Thulesen Dahl klar til at sænke skatten for udlændingestramninger

Dansk Folkepartis formand kræver markante udlændingestramninger, hvis han skal hjælpe regeringen med at få skattelettelser igennem.
Efter en vælgerlussing ved kommunalvalget er Dansk Folkeparti ved at vende tilbage til den strategi, som i årevis har givet partiet succes: At indgå økonomisk aftaler med blå blok for udlændingestramninger. Det skriver TV2.

Så hvis regeringen er klar til at imødekomme Dansk Folkeparti med nye tiltag på udlændingeområdet, så er partiet til gengæld klar til at diskutere yderligere skattelettelser. Den udmelding kommer fra partiformand Kristian Thulesen Dahl i sit nyhedsbrev.

”Landspolitisk er der gang i forhandlingerne om næste års finanslov. Men også om regeringens skattepakke. Så der er store emner på bordet fra regeringens side. Derfor har vi valgt at bruge forhandlingerne til at få et gennembrud for én af de ting på udlændingeområdet, som vi ellers overhovedet ikke har kunnet få de andre partier i Folketinget med på: Nemlig at flygtninge, der er kommet til Danmark, reelt kun er her midlertidigt. Ikke permanent, som det i praksis er i dag,” skriver han.

Og hvis man ikke har forstået budskabet i første omgang, så følger han udmeldingen op med et interview i Den Korte Avis, hvor han siger følgende:” Hvis Lars Løkke Rasmussen vil tale skattelettelser, vil vi kræve en plan for, hvordan syriske flygtninge i Danmark kommer hjem.

”For os er det ren logik, at de ressourcestærke flygtninge, der har haft muligheden for at flygte helt til Danmark, også skal vende hjem til Syrien og hjælpe til med genopbygningen af deres land ligesom alle dem, der har siddet eller stadig sidder i flygtningelejrene i nærområdet.

De mennesker, der kan vende tilbage, skal ikke integreres i Danmark men have hjælp til at planlægge deres tilbagevenden,” skriver han videre i nyhedsbrevet.

Regeringen er positivt indstillet
Regeringen og mere konkret finansminister Kristian Jensen (V) er klar til at se på Dansk Folkepartis krav.

”Jeg er selvfølgelig klar til at kigge på, om vores udlændingepolitik er den rigtige. Vi har ført en stram udlændingepolitik, der gør, at der er kommet markant færre asylansøgere i Danmark. Vi har også en interesse i, at de asylansøgere, der er i Danmark, kun er her, hvis de ikke kan være i deres hjemland. Så hvis forholdene i hjemlandet bliver forbedret, så man kan vende hjem, så synes jeg det er rimeligt, at man vender hjem,” siger han til TV2.

Borgerkrigen i Syrien har varet i knap syv år og selvom der er fredsforhandlinger i gang er der fortsat kampe i dele af landet. Danmark har siden 2014 givet asyl til godt 15.000 mennesker fra Syrien.
S: Udlændingestramninger er en afledningsmanøvre
Hos Socialdemokratiet, som ellers har kørt et tæt parløb med Dansk Folkeparti for at undgå regeringens topskattelettelser, undrer man sig over Kristian Thulesen Dahls udmelding.  Partiets skatteordfører Jesper Petersen mener, at det er nødvendigt at løfte velfærden før man giver skattelettelser.

"For mig er det helt klart, at det ikke kan nytte noget, at man sætter velfærden over styr for skattelettelser til de rigeste. Hvis Dansk Folkeparti faktisk vil passe på velfærden, så må de gøre tingene i den rigtige rækkefølge: lad være med at dele skattelettelser ud, før der er taget hånd om ældrepleje, skoler, sygehuse osv.  I den sammenhæng er al snak om udlændingestramninger, bare en afledningsmanøvre," siger den socialdemokratiske skatteordfører i en kommentar til Netavisen Pio.
 

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce