V-landsmøde: Statsminister for enhver pris

Analyse: Løkkes parlamentariske liv er blevet nemmere, fordi han har droppet at få store del af sin politik igennem.
”Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris”. Sådan lød det fra Lars Løkke forud for folketingsvalget i 2015. Det citat er værd at huske på, når Venstre i denne weekend afholder sit årlige landsmøde i DGI Huset Vejle. Landsmødet ligger tidligt i år på grund af kommunalvalget, og derfor vil der sikkert også blive trukket mange sammenligninger mellem situationen i dag og situationen for præcis ét år siden, da Lars Løkke stod med ryggen mod muren.

Liberal Alliance ville vælte regeringen, hvis ikke topskatten var sat ned inden årets udgang. Dansk Folkeparti sagde blankt nej, og var i stedet begyndt at orientere sig mod Socialdemokratiet. Forholdet til De Konservative var iskoldt i kølvandet på den konservative fyring af Eva Kjer Hansen som fødevareminister. Den splittede blå blok stod til at tabe et kommende valg, og Løkkes dage i dansk politik ville dermed være talte. Der gik rygter om, at han allerede var på vej væk.

I år vil tonen være meget anderledes. Liberal Alliance og Konservative er kommet med i regeringen, og stemningen mellem de tre partier er tydeligvis forbedret. Dansk Folkeparti taler stadig med Socialdemokratiet, men har samtidig landet en række aftaler med regeringen om blandt andet ændring af pensionssystemet, bilafgifter og senest produktivitetskravene på sygehusene. Samtidig viser målingerne, at blå blok haler ind på rød. Så konklusionen må vel være, at det går fremad for Løkke?

Fører oppositionens politik
En gennemgang af de seneste år viser imidlertid, at den konklusion kun holder vand, såfremt man udelader et ret væsentligt forhold: Politik. For når Løkke og hans regeringen står bedre i år, end sidste år, så skyldes det jo først og fremmest, at han på en lang række områder reelt har bøjet sig for oppositionens krav. Og de steder, hvor det er lykkedes at lave aftaler, ligger aftalerne et godt stykke fra det, der var regeringens udgangspunkt.

Det sås blandt andet med aftalen om registreringsafgift, hvor det ikke lykkedes regeringen at komme i mål med forslaget om en såkaldt ’flad’ afgift, så eksempelvis dyre luksusbiler fik sænket afgiften fra 150 til 100 procent. Den samlede afgiftsnedsættelse blev langt mindre end det, regeringen havde lagt op til, og regeringen måtte også acceptere indførelsen af en række såkaldte tekniske afgifter. Også da der i foråret blev forhandlet boligskat ønskede regeringen en ’flad’ model, så alle huse betalte lige meget i skat, uanset værdien, men også her måtte regeringen bøje sig og acceptere et ’knæk’ på beskatningen.

Forslaget om at hæve pensionsalderen er blevet skrottet, fordi et stort flertal i Folketinget var imod, selvom forslaget spillede en central rolle i både den tidligere Venstreregerings og den nuværende VLAK-regeringens ønske om at hæve arbejdsudbuddet og skabe større råderum til skattelettelser. Også når det kommer til den netop indgåede aftale om produktivitetskravene på sygehusene er der jo reelt blot tale om, at regeringen har bøjet sig for kravene fra Dansk Folkeparti og oppositionen.

Regeringen har accepteret, at der flere gange er lavet aftaler af oppositionen uden om regeringen, blandt andet i fiskeripakken fra december sidste år og aftalen om togfonden fra sidste måned. Og apropos fiskeri, så fjernede Løkke jo Esben Lunde Larsen som fiskeriminister for at gøre især Dansk Folkeparti tilfredse.

Når det kommer til væksten i den offentlige sektor har de tre partier også opgivet alle ambitioner om vækst- eller minusvækst. Den vækst, partierne lægger op til, er fortsat næppe nok til at stille Dansk Folkeparti tilfreds, men den er samtidig et godt stykke fra det, partierne gik til valg på. Og så har vi slet ikke nævnt taxaloven, som til stor utilfredshed for Liberal Alliance og Konservative fastholdt forbuddet mod Uber, eller at regeringen blev tvunget til at gennemføre en kulegravning af skat og afskaffe blasfemiloven.

På vej mod flere nederlag?
Og hvad angår sidste års helt store drama, der var tæt på at koste Lars Løkkes politiske liv, nemlig topskatten, så er den sag jo blevet løst ved, at regeringen ganske enkelt har besluttet at begrave al snak om topskat. I stedet har man så foreslået at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget, hvilket svarer til en nedsættelse af marginalskatten for høje indkomster med cirka 2,7 procentpoint, og dermed har nogenlunde samme virkning som en sænkelse af topskatten.

Skal man tro Dansk Folkepartis udmeldinger under gårsdagens åbningsdebat, så har sådan et forslag heller ikke meget gang på jorden, og regeringen kan derfor ende med endnu engang at stå tilbage med en aftale, der langt fra står mål med det, man spillede ud med. Regeringen kan formentlig lande en aftale, men prisen vil endnu engang være, at man giver store indrømmelser.

Betyder det så, at der slet ikke føres borgerlig politik? Nej, det gør det selvfølgelig ikke. Registreringsafgiften er blevet nedsat, grundskylden er blevet fastfrosset, statstilskuddet til privatskoler hævet, der er vedtaget en landsbrugspakke og der er indført kontanthjælpsloft. Men meget af det blev jo gennemført tilbage i 2015 og 2016, allerede inden udvidelsen af regeringen. Så det er ikke her, man skal finde forklaringen på, at det på overfladen går bedre i den blå blok.

Så når Løkke i weekenden kan glæde sig over, at det går bedre, så skyldes det altså ikke, at regeringen kommer igennem med mere politik. Det skyldes først og fremmest én ting: At han har bestemt sig for, at det trods alt er bedre at være statsminister end ikke at være statsminister. Om ikke for enhver pris, så dog næsten for enhver pris.


Kommentarer fra Facebook