Du svigter velfærdssamfundet, når du overfuser p-vagten

Mads og Monologen: Velfærdssamfundet er mere end offentlige ydelser. Det er en idé om, at vi ikke er konkurrenter, og at vi har brug for hinanden
Vi snakker så ofte om finansieringen af vores velfærd. Og med god ret, særligt i disse dage, hvor regeringen og Dansk Folkeparti ikke er nær så optagede af at finansiere velfærden, som de er af at give maskerede topskattelettelser i forskellige afskygninger.

Men alt for ofte glemmer vi, at visionen om et velfærdssamfund er andet og mere end en handelscentral for offentlige serviceydelser.  Jo, fri og lige adgang til ordentlig sygehusbehandling, gratis folkeskole og en værdig alderdom er hjørnesten i vores velfærdssamfund. Men styrken i et velfærdssamfund kan ikke bare koges ned til mængden og kvaliteten i de serviceydelser, den offentlige sektor leverer til sine borgere.

Velfærdssamfundet er den revolutionerende idé, at vi ikke er hinandens konkurrenter, når vi lever i et samfund med hinanden

Et samfund er bedst, når afstanden mellem mennesker er kort
Velfærdssamfundet er en vision for, hvordan mennesker skal omgås hinanden. Velfærdssamfundet er den revolutionerende idé, at vi ikke er hinandens konkurrenter, når vi lever i et samfund med hinanden. At vores fællesskab bliver større og stærkere af, at vi hver især får de bedste muligheder for et godt liv. At vores samfund bliver bedre af, at vi nedbryder klasseskellenes besnærende bånd og giver hver af os mulighed for at få det ud af livet, vi har lyst og evner til.

Velfærdssamfundet er den realpolitiske konsekvens af at mene, at et samfund er bedst, når afstanden mellem mennesker er kort. Når vi kommer hinanden ved og interesserer os for hinandens ve og vel. For det er kun, når vi har erkendt den samhørighed og det skæbnefællesskab, vi er en del af, at det giver mening at betale for naboens skolegang. Eller genboens hospitalsophold. Eller alt det andet, vi gladelig betaler til over skatten.

Velfærdssamfundet bliver nedbrudt i menneskenes sind
Men det er også i den sammenhæng, velfærdssamfundet bliver svækket allermest markant i de her år. Ja, den kommunale velfærd bliver udhulet. Og endnu mere med den her regering. Men det er trods alt rimelig let at rette op på igen. Hvis det er det, man vil, kan man jo til enhver tid hæve skatten og hyre flere medarbejdere i velfærdsområderne.

Tidens helt store trussel mod velfærdssamfundet finder sted i menneskenes sind

Nej, tidens helt store trussel mod velfærdssamfundet finder sted i menneskenes sind. I de tankebaner hos os alle sammen, der er så meget sværere at ændre end alverdens velfærdsbesparelser. Og netop derfor fortjener det så meget mere opmærksomhed.

I de her år er det som om, samfundets samhørighed er under et voldsomt pres. Konflikter mellem land og by og mellem rig og fattig tager til. Vi ser ikke de samme tv-programmer mere, læser de samme aviser, lytter til den samme musik. Vi har dårligt nok fri på de samme tidspunkter mere. Det forplanter sig.

Arbejdsløshed skal fikses med kurser i at finpudse CV’et og virke overbevisende til jobsamtalen. For det hele er alligevel bare blevet en konkurrence, hvor det handler om, at du skal ende sidst. Ikke mig. Og mennesker, for hvem livets terninger faldt uheldigt ud, bliver mødt med mistillid og vantro. Gjorde de mon selv nok for at klare kampen? Mod arbejdsløshed, sygdom eller armod? Og hvorfor i det hele taget hjælpe en konkurrent på fode igen, når man endelig har vundet.

Og den manglende samhørighed drypper ned i vores måde at omgås hinanden på. Helt ned i dagligdagens trivielle niveau, hvor den almindelige menneskelige forståelse bliver sværere og sværere at få øje på. Flere og flere råber ad den 17-årige pige i supermarkedskassen, fordi vi ikke gider at stå i kø. P-vagter og billetkontrollører bliver overfuset for et godt ord.

Det er her, vores velfærdssamfund for alvor bliver truet. Af hver enkelt af os i den måde, vi ser og forstår vores medmennesker på. Vi forbryder os mod velfærdssamfundet og bidrager til dets gradvise undergravning, hvis ikke vi lever efter det simple bud, at et samfund er bedst, når afstanden mellem mennesker er kort.

Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce