Finansministeriets regnemodeller giver et skævt billede af, hvordan vi bruger pengene bedst. Modellerne medregner nemlig en række positive samfundsgevinster ved at sænke skatten, men medregner ikke tilsvarende samfundsøkonomiske gevinster af at bruge penge på eksempelvis daginstitutioner, uddannelse eller veje og broer.

Det vil AE-Rådet have lavet om på, og derfor har tænketanken netop præsenteret en rapport om såkaldte ’dynamiske effekter’ af de offentlige udgifter. Her undersøger AE-Rådet, hvordan offentlige udgifter til daginstitutioner, uddannelse og infrastruktur skaber adfærdsændringer (dynamiske effekter), så vi eksempelvis arbejder mere, eller er mere produktive, mens vi arbejder, så den samlede velstand i samfundet stiger.

”Det giver en konsekvent skævhed i den økonomiske politik og i den offentlige debat, at jo mere du sætter skatter og overførselsindkomster ned, jo rigere bliver vi, mens offentligt forbrug slet ikke har nogen værdi. Sænker man eksempelvis registreringsafgiften og finansierer det med at skære ned på infrastrukturen, så vil det give et entydigt positivt resultat, fordi man slet ikke regner på konsekvenserne af den dårligere infrastruktur”, forklarer Lars Andersen, der er direktør i AE-Rådet, til Netavisen Pio.

Effekter skal frem i lyset
AE-Rådet står langt fra alene med sine ønsker om at få mere fokus på de positive samfundseffekter af det offentlige forbrug. En lang række fremtrædende økonomer har bakket op om, at gevinsterne bør medregnes, og i foråret tog også Det Økonomiske Råd emnet op.

I Folketinget har et politisk flertal pålagt finansminister Kristian Jensen at ændre Finansministeriets regneregler, så de tager højde for netop dynamiske effekter af det offentlige forbrug. Noget Finansministeren dog indtil videre har afvist med henvisning til, at der ikke eksisterer tilstrækkelig viden på området.

Med rapporten ønsker AE-Rådet netop at bidrage til at skabe større fokus på effekterne af offentlige investeringer, og tænketanken giver også konkrete forslag til, hvordan effekterne af eksempelvis bedre infrastruktur kan opgøres.

Helt konkret handler det om at måle, hvordan det påvirker velstanden og beskæftigelsen i samfundet. Den højere velstand kan komme fra et større udbud af arbejdskraft, det vil sige, at danskerne ønsker at arbejde mere, eller fra højere produktivitet, det vil sige, at vi bliver mere effektive i den tid, vi arbejder. Det påvirker lønningerne hos den enkelte, og dermed også statens indtægter via skattesystemet.

Motorveje lige så effektive som kontanthjælpsloft
I rapporten præsenterer AE-Rådet en helt ny metode til at vurdere effekterne af infrastruktur. Konkret har AE-Rådet regnet på, hvad tre nye motorvejsprojekter i Jylland vil betyde for BNP-velstanden, beskæftigelsen og den offentlige økonomi.

”Der laves allerede i dag samfundsøkonomiske cost-benefit-vurderinger, når man skal vurdere effekten af infrastruktur. Dem har vi forsøgt at omsætte til ’hård valuta’ ved at beregne effekterne på samfundsøkonomien”, fortæller han.

På baggrund af allerede tilgængelige oplysninger og Finansministeriets generelle regneregler kommer AE-Rådet frem til, at de tre projekter vil kunne løfte BNP-velstanden med 1,6 milliarder kroner og øge arbejdsudbuddet med 430 personer. Dermed svarer arbejdsudbudseffekten omtrent til det meget omtalte kontanthjælpsloft.

Det skyldes blandt andet, at medarbejderne forventes at konvertere en del af den kortere transporttid til længere arbejdstid, og at virksomhedernes produktivitet øges, fordi det bliver nemmere at transportere varer rundt.

Beregningerne viser også, at staten faktisk vil tjene penge på at bygge en midtjysk motorvej, idet den har en såkaldt selvfinansieringsgrad på 151 procent. Det vil sige, at for hver gang staten bruger 100 kroner på at bygge og vedligeholde motorvejen, kommer der 151 kroner tilbage i kassen i form af eksempelvis mere skattebetaling. Til sammenligning har en nedsættelse af topskatten ifølge Finansministeriet en selvfinansieringsgrad på 28 procent.

Også usikkerhed om effekt af lavere skat
I rapporten gennemgår AE-Rådet desuden den eksisterende forskning i dynamiske effekter inden for tre hovedområder: Børnepasning, uddannelse og infrastruktur. AE-Rådet finder massiv opbakning til, at der eksisterer sådanne effekter.

Inden for børnepasning findes der eksempelvis både kortsigtede effekter, idet børnepasning gør det muligt for begge forældre at arbejde, og langsigtede effekter, fordi daginstitutioner kan være med til at sikre en tidlig indsats over for udsatte børn og øge sandsynligheden for at bryde den negative sociale arv. Blandt andet citeres den amerikanske forsker James Heckman for, at ’investeringer’ i børns tidlige barndom markant øger sandsynligheden for, at de opnår uddannelse og fast arbejde senere i livet.

Ifølge Lars Andersen er der også en række andre typer af offentlige udgifter, man havde kunnet måle på. Eksempelvis udgifter til sundhed og sociale indsatser, hvor der også er god grund til at tro, at det vil have en gavnlig effekt på samfundsøkonomien.

AE-Rådet håber nu, at rapporten kan indgå i den videre debat om at indregne dynamiske effekter af offentlige udgifter. Finansminister Kristian Jensen har som nævnt foreløbig afvist at ændre regnereglerne med henvisning til, at vores viden på nuværende tidspunkt er for mangelfuld.

Lars Andersen anerkender, at der selvfølgelig er usikkerhed forbundet med at opgøre effekterne. Men han peger på, at også de nuværende regneregler i Finansministeriet er forbundet med usikkerhed:

”Så fantastisk er vores viden om skattelettelser jo altså heller ikke. Når man regner på effekten af lavere skat, så gør man det med udgangspunkt i et 20 år gammelt studie. Også når man regner på, hvad det giver at sænke dagpengene, så sker det på et meget sparsomt grundlag. Så en del af det handler nok også om vilje fra regeringens side”, mener han.