Annonce

DSU-formanden takker af

DSU-formanden Lasse Quvang meddeler, at han stopper med øjeblikkelig virkning.
Kære venner, 
Det er ikke nemt for mig at skrive den her mail, men det er desværre nødvendigt. Jeg trækker mig fra posten som forbundsformand for DSU med øjeblikkelig virkning, fordi jeg er overbelastet. 

Det skriver formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom igennem 1,5 år, Lasse Quvang, torsdag morgen på sin Facebookside.

Den 28-politiker fra Horsens har været aktiv i DSU i næsten tretten år og overtog formandsposten efter Alexander Grandt i foråret 2016.

”Jeg har vundet og tabt, og det seneste kommunal- og regionsrådsvalg har været helt vidunderligt. Når det så er sagt, så er det politiske liv ikke for sarte sjæle. Det er fyldt med konflikter, og nogle gange er det mindst lige så hårdt, som det er sjovt. Den politiske verden er spændende at være i, men også hård, især når man laver fejl. Nu har jeg brug for en pause,” skriver den afgående formand og uddyber, at han er ”overbelastet og udmattet” og derfor ikke kan varetage alle sine opgaver for DSU.

DSU afholder et allerede planlagt hovedbestyrelsesmøde i weekenden, hvor organisationen vil tage stilling til den nye situation. Her vil forretningsudvalget indstille til, at Morgan Krüger konstitueres som ny forbundsformand og Frederik Vad som næstformand i den resterende del af kongresperioden, som løber frem til april 2018.

Det fortæller Morgan Krüger, som beskriver nyheden som en "overraskelse". Han har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt han selv stiller op som formand til april.


Flere artikler om emnet

Annonce