Annonce

Erhvervsfond krævede statsministertid til gengæld for donation til LøkkeFonden

En million-stor donation til LøkkeFonden var kædet sammen med at statsministeren kunne være med til at skabe medieomtale af giveren, Lauritzen Fonden

Lars Løkke Rasmussens tidligere udsagn om, at der er vandtætte skodder mellem statsministeren Lars Løkke Rasmussen og initiativtageren til LøkkeFonden, Lars Løkke Rasmussen, udfordredes af nye oplysninger.

Avisen BT afslørede nemlig i weekenden, at LauritzenFonden – ifølge en mail fra Løkkefonden til ministersekretariatet i Statsministeren fra sommeren 2016 – gerne ville donere et større pengebeløb til LøkkeFonden. Dog forudsat at LøkkeFonden - med hjælp fra statsministeren - kunne levere varen i form af massiv presseomtale af LauritzenFondens 2016 donation på godt 1,3 millioner kroner.

Konkret ønskede LauritzenFonden omtale af dens støtte til LøkkeFondens DrengeAkademiet i Esbjerg. Akademiet åbnede marts 2017 og LauritzenFonden havde et konkret ønske om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen – som tilbage i 2012 stiftede LøkkeFonden – med sin personlige tilstedeværelse kastede glans over åbningsceremonien.

LøkkeFonden indfriede LauritzenFondens forventninger. Løkke deltog personligt i åbningen af DrengeAkademiet i Esbjerg – og LauritzenFondens 2016-donationer blev massivt omtalt i de regionale medier.

Lauritzen vil ikke uddybe
Pressedækningen må have været tilfredsstillende for LauritzenFonden, for sidste år donerede fonden et stort beløb på 2,5 millioner kroner til LøkkeFondens arbejde med udsatte drenge. Næsten det dobbelte af LauritzenFondens 2016-donation.

Men formanden for fonden, Jens Ditlev Lauritzen, ønsker ikke over for Netavisen Pio at oplyse, om den store donation hænger sammen med, at LøkkeFonden sikrede Lauritzen-koncernen omfattende presseomtale af fondens bidrag på godt 1,3 millioner kroner i 2016.

”Det har ikke ingen kommentarer til”.

Handler det her om ’noget for noget’ for LauritzenFonden: I vil gerne have medieomtale til gengæld for jeres million-donation til LøkkeFonden?

Hold nu op med det der pjat. Jeg gider ikke deltage i denne her hetz.

”Hold nu op med det der pjat. Jeg gider ikke deltage i denne her hetz. Jeg har ingen kommentarer."

Ingen anfægter jo det gode formål med LøkkeFonden…

”Jamen, så har du jo selv givet svaret på dét, du spørger om,” siger Jens Ditlev Lauritzen, der samtidig påpeger, at BT ikke har kontaktet LauritzenFonden for kommentarer.

JyskeVestkysten på pletten
Esbjerg Kommune hyrede i 2016 LøkkeFonden til opstarte Esbjerg DrengeAkademi, hvor udsatte drenge kunne få undervisning og støtte. Lauritzen Fonden bidrog med 515.000 kr. i projektet.

Lauritzen Fonden støttede desuden LøkkeFondens årlige sommerlejr med andre 800.000 kroner i 2016.

I en mail dateret 18. august 2016, som BT har fået aktindsigt i, skriver en medarbejder fra LøkkeFonden således til en medarbejder i ministersekretariatet i Statsministeriet:

”Et af deres fokusområder er Esbjerg, så de har ytret et meget stort ønske om massiv pressedækning og meget gerne med statsministeren. Vil du sende en føler ud, om det kan lade sig gøre, at han er med ved åbningsceremonien den 13. marts, 2017?”

De nye oplysninger er i modstrid med, hvad statsministeren forklarede på et samråd i Folketinget den 31. januar i år, hvor han afviste, at man kunne købe sig til statsministerens tid gennem donationer til LøkkeFonden.

”Er det sådan, at man kan købe sig adgang til mig? Nej, det er det ikke,” lød det dengang fra Lars Løkke Rasmussen.

Professor om Løkke: Dårlig dømmekraft
Ifølge professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen, er sagen et klart eksempel på, at man kan købe sig adgang til statsministeren via LøkkeFonden:

Det viser et billede af en mand med en anløben moral og en dårlig dømmekraft

”Det er et problem, at en statsminister lader sig spænde for den vogn. Der er ikke nogen tvivl om, at man her kan købe sig politisk opmærksomhed, og det skal man ikke kunne. Så det er en fejlbedømmelse af situationen, at han stiller op. Han blander LøkkeFonden og sine egne interesser sammen. Det viser et billede af en mand med en anløben moral og en dårlig dømmekraft,” siger Kurt Klaudi Klausen til BT.

Lars Løkke Rasmussen stiftede LøkkeFonden tilbage i 2012. Han var formand for LøkkeFonden indtil han blev statsminister i sommeren 2015. Herefter blev statsministerens kone, Solrun Løkke Rasmussen, formand for fonden.

LauritzenFonden er stiftet af rederiet J. Lauritzen.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet