Annonce

Totalkrig hos de gule

Kristelig Fagforenings tidligere koncernchef ansat som direktør hos Frie Funktionærer – Det Faglige Hus i alliance med Kristelig Arbejdsgiverforening
Der er udbrudt total krig blandt de gule.

Senest har Frie Funktionærer fået Kristelig Fagbevægelse, Krifa, til at se rødt ved at ansætte Krifas tidligere koncernchef, Jesper Wengel, som topchef.

Jesper Wengel satte sig til rette i direktørstolen 1. marts hos Frie Funktionærer, der har hovedsæde i Odense.

Jesper Wengel var indtil sommeren 2014 den stærke mand i Krifa. Men et dramatisk oprør blandt først mellemlederne, der som en lynild spredte sig til medarbejderne, gjorde, at Krifas hovedbestyrelse – med formand Søren Fibiger Olesen i spidsen – så sig nødsaget til hen over natten at ofre Jesper Wengel.

"Jesper Wengel står i spidsen for vækst"
”Jesper Wengel skal stå i spidsen for vækst i Frie Funktionærer. Vi har ikke ansat ham for at hugge medlemmer fra hverken Krifa eller Det Faglige Hus. Opgaven er at gøre Frie Funktionærer til den fagforening den enkelte vælger, fordi medlemmet ser os som det bedste valg. Medlemmerne kan komme f.eks. HK, Krifa, Det Faglige Hus, ASE, Lederne, Djøf eller andre faglige organisationer”,  siger Frie Funktionærers formand, Finn D. Aalestrup, til Netavisen Pio.

Medlemmerne kan komme f.eks. HK, Krifa, Det Faglige Hus, ASE, Lederne, Djøf

En udtalelse, som uden tvivl vil blive opfattet som noget nær en krigserklæring hos de to store i gul blok: I Krifa-hovedsædet nord for Århus og i Esbjerg, hvor det Faglige Hus har hovedkvarter.

I forvejen er der iskold luft mellem Krifa og Det Faglige Hus.

Krifa opsagde efteråret 2016 sin overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) – simpelt hen fordi Krifa ikke længere kunne forsvare discount-overenskomsten over for medlemmerne.

Det Faglige Hus’ stifter og formand, Johnny Nim, var ikke sen til at udnytte situationen. Han og Kristelig Arbejdsgiverforening slog pjalterne sammen. Det Faglige Hus indgik i januar 2017 overenskomst med KA – og Det Faglige Hus blev pludselig på papiret overenskomstbærende om end i meget-meget beskedent omfang. Overenskomsten mellem det umage par trådte i kraft fra efteråret 2017.

Krifa har siden forsøgt at genopfinde sig selv. Dels ved at opgive kampen mod især Det Faglige Hus om at tilbyde det billigste fagforeningskontingent, og dels ved i stedet at tilbyde medlemmerne ”et godt arbejdsliv” med diverse tilbud til medlemmerne, der skal fremme arbejdsglæden livet igennem.

Overhaler Krifa
Målt i antal medlemmer er Det Faglige Hus foreløbigt kommet ud af infighten med de kristelige som vinderne. 2017 blev året hvor Det Faglige Hus således overhalede Krifa i antal medlemmer. Ifølge Altinget.dk, havde Det Faglige Hus ved årsskiftet 118.000 medlemmer, mens Krifa måtte nøjes med 115.000 medlemmer.

Tredjestørst blandt de gule er ASE med godt 52.000 medlemmer.

Netop ASE fik for få uger siden snart sagt alle andre gule på nakken, da ASE ret direkte opfordrede sine medlemmer til at udnytte den forestående konflikt og påtage sig konfliktramt arbejde. Både Krifa og Det Faglige Hus fik mere end travlt med at understrege, at selv om deres medlemmer ikke er en del af konflikten, så fraråder de deres medlemmer at påtage sig konfliktramt arbejde.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce