Hvad en sugarbabes fortrydelser kan lære os om liberalisme

Mads og monologen: Det frie valg til at gøre hvad man vil, må ikke betyde, at vi tillader folk at ødelægge sig selv.
Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, og en voksen udgave af ”mig”, kunne fortælle mig om konsekvenserne ved at blive sugarbabe, ville jeg ikke gøre det igen. Det er ikke pengene værd, om så man får en million og bor i et palæ.”

Ordene stammer fra en østjysk pige, der i Jyllands-Posten fortæller om at være sugarbabe.Det er som et stof. Man bliver afhængig af det. Jeg ved udmærket godt, der er et eller andet i mig, der dør, hver gang jeg gør det”, fortæller pigen videre, der er bange for, om hun kan få et normalt forhold til en kæreste efter sine erfaringer som sugarbabe.

Hvad må du gøre ved dig selv?
Jeg synes, pigens beretning er interessant. Ikke så meget fordi den handler om sugardating, der har sat en del diskussioner i gang.

Nej, det virkelig interessante består i, at den stiller os over for det etiske og politiske spørgsmål: Hvad skal vi tillade, at mennesker gør ved dem selv? I hvor høj grad skal vi begrænse mennesker i at gøre ting, der kan gøre skade på dem selv?

Et højere ideal end aftalefrihed
Det liberale løsen på det spørgsmål vil altid være aftalefrihed. Så længe to voksne mennesker frivilligt indgår en aftale, er det principielt set ikke noget, statsmagten skal blande sig i.

Jeg har altid fundet den tilgang utilstrækkelig. For mens parters frihed til at indgå aftaler med hinanden er en hjørnesten i det private erhvervsliv, så bør et samfund af mennesker stile mod et højere ideal.

Det ideal må være, at vi i det omfang, det er muligt forsøger at forhindre, at mennesker træffer valg, de ikke på nogen måde kan ændre, når de oplever konsekvenserne af det valg. De valg, der hvor frie de end er, kan ødelægge mennesker fysisk og mentalt, skal vi forsøge at sørge for, at mennesker ikke begår.

Vi er tiltrukket af det farlige
Den utæmmede, liberalistiske aftalefrihed fungerer i erhvervsforhold, fordi folk i de situationer i høj grad er drevet af fornuft. Men det er vi ikke, når vi lever vores liv som mennesker. Der er vi i langt højere grad drevet af følelser, af instinkter, af intuition. Vi er draget af det spændende og tiltrukket af det farlige.

Vi skylder hinanden, at vi sikrer menneskets ret til at fortryde. At vi ikke begår valg, der ødelægger os, og som vi ikke har nogen muligheder for at rette op på.

Det får du bare ikke lov til
Betyder det, at individets frie valg nogle gange må vige og blive tilsidesat af folk, der hævder at vide bedre? At vi i nogle situationer må forbyde ting, som folk gerne vil, og som de kender konsekvenserne af? Ja. Det er bagsiden af medaljen, og det er en statslig interventionsret, der skal bruges med varsomhed. Men det er helt principielt forkert at vende det blinde øje til, når mennesker fratager deres egen ret for at gøre skade på sig selv.

Nogle gange skal fællesskabet – og i sidste ende statsmagten – turde sige ”det her skal du ikke, selvom du er et voksent menneske, og du gerne vil det, for det ødelægger dig, og det vil vi ikke give dig lov til.” Fordi alternativet er at lade mennesker sejle deres egen sø og fratage sig selv muligheden for at fortryde valg, der viste sig at have uoverskuelige konsekvenser.

Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook