Annonce

Kristian Jensen afviser forslag om beskatning af it-giganter

De danske medier lider under en håndfuld it-giganters dominans. Men Kristian Jensen (V) afviser et forslag, der skal sikre, at de betaler skat.
Danmark modsætter sig et europæisk forslag, der skal øge beskatningen af de internationale mediegiganter som Facebook og Google, som i 2015 betalte henholdsvis 0,03 og 0,82 procent i skat af deres overskud i Europa.

Det skete på et uformelt møde for de europæiske finansministre i Estland i weekenden, hvor Kristian Jensen afviste et fransk forslag om en ny beskatningsform af de internationale it-virksomheder.

Kristian Jensen vil ikke støtte det franske forslag, da han mener, ’at dette er et område, hvor vi skal være meget påpasselige.’ Han advarede imod, at en ny afgift på området kan afskrække de digitale brugere og skubbe dem til at bruge ikke-europæiske produkter. Det sagde han til det amerikanske medie Bloomberg.

Men hermed stikker Kristian Jensen hovedet i sandet, mener socialdemokratiets medieordfører Mogens Jensen, "han lukker simpelthen øjnene for de åbenlyse problemer, vi står overfor, og som Danmark ikke kan løse alene," siger han til Netavisen Pio.

De danske medier er truede
Kristian Jensens udmelding i Estland kommer i kølvandet på offentliggørelsen af en hårdtslående rapport, som viser, hvordan de danske medier styres af en håndfuld internationale medievirksomheder – herunder Google og Facebook – som i meget høj grad styrer udviklingen af de danske medier og undergraver deres økonomiske grundlag.

En af grundene til, at det går så godt for de internationale virksomheder er, at de stort set ikke betaler skat i Europa. Det kan lade sig gøre, fordi de udnytter de forskellige europæiske landes skatteregler, og flytter overskuddet til lande med en ekstremt lav selskabsbeskatning, som for eksempel Irland.

Hvis vi skal sikre de danske og europæiske mediers overlevelse, så bliver vi nødt til at beskatte deres kæmpe overskud.

”Hvis vi skal sikre de danske og europæiske mediers overlevelse, så bliver vi nødt til at beskatte deres kæmpe overskud, og sikre, at pengene bliver geninvesteret i produktionen af kvalitetsindhold.

Jeg synes generelt den borgerlige regering udviser meget stor ulyst til at regulere på markedskræfterne - og det her er de nye markedskræfter. Kristian Jensen tør ikke at konfrontere de her kræfter, men det bliver vi altså nødt til, siger Mogens Jensen.

Frankrig: Vi er forpligtede til at finde en løsning
Den franske finansminister Bruno Le Maire foreslår at beskatte virksomhedernes omsætning – og ikke bare deres profit – med ikrafttræden om mindre end et år. Det forslag støtter ti lande, herunder Tyskland, Italien og Spanien, som en midlertidig løsning, der skal ramme virksomhederne inden for en kort tidshorisont, imens der udvikles en mere langsigtet løsning.

Men forslaget har mødt modstand fra lande som Danmark, Luxembourg og Malta. Den maltesiske finansminister understregede blandt andet, at dette er en global udfordring, som derfor ikke blot skal løses i Europa: ”Man bliver nødt til at kende effekten (af forslaget red.) og vide, hvorvidt det vil forandre det globale skattesystem,” udtalte han i weekenden.

Bruno Le Maire forklarede, at de europæiske politikere er forpligtede til at finde en løsning, og at det vækker forargelse blandt befolkningen, at it-virksomhederne med milliardomsætningerne så let kan omgå de nationale skattesystemer.

Kristian Jensen: Vi mangler svar
Kristian Jensen havde ikke nogle umiddelbare kommentarer til de danske medier om afvisningen af forslaget, men har netop forklaret Politiken, at Danmark støtter, ”at der kigges mere på beskatningen af multinationale selskaber, herunder it-giganter. Vi støtter kommissionens arbejde med at sørge for, at de får betalt den rigtige skat. Men jeg er skeptisk over for en omsætningsafgift, som helt tydeligt mangler svar på nogle ret basale spørgsmål,” siger han og uddyber:

Jeg er skeptisk over for en omsætningsafgift, som helt tydeligt mangler svar på nogle ret basale spørgsmål

”Hvordan vil en sådan omsætningsafgift ramme dem, der i forvejen betaler deres selskabsskat? Og hvordan vil den spille sammen med andre omsætningsafgifter såsom moms? Og for det tredje: Hvad gør man for at få det afgrænset til internet i forhold til, at man kan have servere, der står mange steder i verden? Der er nogle helt basale spørgsmål i den franske model, som der ikke er svar på. Og derfor er vi skeptiske over for det.”


Flere artikler om emnet