kommunalreform, der trådte i kraft i 2007. En reform - der ifølge statsministeren selv skulle være en af hans allerstørste personlige bedrifter - men helt modsat ifølge Mette Frederiksen har forstærket centraliseringen og ført til, at mange lokalsamfund har oplevet at busruter nedlægges, skoler og daginstitutioner lukkes, butikker drejer nøglen om, folk flytter væk og såvel den fysiske og mentale afstand til rådhuset er blevet længere.

”Der har været en meget stærk tro på, at hvis bare vi samlede tingene i få, store enheder, så ville det også blive billigere og bedre. Det var det, Lars Løkke lovede, da han som indenrigsminister stod bag kommunalreformen. Men jeg må bare sige, at når jeg ser ud på Danmark nu, så har jeg aldrig set en større risiko for, at landet knækker over, end i dag”, siger Mette Frederiksen blandt andet.

Udmeldingen kommer op til, at Socialdemokratiet slår dørene op til partiets årlige kongres i Aalborg.

Kommunalreform skal evalueres
Det var Lars Løkke Rasmussen, der tidligere amtsborgmester i Frederiksborg Amt og fungerende indenrigs- og sundhedsminister havde fået ansvaret for at gennemføre Venstres store prestigeprojekt kommunalreformen. Reformen blev vedtaget i 2005 med snævert flertal af den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti, mens Socialdemokratiet stemte imod.

”Kommunalreformen er helt entydigt Fogh og Løkkes politiske projekt. De vedtog det med et rent blåt flertal. Men der blev også centraliseret, da vi sad i regering, og jeg må bare sige, at jeg nu er nået til den konklusion, at centraliseringen har taget overhånd”, lyder det fra Frederiksen.

Nu lægger Mette Frederiksen så op til at foretage en grundig evaluering af kommunalreformen. Den skal afdække, om kommunalreformen rent faktisk har gjort den kommunale service bedre og billigere, sådan som Løkke lovede for ti år siden. Analysen skal ifølge Frederiksen bruges til at samle erfaringer om, hvad konsekvenserne har været af den øgede centralisering og danne grundlag for den fremtidige udvikling af den offentlige sektor.

Mette Frederiksens udmelding kommer mindre end en uge efter, at Socialdemokratiets søsterparti i Norge, Arbeiterpartiet, gik tilbage ved valget til det norske Storting. Partiet tabte blandt andet mange stemmer i det nordlige Norge til Senterpartiet, der som valgets store sejrherrer fordoblede sit mandattal på en dagsorden om at skabe bedre rammer for livet uden for de store byer.

Regeringen trækker Danmark i skæv retning
Mette Frederiksen kritiserer også den nuværende regering for at trække Danmark i en skæv retning. Regeringen har forsøgt at rette op på problemet ved at bebude udflytning af omkring 4.000 statslige arbejdspladser fra København til resten af landet. Men ifølge Frederiksen har regeringen samtidig iværksat en række andre initiativer, der trækker i den stik modsatte retning.

Seneste har regeringen foreslået at centralisere produktionsskoler og VUC-tilbud, så de nuværende 108 uddannelsessteder skæres ned til 75. Socialdemokratiet har foreslået en model med selvejende institutioner i alle kommuner.

Tidligere har Socialdemokratiet også kritiseret blandt andet regeringens planer om at sænke skatten på bekostning af mere velfærd og regeringens planer om at droppe de kystnære vindmøller for at trække Danmark i en skæv geografisk retning.

Til at rette op på den geografiske skævhed har Socialdemokratiet blandt andet foreslået at oprette fire nye regionale skattecentre uden for de store byer, at oprette såkaldte lokale servicecentre, der eksempelvis kan fungere som jobcenter og sundhedsklinik, flytte Fiskeristyrelsen til Nordjylland og gennemføre togfonden, der skal binde Danmark bedre sammen. Endelig har partiet fremlagt en opkvalificeringsreform, der skal sikre bedre uddannet arbejdskraft i hele landet.


Flere artikler om emnet