I et debatindlæg i Politiken sidste uge skrev Pernille Rosenkrantz-Theil, at vi har 10 år til at forhindre en opdeling af samfundet. Hun foreslog samtidig fire konkrete metoder – herunder at børn skal blandes mere på tværs af sociale og kulturelle skel.

Vi har talt med to fagpersoner, som hver især giver deres bud på, hvordan man kan fokusere kampen mod parallelsamfund yderligere.

Michael Buch Barnes (S), som sidder i Brøndby byråd, og som er formand for Brøndby Boligforening fortæller, at man i boligforeningerne mangler konkrete redskaber, der kan gøre, at man får mere blandede beboersammensætninger: ”Vi vil gerne have, at man begynder at tale procentsatser, selvom jeg godt ved, at det er et følsomt område,” siger han.

Morten Dam Madsen, skoleleder på Ellekærskolen i Aarhus, hvor 75-80 procent af børnene er fra tosprogede hjem, understreger, at også de danske middelklasseforældre skal være villige til at give noget, hvis kampen skal lykkes.

S: Vi er modstandere af parallelsamfund
”Vi vil have alle mennesker ind i fællesskabet. Vi vil lære hinanden at kende. Vi vil have, at vi har tillid til hinanden. Og derfor er vi de argeste modstandere af parallelsamfund.”

Det skrev socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et debatindlæg i Politiken i sidste uge. Hun præsenterede samtidig fire konkrete metoder, som skal gøre, at vi inden for ti år får bekæmpet parallelsamfund i Danmark.

Hun foreslår, at der skal bygges 25 procent almennyttigt, hver gang der bygges nyt. Skoledistrikterne skal indrettes, så børn blandes på tværs af sociale og kulturelle skel. Der skal ske et opgør med friskolerne, hvor mere end 50 procent er udlændinge. Og så skal der være automatisk opskrivning til vuggestuer.

Formand for boligforening: Der har været berøringsangst for længe
Det er Michael Buch Barnes oplevelse, at der længe har været berøringsangst over for at sætte ind imod parallelsamfund, og han understreger, at boligforeningerne har råbt højt om det her i årevis, uden at der er blevet gjort noget.

”Det er dejligt, hvis der sker noget nu. Men jeg forstår ikke helt, hvorfor Rosenkrantz-Theil giver det ti år. Jeg har for eksempel en boligafdeling, hvor der er 68 procent beboere af anden etnisk herkomst, det bryder jeg mig ikke om, fordi jeg ved, at der vil komme nogle skævvridninger, og at de ressourcestærke beboere vil flytte ud,” siger Michael Buch Barnes.

Det er hans opfattelse, at når koncentrationen af de ressourcesvage beboere bliver for stærk flytter de ressourcestærke ud – og så efterlades de ressourcesvage uden nogen at se op til. På den måde er det en selvforstærkende tendens, som også afspejles i elevsammensætningen i de skoler, som ligger op af boligforeningerne.

Han ville derfor gerne have, at man i boligforeningerne havde mulighed for at arbejde ud fra en fordelingsnøgle, der hed, at for eksempel maksimalt fyrre procent af beboerne må være indvandrere – sådan må man ikke selektere i ansøgerne i dag.

Skoledistrikterne skal gøres socialt afbalancerede
Skoleleder på Ellekærskolen i Aarhus, Morten Dam Madsen, byder også Pernille Rosenkrantz-Theils idéer velkomne. Han er leder på en skole, hvor 75-80 procent af børnene er fra to-sprogede hjem, og her oplever man ofte, at børnene ikke er skoleklare, når de starter i skole. ”Børnene er ikke vant til at lære, de er ikke vant til at lytte efter, eller at fremmede voksne skal bestemme over dem. Så det kæmper vi ofte med, når de starter.” Han vurderer, at det ville kunne gøre børnene mere skoleklare, hvis opskrivningen til vuggestuerne blev gjort automatisk.

Men derudover mener han, at den væsentligste udfordring vil være, hvordan man får blandet danske børn og indvandrerbørn i højere grad. ”I virkeligheden bor vi danskere jo ligeså meget i ghettoer, som de gør ude i Gellerup. Der, hvor jeg bor lidt uden for Aarhus, er vi alle hvide, har to børn, taler dansk og har mellemlange uddannelser.”

Morten Dam Madsen mener derfor, at vi skal begynde at genoverveje det frie skolevalg, som er den ret, forældre i dag har til at bestemme, hvor deres børn skal gå i skole. Han foreslår, at man udvider skoledistrikterne, som er det geografiske område en enkelt skole dækker over, for herved kunne man gøre de enkelte skoledistrikter mere socialt afbalancerede og derved i højere grad blande børnene.

Det er en værdikamp
Ifølge Morten Dam Madsen skal politikerne turde tage denne politiske værdikamp. For når de to-sprogede børn skal blandes mere med de danske, så vil det kræve medvilje fra de danske forældre, hvis de skal beholde deres børn i folkeskolen:

”Vi skal være fælles om at ville det her, og vi skal være klar til at ofre noget for fællesskabets skyld. Vi kan ikke bare fortsætte med at have hvide og sorte ghettoer – for så vil det danske samfund om 10 år være som noget af det, man ser i London i dag.”

Michael Buch Barnes fortæller, at man i Brøndby har lavet mange sociale helhedsplaner, som betyder, at man ikke oplever parallelsamfund i betydelig grad i dag.

”Vi bliver nødt til at tale mere med hinanden og arbejde på at skabe en fællesskabsfølelse. Hvis ikke det lykkes, så vil folk integrere sig mindre og mindre, og nogle få vil udvikle en afsky mod det danske samfund. Men jeg kan ikke se, hvorfor vi skal give det ti år. Jeg tror, vi skal i gang nu.”