To instruktører har fulgt Lizette Risgaard igennem to et halvt år, fra hun bliver valgt til formand for LO og frem. Det er der kommet dokumentaren ’Hjerter Dame” ud af. Det er sjældent, at fagbevægelsen på den måde bliver portrætteret i medierne og det skal de to instruktører have kæmpe ros for at forsøge.

Dokumentaren er tydeligt delt op i forskellige kapitler. Et handler om medlemsflugt, et andet om trepartsforhandlingerne med regeringen, et tredje om overenskomstforhandlingerne i 2017 og den efterfølgende debat om resultatet. Undervejs får man også historien om hendes opvækst og tabet af hendes mand til en kræftsygdom.

Særligt delen om overenskomstforhandlingerne, hvor man kommer med LO-formanden helt ind i Forligsinstitutionen, og den efterfølgende debat om det resultat, hun har forhandlet hjem, er interessant.

Og så er kontrasten mellem LO- og DA-forhandlingerne, som bliver overstået på tre dage, uden den store mediebevågenhed, og så det meget lange og offentlige forløb på det offentlige område, nærmest som nat og dag.

Til gengæld er der intet om fusionen mellem LO og FTF, som man ellers må have fyldt en del i LO-formandens kalender. Og som uanset hvad der ellers sker, må stå som den absolut største og vigtigste begivenhed i Lizette Risgaards faglige karriere. LO-FTF-fusionen er om noget hendes svendestykke som formand. Dén redaktionelle beslutning virker helt forkert.

Et ensomt liv på farten

Der bliver i trailer og pressemateriale gjort meget ud af, at Lizette Risgaard er den første kvindelige formand for LO. Det er selvfølgelig også en historisk præstation, men man sidder ikke tilbage med indtrykket af, at det har været den store hindring.

Man får ikke heller indtryk af, at formandsjobbet i LO en holdindsats. Det er ofte bare Lizette alene af sted med en enkelt medarbejder, uanset om det er til Skills-konkurrence for unge håndværkere i Jylland, på rundtur første maj eller ude hos stærkt venstreorienterede, københavnske bygningsarbejdere, der er utilfredse med overenskomstresultatet. Det kulminerer ved første maj i Fælledparken, hvor Lizette Risgaard på scenen bliver afbrudt af faglige aktivister.

Det er måske symptomatisk for fagbevægelsens udfordring, at mens Lizette Risgaard kan indgå trepartsaftaler med Lars Løkke Rasmussen og overenskomst med arbejdsgiverne, så er det blandt hendes egne medlemmer, man skal finde de mest højlydte kritikere.

Der bliver heller ikke dvælet meget ved, at LO-formanden i virkeligheden er formand for en paraplyorganisation for 18 fagforbund, som jo også har noget at skulle have sagt. Hele det magtspil mellem stærke forbund og LO er udeladt af fortællingen. Filmen lover at tage os med en kvinde ind i en mandeverden, men de mandlige fagforeningsformænd er altså helt fraværende.
Lizette fortæller historien

Historien om Lizette Risgaard er i høj grad en historie om en kvinde, som trods en hård opvækst i et københavnsk arbejderhjem er nået helt til tops i samfundet med vilje, vedholdenhed og hårdt arbejde. Lizette Risgaard er ikke typen der gemmer sig bag skrivebordet i LO's hovedkontor, men som trives når hun er ude blandt fagbevægelsens medlemmerne.

Men det er udelukkende Lizettes historie. Det er hende, der udlægger teksten, og hende der kommenterer begivenhedernes gang, set fra hendes synsvinkel. Der er ikke andre omkring hende, hverken venner eller fjender, der kommer til orde og giver deres forklaring eller syn på hende eller begivenhederne.

Det er selvfølgelig et valg fra instruktørernes side, men det giver et lidt ensidigt billede, og man sidder tilbage og mangler den anden side af historien, eksempelvis når hun fortæller om det kuldsejlede forhold til forgængeren på posten Harald Børsting. Heller ikke beslutningen om at fyre hele LO’s topledelse nogle få dage efter Lizette bliver valgt til LO-formand bliver forklaret nærmere.

Det er historien om en kvinde, som ikke er bange for at gå ind i folk med træsko på, uanset om det så er landets statsminister eller de førnævnte sure bygningsarbejdere. Men det er også en fortælling om en person, som lige pludselig går fra relativ anonymitet som næstformand til et liv i offentlighedens og mediernes søgelys.
Lidt tamt

Der er tale om et særdeles venligt portræt, og det er helt tydeligt, at de to instruktører har fået stor sympati for den de portrætterer. Måske også lidt for meget, for det bliver meget et portræt på Lizettes egne præmisser.

At fagbevægelsens indre liv ikke er alment stof for de fleste, betyder at instruktørerne enkelte gange har haft brug for at sætte ting ind i en sammenhæng og forklare seerne, hvad der foregår. I stedet for en voiceover er der sat nogle ”møder” op, hvor mødedeltagerne skal forsøge at forklare, hvad problemet er. Det er måske et meget pædagogisk redskab, men det bliver lidt tåkrummende, når ansatte og valgte forsøger sig som skuespillere. Voice-overen havde her klart været at foretrække.

Enkelte steder tager musikken over, og der bliver brugt rigtig meget tid på at vise LO-formanden blive transporteret rundt i en bil eller siddende på hotelværelser, hvor der ikke rigtigt sker noget. Det understreger pointen om, at hun er meget alene, men det kunne der godt være skåret lidt ned på.

Der tale om en ganske fin fortælling om fagbevægelsens ubestridte førstedame, men det havde klædt filmen at komme tættere på LO’s indre liv, på samarbejdet med forbundene og de store udfordringer LO står over for.

Dokumentar: Hjerter Dame: Instruktører: Louise Detlefsen, Mette-Ann Schepelern. 75 minutter. Har premiere 2. maj 2018.

 

Filmen er set af David Garby-Holm