Jeg skal indrømme, at jeg har haft svært ved at få hænderne ned, siden jeg hørte Mette Frederiksens åbningstale til Folketinget i sidste uge. Sammen med hendes utvetydige kritik af kommunalreformen fra 2007, som også lød i forbindelse med Socialdemokratiets kongres, så er frøene til helt ny politik for et sammenhængende Danmark skabt.

Jeg ser to oplagte muligheder 1) udskamme, latterliggøre og nedvurderer de mange danskere, der stemte Danske Folkeparti eller 2) forsøge at levere et troværdigt og overbevisende alternativ.

Vi kan være ved at skrive den tid i glemmebogen, hvor museumsinspektør på Sønderborg Slot i et opråb så sig nødsaget til at erklære de udødelige ord: ”Først pisser de på os, bagefter siger de, at vi lugter”. Museumsinspektørens anbefalelsesværdige kronik handler om, hvordan det var at blive centraliseret til ukendelig og blive tilsvinet af de veluddannede i storbyer, fordi man forsøgte at sige fra ved stemme på Danske Folkeparti.

Jeg ser to oplagte muligheder 1) udskamme, latterliggøre og nedvurderer de mange danskere, der stemte Danske Folkeparti eller 2) forsøge at levere et troværdigt og overbevisende alternativ.

Mette F: Landet skal hænge sammen
I min optik er der ingen tvivl om, at det er lettest at moralisere og tage afstand fra de skumle, bondske sønderjyder. Den position fritager én fra at handle, fra at tage ansvar og fra at gå i dialog med de beskidte medborgere, som man helst ikke vil nedværdige sig selv til at tale med.

Hun har tværtimod sat kurs i den modsatte retning og har senest med forslaget om et ”centraliseringsstop” begyndt oprydningsarbejdet efter 25 års fejlslagen hyper-centralisering.

Men den strategi har Mette Frederiksen fuldstændig skudt i sænk. Hun har tværtimod sat kurs i den modsatte retning og har senest med forslaget om et ”centraliseringsstop” begyndt oprydningsarbejdet efter 25 års fejlslagen hyper-centralisering.

Det kan lyde hårrejsende banalt med et budskab om, at ”Landet skal hænge sammen”, men det virkelig uhyggelige er, at det er blevet nødvendigt at sige det højt. Det er provins og udkant, der har betalt prisen for den politiske centraliseringskurs, der over flere årtier har skabt en kæmpe afstand mellem center og periferi. Selvom det bliver dyrt, så er det den pris, der nu skal betales.

Selvom det i manges øje er kontroversielt og bondsk at udflytte statslige arbejdspladser, så er og bliver det en del af løsningen.

Det Socialdemokratiske DNA: Vi skal tættere på borgerne
Det ligger i navnet, at Socialdemokratiet er både socialt og demokratisk. Hvis det skal være begge dele og sikre et demokrati, der hænger sammen – så kræver det et land, der hænger sammen. Vi kan ikke nøjes med, at den kreative klasse og de arbejdsløse hipstere har det for fedt i hovedstaden. Den socialdemokratiske tanke bygger på stærke lokale fællesskaber, hvor beslutningerne altid træffes tættest muligt på borgerne.

Hvis vi skal gøre os håb om at rette op på kursen, så kræver det, at vi smøger ærmerne op. Selvom det i manges øje er kontroversielt og bondsk at udflytte statslige arbejdspladser, så er og bliver det en del af løsningen. Men den kan ikke stå alene, hvorfor vi, som Mette Frederiksen forklarede i sidste uge ved Folketingets åbning, har brug for at have flere lærer- og pædagoguddannelser i provinsen, stoppe nedlæggelserne af landets produktionsskoler og oprettelse af fire nye skattecentre med i alt 1.000 nye medarbejdere.

Vi har brug for at gøre det med begge hænder. Og ikke som regeringen, der på den ene side bestikker nogle lokale V-borgmester med lidt puljepenge og udflytter nogle arbejdspladser, mens de på den anden side fortsætter nedskæringer på de uddannelser, der udgør en livsnerve i provinsen og fremlægger en skatteplan, der primært kommer nordsjællænderne i Whiskeybæltet til gode.

Det er den slags, der kan få Danmark til at knække endnu mere midtover, end det allerede er tilfældet.

Det urbane fremskridt, som nødvendighedens politik 2.0
Danmark står langt fra alene – kampen mellem center og periferi dominerer over hele Europa, hvor der opstår nye partier og kommer jordskredsvalg på baggrund af de mange stemmer, der føler, at de repræsenterer et geografisk område, hvor man aldrig bliver hørt.

De ser centraliseringen som en slags ’nødvendighedens politik’, som man bare skal rette ind efter og ikke forsøge at gå politisk op imod.

Ved det seneste valg i Norge var den store sejrherre Senterpartiet, der gik frem på dagsordenen om at styrke yderområder, og i Tyskland var det østtyskerne, der droppede de etablerede partier.

Mange af mine veluddannede bekendte i København smiler overbærende og trækker let på skuldrene, når de præsenteres for problemet; de afviser det med henvisning til den generelle urbanisering og fremskridtet. Sådan er det bare. De ser centraliseringen som en slags ’nødvendighedens politik’, som man bare skal rette ind efter og ikke forsøge at gå politisk op imod.

Det er hovedet på sømmet i denne debat, når Finn Slumstrup, der er manden bag bogen og borgerinitiativet med titlen ’Oprøret fra Udkanten’ i dag udtaler til Netavisen Pio : ”Det er tankevækkende, at der skabes en sådan medieopmærksomhed om de menneskelige omkostninger ved flytning af statslige arbejdspladser fra København, mens et fænomen som lukning af kommunale og private arbejdspladser rundt i provinsen betragtes som en naturlig følge af udviklingen.”

Udviklingen giver en pris, som vi må betale
Selvom jeg ikke mener, at udflytningen af arbejdspladser hverken er den billigste eller mest fleksible løsning på problemet, så er det ironisk nok med til at sætte fokus på de menneskelige konsekvenser. Altså konsekvenser, der også var fremherskende, da man i første omgang flyttede job og vækst til hovedstaden. Dengang var det bare naturlig udvikling – nu er det overgreb på veluddannede akademikere.

Derfor er prisen for udflytningen den pris, som vi må betale for fortidens synder. Og samtidig en del af prisen for at sikre et Danmark, der hænger sammen. Et land, der både favner den glade hipstere og den jyske bonderøv.

Jeg sover helt oprigtigt en smule bedre om natten, når jeg ved, at Socialdemokratiet har en partiformand, der går til kamp mod den fordummende centraliseringsbølge og stiller sig på mål for et centraliseringsstop.