I disse dage forhandler de offentlige ansatte og de offentlige arbejdsgivere overenskomst. En overenskomstforhandling, som i høj grad også er rykket ud på de sociale medier og ind i dagspressen.

Det, der mest af alt står tilbage fra forhandlingerne, er regeringens skarpe tunger rettet direkte mod de offentlige lønmodtagere.

”De er mest optaget af at tage og ikke af at give” sagde innovationsminister Sophie Løhde (V) om de offentligt ansatte. Og hun blev  bakket op af de folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K), der proklamerede, at: ”Ingen bliver rigere af et generelt lønløft”.

Når to fremtrædende politikere bruger deres taletid i debatten på at tale lærere, pædagoger og sygeplejersker ned, så skaber de en fortælling om, at de folk, der er ansat i den offentlige sektor ikke skaber værdi. Og man får den tanke, at de offentligt ansatte er grådige og ikke har fortjent en krone mere i løn.

De hårde ord mod de offentligt ansatte er ikke bare uretfærdige, de er også dumme. Jeg frygter, at de nedsættende bemærkninger bidrager til et aktivt fravalg af de uddannelser, der fører til job i det offentlige. Politikerne skræmmer med deres retorik simpelthen de unge væk fra at uddanne sig til job i den offentlige sektor.

Lærerstuderende: Vi vil ikke være lærere!
Den danske folkeskole er plaget af massiv lærermangel: Hver 10. folkeskolelærer har ikke en læreruddannelse. Samtidig oplever jeg, at mange lærerstuderende, slet ikke ønsker at være lærere. Forleden sad jeg i en frokostpause på mit lærerstudie og talte med en håndfuld medstuderende.

Vi talte om det at være lærer i år 2018. Om urimelige krav fra forældre, kort forberedelsestid - og manglende anerkendelse af professionen. Flere af dem overvejer at videreuddanne sig på universitetet, så snart de er færdiguddannede lærere om 3 og et halvt år.

Lærere, pædagoger og sygeplejersker er dem, der hver dag leverer den velfærd, der er forudsætningen for et samfund med lige muligheder.

Læreren der gør alt, hvad hun kan for at give den ordblinde elev læseredskaber til at kunne klare sig videre på ungdomsuddannelse.

Pædagogen der gør alt, hvad han kan for at det ADHD-ramte barn får sunde, sociale relationer til gavn for de krav om samarbejde, barnet vil møde både i skolen og på arbejdspladsen.

Sygeplejersken der gør alt, hvad hun kan for at give omsorg og pleje til både kontanthjælpsmodtageren og bankdirektøren. Uden dem ingen reelle lige muligheder i Danmark.

Husk det, kære politikere, inden I peger unødvendigt fingre af dem, der hver dag knokler i velfærdsstatens tjeneste!

Signe Kaulberg er lærerstuderende på UCC Metropol og formand for DSU i Region Sjælland.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.