I mandags indledtes FN’s klimatopmøde i Bonn, COP23, hvor toppolitikere fra hele verden vil skulle diskutere, hvordan den globale CO2-udledning kan reduceres.

”Dette klimatopmøde handler meget om at få virkeliggjort nogle af aftalerne fra Paris i 2015. På den måde er det en meget teknisk COP, der handler om at gøre det, man allerede har besluttet, til virkelighed,” siger Socialdemokratiets klimaordfører Jens Joel til Netavisen Pio.

Han understreger, at vi ikke er i mål endnu, og at det derfor er problematisk, når blandt andet den danske regering begynder at slække på klimaambitionerne:

”Man kan ikke bare hævde, at vi er så langt foran, og at det går så godt, at vi kan begynde at skære ned på både energiforskning og droppe planlagte havvindmølleparker, det kan hverken Danmark, eller nogen andre lande tillade sig. Det er at hvile på laurbærrene, og det er tiden ikke til.”

Varmerekord for tredje år i træk
I år er det ø-staten Fiji, der er vært for klimatopmødet, som dog af tekniske årsager afholdes i Bonn. Fiji er en af de stillehavsøer, der forventes at blive hårdest ramt af den globale opvarmning på grund af vandstandsstigningerne i verdenshavene.

2017 har klimamæssigt været et begivenhedsrigt år, præget af en række klimarelaterede katastrofer i form af dødbringende skovbrande i Sydeuropa og USA, kraftige storme og ødelæggelser i Caribien, Nordamerika og Sydøstasien og en række hårde tørkeperioder i Afrika.

Derudover har man for tredje år i træk sat varmerekord, siden man begyndte temperaturmålingerne i 1880erne.

Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren stiger med en uset hastighed, og mange klimaforskere er i tvivl om, hvorvidt Parisaftalens 2-graders målsætning overhovedet er opnåelig.

Parisaftalen er en ramme
Da man indgik Parisaftalen i 2015 vidste man godt, at den ikke var ambitiøs nok til, at man ville kunne holde den globale temperaturstigning på under to grader. Derfor integrerede man en såkaldt ”ambitionsmekanisme,” som gør, at landene løbende får mulighed for at opjustere deres reduktionsmål.

Paris-aftalen er et rammeværk, som vi håber med hjælp fra den teknologiske udvikling og det politiske pres kan gøre, at folk vil flytte sig mere, end hvis folk sad i hver deres skyttegrav og skældte ud på hinanden.

”Det kan virke mærkværdigt, at man i Paris blev enige om noget, som man godt vidste, ikke var godt nok. Men det gjorde man ud fra to forventninger: Dels mente man, at det var bedre at få samlet alle lande omkring forhandlingsbordet, i stedet for at skræmme nogle lande væk allerede fra starten. Og så gjorde man det ud fra en forventning om, at der ville ske teknologiske fremskridt, som ville kunne accelerere landenes grønne omstilling.”

Jens Joel tilføjer, at ”Paris-aftalen er et rammeværk, som vi håber med hjælp fra den teknologiske udvikling og det politiske pres kan gøre, at folk vil flytte sig mere, end hvis folk sad i hver deres skyttegrav og skældte ud på hinanden.”

Danmark har ridser i lakken
Jens Joel mener, at Danmark generelt er et vellidt COP-land, da vi både har dygtige forhandlere, vi leverer et godt bidrag og de danske virksomheder er kendt for at levere klimavenlige løsninger.

Men der skete noget i 2015, da Danmark pludselig mødte op som det eneste land, der havde et lavere mål, end det vi havde haft året før, fordi den nye regering havde valgt at skære i de danske CO2-mål og desuden valgt at skære i vores bevillinger til energiforskningen, mener han:

Vægten hvormed vi taler er blevet mindre. Vi er knap så meget ledestjerne, som vi har været, og det er rigtig ærgerligt.

”Det gør, at der er nogle ridser i lakken i forhold til den danske position. Det betyder jo ikke, at Danmark ikke også tit er med på det rigtige hold i de internationale forhandlinger, men det betyder, at vægten, hvormed vi taler, er blevet mindre. Vi er knap så meget ledestjerne, som vi har været, og det er rigtig ærgerligt.”

Jens Joel uddyber, at det danske image som klimaforegangsland har været vigtigt for det danske erhvervsliv, fordi Danmark er gået forrest og har tilbudt teknologiske løsninger, som resten af verden har kunnet bruge til noget.

”Når Danmark begynder at skære ned på klimaambitionerne, så er der også nogle af de andre lande, der begynder at spekulere i, hvad det skyldes. De danske virksomheder er blandt verdens bedste, men det grønne image er noget, vi skal værne om og ikke, som den nuværende regering, blot tage for givet. Det vil ramme os både diplomatisk og erhvervspolitisk."