Den 1. januar 2018 er det 45 år siden, at Danmark, sammen med Irland og Storbritannien, blev medlem af EU - eller dengang EF. Den danske EF-politik var især frem til midt-firserne præget af en god grad skepsis og tilbageholdenhed - ikke mindst hvad angår spørgsmål om velfærds- og arbejdsmarkedspolitikken, som man generelt ikke ønskede, at EF skulle blande sig i. Og den dag i dag er det fortsat medlemslandene, der har kompetence på det sociale område og ikke EU.

Men 2017 efterlader en fornemmelse af, at de europæiske vinde er ved at vende: I 2017 har kommissionen præsenteret en længe ventet vejpakke, der er sket markant fremgang i forhandlingerne om udstationeringsdirektivet, der er blevet vedtaget en ‘social søjle,’ og der er blevet afholdt et socialt topmøde i Göteborg.

Netavisen Pio har talt med Ole 'EU' Christensen, som siden 2004 har repræsenteret de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg, om, hvad det er, der sker, og hvorfor det sker lige nu.

Mere end bare ord
“Der er sket meget i 2017, men jeg synes jo egentlig, at det startede med Juncker-kommissionen (som blev indsat i foråret 2014, red.), som ret tidligt gav udtryk for, at man ville skabe en bedre balance på det sociale område. Det var vi spændt på, for det havde den tidligere Barosso-kommission også talt om, de gjorde bare ikke noget ved det. Nu kan vi se, at det var mere end bare ord. Det er virkelig positivt,” siger den 62-årige Ole Christensen, som har haft arbejdsmarkedspolitikken som sit primære arbejdsområde siden han i 2004 første gang blev valgt ind i Europa-Parlamentet efter at have været borgmester i Brovst kommune.

Ole Christensen forklarer, at han selv blev opmærksom på, hvor vigtig arbejdsmarkedspolitikken er efter at have været fællestillidsmand for 500 konstabler på Nørre Uttrup kaserne i Nordjylland. “For mig er arbejdsmarkedsområdet vigtigt, fordi det afspejler den identitet, man har som samfund, og er afgørende for, hvordan man behandler forskellige grupper på arbejdsmarkedet, både dem, der er i arbejde, men så sandelig også dem, der er udenfor.”

Men på et tidspunkt blev det klart for Ole Christensen, at EU har en enorm indflydelse på arbejdsmarkedet - også det danske - den erkendelse, sammen med en lyst til at gøre en forskel på europæisk plan, fik ham til at søge mod Bruxelles.

Ole Christensen fortæller, at det i sin tid var daværende partiformand Poul Nyrup, der kæmpede for, at Ole Christensen skulle have en plads i Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg:

“Jeg tror, at jeg i dag er den af alle socialdemokrater i udvalget, der har siddet der længst. Hermed får man en bredere erfaring og kan huske meget af den lovgivning, der har været tidligere og derfor får man også nogle af de tungere sager. Det er rart nok, at erfaring og alder også kan spille positivt ind.”

Udstationeringsdirektiv skal bremse social dumping 
En af de store opgaver på det socialpolitiske område er revideringen af udstationeringsdirektivet, som stammer fra 1996 og som skal sikre, at for eksempel udsendte medarbejdere fra en polsk virksomhed, som arbejder i Danmark, skal arbejde under de samme vilkår, som de danske. Hermed man håber at kunne bremse den sociale dumping, som har været udbredt i ikke mindst byggeribranchen.

“I øjeblikket arbejder vi på udstationeringsdirektivet, som skal sikre, at man får den samme løn for samme arbejde det samme sted. Den lovgivning er lige nu ved at blive forhandlet på plads med landenes beskæftigelsesministre, ligesom vi på transportområdet arbejder for at sikre en mere fair konkurrence både virksomheder og chauffører imellem. EU har ikke kompetence på socialområdet, så det hele foregår i vekselvirkning med de enkelte lande," siger Ole Christensen.

EU handler af nød
Et oplagt spørgsmål er, hvorfor EU rykker sig på det socialpolitiske område nu. Ole Christensen vurderer, at det formentlig handler mere om nød end om lyst, og mange analytikere ser også tiltagene som et modsvar til de mange EU-kritiske bevægelser i Europa, herunder UKIP i Storbritannien, som i høj grad har samlet støtter blandt en frustreret arbejderklasse:

“Jeg tror på sin vis, at det er noget, man er blevet presset ud i, efter man har set, at nedskæringspolitikken, der er blevet ført i mange lande efter den finansielle krise, også har en social slagside. Jeg er desuden ret overbevist om, at mange folk ville vende EU ryggen, hvis man i dag kun havde fokus på de økonomiske friheder og markedskræfterne.”

EU kunne gå endnu længere
Ole Christensen så gerne, at EU gik et skridt længere for at skabe et mere balanceret arbejdsmarked på tværs af de europæiske landegrænser. Derfor har han spurgt kommissionen, om man ikke kan bruge europæiske fondsmidler til at hjælpe med at skabe en aktiv arbejdsmarkedspolitik i de lande, der for eksempel ikke har et system, der samler folk op, og tilbyder efteruddannelse til dem, som ryger ud af arbejdsmarkedet.

“EU skal ikke til at finansiere dagpengesystemer eller den slags, det er der slet ikke økonomi til, men EU kan hjælpe de lande, der halter bagud med at skabe nogle systemer, hvor landene så efterfølgende selv skal stå for driften.”

Ole Christensen har besluttet ikke at stille op til næste EP-valg i 2019. Det er dog ikke en beslutning, han har truffet, fordi han er træt af arbejdsmarkedspolitik eller EU: "Jeg vil være 64 år gammel ved udgangen af denne periode, og det var det, der gjorde udslaget. Bagefter ved jeg ikke helt, hvad der skal ske, men jeg håber da, at der stadig er nogen, der vil kunne bruge min viden om EU eller arbejdsmarkedspolitik til noget.”