Kovending: Regeringen genoptager droppet SR-klimamål

Klimaministeren har i dag underskrevet en erklæring på COP23 om, at Danmark skal udfase kul inden 2030. Det mål droppede han ellers i 2015.
Den danske regering har på klimatopmødet i dag tilsluttet sig en aftale om at udfase kul inden 2030.

”Prisen på vedvarende energi rasler ned, og vi er nået til et punkt, hvor nye havvindmølleparker er billigere end nye kulkraftværker i Danmark. Kul er stærkt forurenede, og vi vil gerne vise, at vi er parate til at tage et international lederskab,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.

Jarl Krausing, international chef for den grønne tænketank Concito kalder aftalen for et ’meget vigtigt signal’, selvom han dog kunne ønske sig, at den danske regering var mere ambitiøs.  Planen om at udfase kul var en del af den tidligere SR-regerings klimapolitik, som Venstre-regeringen droppede tilbage i 2015.

V: Klimaet udfordrer statskassen for meget
Jarl Krausing var med til COP23’s indledende uge i Bonn og fortæller, at topmødet går i den rigtige retning: ”Det man altid er udfordret af er, om det går hurtigt nok,” siger han. COP23 er i høj grad et teknisk topmøde, hvor man diskuterer konkrete bud på, hvordan ambitionerne fra Parisaftalen i 2015 kan føres ud i livet. Men der indgås også nye politiske aftaler – for eksempel har Danmark sammen med 15 andre lande, ført an af Storbritannien og Canada, i dag underskrevet en aftale om at udfase traditionel kulkraft inden år 2030.

Udfasningen af kul inden 2030 var ellers en del af den tidligere SR-regerings klimapolitiske målsætning, som Venstre-regeringen droppede i 2015. Klimaminister Lars Christian Lilleholt sagde dengang:

Det kan ikke nytte noget, at vi fører så dyr en energipolitik i Danmark, at det koster på konkurrenceevne og udfordrer statskassen uforholdsmæssigt meget.

”Det kan ikke nytte noget, at vi fører så dyr en energipolitik i Danmark, at det koster på konkurrenceevne og udfordrer statskassen uforholdsmæssigt meget. Vi kommer ikke til at redde verdens klima af den årsag. Så det her handler om at gøre energipolitikken billigere.”

Nu venter vi på, at de andre er klar, hvorfor egentlig? Hvorfor kunne vi ikke bliver ved med at være dem, der presser på? 

Jarl Krausing kalder det for et ”meget vigtigt signal” at sende, at Danmark er med i den koalition, selvom han ikke er imponeret over det danske ambitionsniveau:

”Man kan sige, at vi allerede har haft det mål herhjemme, så droppede man det, og så har man nu samlet det op igen. Det kan undre, at vi overhovedet droppede det. Nu venter vi på, at de andre lande er klar, hvorfor egentlig? Hvorfor kunne vi ikke bliver ved med at være dem, der presser på? 

Dertil kommer, at alle kulkraftværker i Danmark allerede selv har udmeldt, at de vil udfase den kulbaserede energiproduktion inden 2030.

Danmark er ikke længere foregangsland
At Danmark ikke længere er et foregangsland på klimaområdet bekræftes af den tyske NGO GermanWatch, som hvert år laver en rangliste over landenes klimaindsats. Her er Danmark i 2017 røget ned på en 13. plads efter i fem år i træk at have ligget som det højest rangerende land. GermanWatch hæfter sig især ved, at den siddende regering har rullet mange tidligere klimapolitiske tiltag tilbage – herunder målet om 40-procents reduktion af drivhusgasser inden 2020, 100 procent bæredygtig el og varme inden 2035, samt regeringens planer om at trække sig tilbage fra de allerede aftalte havvindmølleparker og elektrificering af udvalgte togstrækninger.

Man kan sige, at det i dag klinger lidt hult, at vi overhovedet kalder os et grønt foregangsland, når vi bliver ved med at tage beslutninger, som ikke afspejler den position.

Den danske klimaminister afviser imidlertid rapportens kritik af den danske klimaindsats:

”Det er mere udtryk for følelser end for fakta. Når man ser den lange række af rapporter fra eksempelvis OECD og World Economic Forum, som rangerer Danmark højt, så kan jeg ikke genkende billedet,” siger Lilleholt til Ritzau.

Ifølge Jarl Krausing har Germanwatch dog et godt renommé, og han mener, at det er værd at notere sig, når de nedrangerer Danmark.

”Det overrasker mig slet ikke, at Danmark er faldet ned af ranglisten, og det er dødhamrende ærgerligt, fordi vi har så meget at vinde ved at stå forrest i klimakampen. Man kan sige, at det i dag klinger lidt hult, at vi overhovedet kalder os et grønt foregangsland, når vi bliver ved med at tage beslutninger, som ikke afspejler den position. Så i det lys er dagens aftale meget kærkommen,” siger Jarl Krausing.

 

 

 


Flere artikler om emnet

Annonce