Der er en elefant i rummet, når snakken falder på rygning. Eller rettere: Hvordan vi får befolkningen til at stoppe med at ryge. En elefant enhver kan se, en elefant hvis bumpende tramp burde overdøve enhver diskussion om rygning og den behændige kombination af belønninger og bebrejdelser, der udgør den statslige kamp mod rygning. Hvis altså vi ikke kollektivt havde valgt at overhøre elefantens gumpetunge trampen.

Den elefant, vi har vedtaget, vi ikke snakker om, er, at halvdelen af alle cigaretter, der bliver solgt i Danmark, bliver solgt til mennesker med en psykisk lidelse. Og det til trods for, at det ”kun” er omtrent 12 procent af befolkningen, der har eller har haft en psykisk lidelse.

Mere end at diskutere, om cigaretter skal gemmes bag supermarkedsdiske, eller om håndhævelsen af forbud mod salg af tobak til mindreårige er godt nok, bør vi stille os selv det ganske indlysende spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor står 12 procent af befolkningen for halvdelen af alle købte cigaretter?

Især fordi elefanten tager sin gumpetunge gang videre i de tilstødende gemakker af dårlige og farlige vaner. Uanset om det handler om alkoholmisbrug, usunde kostvaner og det, de kloge hoveder kalder ”stillesiddende adfærd”, som vist betyder, at man ikke rigtig rører sig. På alle områder er psykisk syge markant overrepræsenterede.

Måske er det derfor, mennesker med en psykisk sygdom i snit dør op til 20 år før alle andre. Alligevel lader vi dette monumentale tab af liv og livskvalitet gå usagt hen. Selv i denne uhørt sundhedsfikserede tid, hvor det gode liv i altovervejende grad er blevet det sunde liv, og individets sundhedstilstand er blevet et samfundsanliggende i en nærmest hysterisk grad, møder vi de fysiske konsekvenser af psykiske sygdomme med en bornert tavshed.

Hvis du vil sikre befolkningen et længere og sundere liv, skal du kæmpe for at behandle psykiske sygdomme. Det er et uomgængeligt faktum.

Min dagsorden med dette er selvfølgelig at kaste lys på, hvad der gemmer sig bag de nedrullede persienner hos mennesker, der er ramt af en psykisk sygdom. Men selve det, at argumentet for at bekæmpe psykiske sygdomme og frigøre mennesker fra sindets allerondeste ånder er, at det forkorter livet, kan også lære os noget om os selv. Og om vores tid.

Nærmere bestemt, hvad det egentlig er, vi vægter højest i tilværelsen. Hvad det fjerne mål og det tilstræbte ideal indeholder for enhver af os. I et samfund i balance burde denne klumme have været ni ord: Man er ikke glad, når man er psykisk syg. Det burde være argument nok.

Men sådan er vi ikke. Sådan er vores tid ikke. Og derfor bliver argumentet det sandfærdige men alligevel ligegyldige: Psykisk sygdom koster op mod 20 leveår for et menneske. Må vi godt få dem tilbage?

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio.
Artiklen er alene udtryk for skribentens egen holdning.