Hold nu op, DF: Det er ikke menneskerettighederne, der er problemet

Mads og Monologen: DF skyder forbi målet, når de vil fjerne menneskerettighederne. Det er nemlig flygtningekonventionen, der er den store synder.
Dansk Folkeparti har endnu engang foreslået, at den europæiske menneskerettighedskonvention skal skrives ud af dansk lovgivning. Grunden er, må vi forstå, at menneskerettighederne står i vejen for den udlændingepolitik, Dansk Folkeparti ønsker at føre. Blandt andet skal afviste asylansøgere lettere kunne sendes hjem, selvom de har været i Danmark i årevis, og karensperioden for at få familiesammenføring for flygtninge, der ikke er personligt forfulgte, skal hæves fra 3 til 5 år.

Selvom flygtningestrømmene har skabt helt åbenlyse problemer for Danmark, som endnu ikke er løst, er et forslag om at opgive menneskerettighederne en forkert vej at gå.

En historisk fejltagelse
For det første fordi vi ikke kan bygge et harmonisk samfund, uden at der er en nedre grænse for, hvordan staten kan behandle sin befolkning. På trods af vores egen grundlovs mange fine kvaliteter, er den et barn af en tid, hvor individets grundlæggende rettigheder havde en meget mindre fremtrædende rolle end i dag. Den danske grundlovs beskyttelse af grundlæggende rettigheder er således meget begrænset. Hvis vi hver især skal sikres mod skiftende magthaveres eventuelle ønske om at trykke vores rettigheder unde fode, har vi brug for en eller anden form for stopklods for, hvad vi kan blive udsat for. Det nuværende menneskeretssystem er ikke perfekt, langt fra. Men det er trods alt det mest sammenhængende og velfungerende system til at sikre vores grundlæggende rettigheder i menneskehedens historie. At smide alt det overbords vil være en skam og en historisk fejltagelse.

Flasken peger på flygtningekonventionen
For det andet – og det er i den her sammenhæng måske det vigtigste – så skyldes de store problemer i det nuværende flygtningesystem kun i meget ringe omfang menneskerettighederne. Det er i al overvejende grad Flygtningekonventionen, der skaber en retstilstand, der både politisk og menneskeligt er ganske uholdbar. Flygtningekonventionen skaber et system, hvor flygtninge skal vandre den halve verden rundt i jagt på beskyttelse. Menneskerettighederne beskytter alle mennesker – også flygtninge, der er kommet til Danmark. Men det er flygtningekonventionen, der skaber systemet, hvor enorme folkemasser skal rejse til lande langt væk fra deres eget for at få den hjælp, ethvert menneske har krav på.

Og det er ved den spontane asylansøgning, at problemet opstår. For hvad gør man med mennesker, der er rejst mange tusind kilometer i håbet om at få asyl, hvis de ikke er berettiget til det? Nu er de jo her, og der er typisk ikke noget sted at sende dem hen, fordi det land, de er flygtet fra, ikke vil have dem tilbage.

Flygtningekonventionen var glimrende og en nyskabelse, da den blev skabt i kølvandet på 2. verdenskrig. Men i vores globaliserede verden skaber den en helt uholdbar situation, hvor flygtninge med beskyttelsesbehov skal trave de europæiske landeveje tynde i håbet om at kunne nå ind over grænsen til et land, hvor de håber på at kunne skabe sig en ordentlig tilværelse.  Det har skabt en kriminel industri, hvor udsatte mennesker skal lægge deres liv og forhåbninger i hænderne på menneskesmuglere. Og hvor alt for mange uskyldige, udsatte mennesker drukner på Middelhavet.

En fremtid af pinsler
For dem hvor det lykkes at komme til det forjættede land, er pinslerne langt fra slut. Dem, der er berettigede til asyl, skal kæmpe en ofte udsigtsløs kamp for at blive integreret i et samfund, der er milevidt fra alt, de kender og er vokset op med. For alt for mange ender det med at være en situation på kanten af det samfund, de gjorde så meget for at flygte til.

Værst er skæbnen dog for dem, der ikke er berettigede til asyl eller kun er det i en kort periode. De kan ikke blive en del af det samfund, de er flygtede til, men som regel kan de heller ikke tage tilbage, fordi deres hjemland ikke vil tage imod dem. I årevis bliver disse stakkels skæbner fanget i et limbo af en venteposition, hvor de hverken hører til det ene eller det andet sted. Børn vokser op i udrejsecentre, hele menneskeliv bliver ødelagt. Det er her, menneskerettighederne sætter grænser for, hvad vi kan byde de mennesker. Men det er flygtningekonventionen, der har bragt dem i den forfærdelige situation til at starte med.

En spiral af nederdrægtighed
Og så er flygtningekonventionens system uforholdsmæssigt dyrt for modtagerlandene. Både økonomisk og i forhold til de kulturelle spændinger, parallelsamfundene skaber. Derfor forsøger lande som Danmark med al magt at gøre flygtningelivet så ubehageligt som muligt for at få flygtningene til at søge mod Sverige, Tyskland, Holland eller et fjerde sted i stedet for Danmark. Det gør alle lande, og det ender i en spiral af nederdrægtighed, som ingen af os egentlig bryder os om, men som vi føler os tvunget til, hvis vi skal kunne holde tilstrømningen på et nogenlunde holdbart niveau. Eller vi betaler diktatoren Erdogan for at bremse flygtningestrømmene med gangstermetoder i stedet.

Det bliver ikke let at fjerne dette menneskefjendske og uholdbare system. Det er ikke nær så let eller lige så hurtige kalorier som at ville skrive menneskerettighederne ud af loven. Og det kan desværre ikke overraske, at det netop er ved det hurtige og lette men i vid udstrækning ligegyldige, at DF forsøger at sætte kniven ind. Men netop fordi et opgør med flygtningekonventionen er svært, er der så meget desto større grund til at gøre det. Det er i mødet med tidens største problemer, store politikere skal vise deres karat. Brikkerne skal uundgåeligt falde sådan, at flygtninge på den ene eller den anden måde kan søge om beskyttelse der, hvor de bor. Og få beskyttelsen i nærheden.

Det burde alt andet lige være en menneskeret.

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook