”Früher Chaotin, jetzt Retterin”. Sådan skriver den tysksprogede avis i Sønderjylland, Der Nordschleswiger, om SPD’s mulige, kommende formand, Andrea Nahles. På dansk betyder det noget i retning af, at hun før var en ballademager, nu redningskvinde.

47-årige Andrea Nahles har nemlig, som så mange andre, været ude på en politisk rejse. Hun har bevæget sig fra venstrefløjen som formand for de unge tyske socialdemokrater, Jusos, til nu at tilhøre den politiske midte.

Det var som Jusos-formand, at hun første gang gjorde sig alvorligt bemærket i tysk politik. ”En gave fra Gud til SPD,” lød det blandt andet fra den daværende SPD-formand, Oskar Lafontaine, som i øvrigt senere brød med partiet. Under de store diskussioner om Gerhard Schröders kontroversielle reformprogram Agenda 2010, også kendt som Hartz-reformerne, var hun en af partiets mest højlydte kritikere af partifællernes reform.

"En gave fra Gud til SPD," lød det blandt andet fra den daværende SPD-formand, Oskar Lafontaine

Skal genrejse partiet
Nu står Nahles til at blive den første kvindelige SPD-leder nogensinde og med opgaven om at få partiet ud af det dødvande, som det har bragt sig selv i.

20,5 procent af tyskerne satte kryds ved SPD i september, og de nuværende meningsmålinger sender partiet mod bunden med blot 16-18 procents tilslutning og i alvorlig risiko for at blive overhalet af det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland (AfD).

Nahles står til at efterfølge Martin Schulz, der for et år siden blev valgt som formand, men siden han tabte valget i september med et brag, har måttet trække sig som partiformand i sidste uge og i fredags måtte trække sig som udenrigsminister i en ny regering mellem CDU og SPD.

Generalsekretær, arbejdsminister og gruppeformand
Godt nok har Nahles fået modkandidater. Flensborgs overborgmester Simone Lange har udfordret Nahles blot for at få en afstemning på kongressen den 22. april, og også en kredsnæstformand fra Dithmarschen har nu meldt sig på banen.

Men uden at tage munden for fuld kan man nok godt konkludere, at Andrea Nahles er favorit til at vinde formandsposten. Hun er enstemmigt indstillet af partiledelsen og vil formentlig kunne forene højrefløj og venstrefløj i partiet – og så må de to andre siges at være outsidere.

Siden valget i september har hun været gruppeformand, forinden var hun i fire år beskæftigelses- og socialminister i Merkels regering mellem CDU og SPD.

I Nahles’ ministerperiode var hun medvirkende til at en af SPD’s store mærkesager, den lovbestemte mindsteløn, blev indført.

Den 47-årige politiker, der er opvokset i en lille landsby i delstaten Rheinland-Pfalz, har i mange år været en del af toppen i SPD. Hun blev første gang valgt til forbundsdagen i 1998 og inden ministerjobbet var hun fra 2009 til 2013 generalsekretær i SPD – en rolle, der i Tyskland er langt mere udadvendt og politisk rolle end i Danmark. Det er ikke ualmindeligt, at partiernes generalsekretærer bliver hevet ind som ministre, når partiet kommer i regering.

På sit sidste møde i regeringen i september skulle hun have sagt til CDU, at de ”fra i morgen får et par på munden”.

Nahles har siden valget i efteråret været gruppeformand for SPD’s gruppe i forbundsdagen.

Bramfri facon
På sit sidste møde i regeringen i september skulle hun have sagt til CDU, at de ”fra i morgen får et par på munden”. Hendes kommentar fik efterfølgende kritik, men den er meget sigende for Nahles’ stil og facon.

På den ekstraordinære partikongres i januar, som tog stilling til at fortsætte regeringsforhandlingerne med Angela Merkel, holdt hun også en bemærkelsesværdig tale.

”Det er jo for fanden noget vrøvl”, lød det med store armbevægelser, da hun fra talerstolen anklagede kritikerne af en ny CDU-SPD-regering for at drømme om en centrum-venstre-regering i Tyskland, ”som der ikke er samfundsmæssigt og parlamentarisk flertal for”.

Kritikerne kritiserede hun også for ”oppositionsromantik”: Hvor i Europa er det ellers lykkedes socialdemokrater at forny sig med succes som oppositionsparti, spurgte hun. Det kan lige så godt ske i regeringen, mente hun.

”SPD’s hjerte”
Journalisten Ulrike Posche på det tyske medie Stern mener i en klumme, at Nahles er blevet dårligt behandlet af både medier og kolleger i det politiske system. Hun kunne teoretisk set have været forbundskansler nu, men kolleger og journalister har bremset hende, mener Posche. Hun skriver samtidig, at Nahles er ”SPD’s hjerte”, og hendes sandsynligt kommende formandskab er en ”velfortjent triumf”. Posche skriver:

Opfattelsen af Nahles som ligefrem, stærk og modig ses også hos Politikens europakorrespondent Erik Jensen, der i en analyse kalder hende ”den tyske Pippi Langstrømpe”

”Mange har ikke engang rigtigt forstået, hvordan den tidligere Jusos-formand, tidligere partisekretær, den vilde pige med det krusede hår havde ministerevner, der bare voksede og voksede, hvordan hun blev mere og mere flittig, mere og mere succesfuld.

Hvordan det lykkedes Nahles med det glattede, føntørrede og kortere og kortere hår at gennemføre den ene lov efter den anden, hvordan hun efter kort tid egentlig blev den mest succesfulde minister i Merkels regering. Endda Seehofer har rost hende,” skriver Posche med henvisning til den meget konservative toppolitiker Horst Seehofer, der er ministerpræsident i delstaten Bayern.

”Men i de fleste medier er hun fløjet under radaren. Hun havde jo heller ingen spindoktor,” fortsætter Posche, som også fortæller, hvordan hendes facon og bramfrie sprogbrug er blevet set ned på, mens en tilsvarende opførsel blandt Nahles’ mandlige kolleger blot ville blive opfattet som ”kult”.

Opfattelsen af Nahles som ligefrem, stærk og modig ses også hos Politikens europakorrespondent Erik Jensen, der i en analyse kalder hende ”den tyske Pippi Langstrømpe”. Det er en henvisning til, at Nahles i 2013 satte Merkel på plads i en plenardebat ved at synge en linje fra sin datters yndlingssang, nemlig titelsangen fra Pippi Langstrømpe.

Nu skal Tysklands Pippi ikke bare løfte en hest, men løfte Europas ældste socialdemokratiske parti ud af dødvandet.

 

Foto: Olaf Kosinsky (wikiberatung.de)
Licens: CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons