Efter OK18: Front mod teknokraternes dominans

Leder: Det er nu, teknokraternes møre mur skal brydes i stykker. OK18 er et opråb om at udfordre systemet og lade Moderniseringsstyrelsen reformere
“Djøf’erne, bureaukratiet og new public management er en kæmpe gevinst for Danmark.” Sådan kunne man for nylig i læse et debatindlæg fra danske topforskere.


Jeg er selv fjerdegenerationsakademiker. Rækken byder på en samfundsfaglig, en teolog, en kemiker og en ingeniør. Og jeg har også selv et Djøf-medlemskab, hvorfor jeg ved første øjekast ikke kunne være det mindste uenig.

Alligevel så er det netop det, jeg er: uenig!

OK18 viste, at fagbevægelsen stadig kan bide fra sig
OK18 bekræftede kun, hvor afgørende styrken til at udfordre embedsapparatet er blevet i moderne dansk politik. Enhver politikers evne til at skabe resultater, der har samme farve som vedkommendes holdninger, er betinget af evnen til at kunne sætte sig igennem overfor systemet – sådan som det fungerede under OK18 med især Moderniseringsstyrelsen.

Den lykkelige omstændighed er, at OK18 også viste, at det kunne lade sig gøre at udfordre Moderniseringsstyrelsen.

Vi har et system, der ikke kun tjener samfundets, men også sine egne interesser

Vi har brug for knalddygtige embedsmænd, der kigger bekymret på en stram udgiftsstyring og presser på for at øge effektiviteten i den offentlige sektor. Et effektivt og fleksibelt bureaukrati kan være guld værd. Og hatten af for de individer, der udfører den slags arbejde. Det er ikke altid hverken sjovt eller populært ved familiefrokosterne.

Men selvom vi har behov for de dygtige regnedrenge og regnekvinder, så må det ikke lukke vores øjne for virkeligheden. Vi har et system, der ikke kun tjener samfundets, men også sine egne interesser. Under OK18 blev det åbenbaret for enhver, at vi med Moderniseringsstyrelsen har fået et magtfuldt organ med en stærk selvstændig dagsorden.

Erkendelsen: En magt i magten

Denne styrelses rolle bliver set i lyset af den danske model betænkelig, når det fremgår direkte i deres Mål- og Resultatplan, at de har til opgave at gå i flæsket på de offentlige overenskomster, når direktørens lønbonus er afhængig af, at de offentligt ansatte får et dårligere resultat på overenskomsten, og når de tilbage i 2015 var bagmænd på en såkaldt hensigtserklæring, der er indgået henover natten med det formål at holde de offentligt ansattes løn nede.

Det er med OK18 blevet krystalklart, at embedsapparatet har en klar egeninteresse og selvstændig virkelighedsopfattelse. De lægger selv linjen, og de forfølger egne dagsordener. Et moderne embedsapparat er meget mere end tjenere for politikerne. Det er blevet en magt i magten.

Det fremgår direkte i deres Mål- og Resultatplan, at de har til opgave at gå i flæsket på de offentlige overenskomster

Det er en pointe, som Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen allerede indså i sin første tid som beskæftigelsesminister: ”Forestillingen om et neutralt embedsværk er en illusion. Embedsværket i Danmark udlever hver dag en magtkamp, og hvis man ikke har en stærk minister, der er dygtig, kan sit stof og har mandat fra Folketinget eller sin statsminister til at navigere, så vil de bestemme”. Sådan sagde hun i portrætbogen ”Mette F” fra 2016 (Winther & Burhøi).

Showdown med Moderniseringsstyrelsen, som vi kender den

Man kan kun håbe, at OK18-resultatet betyder, at direktøren for Moderniseringsstyrelsen ikke høster den fulde valuta på omkring 100.000 kroner i bonus, som han formentlig havde håbet på – oven i sin milliongage – som belønning for OK18. De gode resultater til de ansatte har formentligt taget pynten af bonussen.

Men derudover er det faktisk først nu, at det virkelige arbejde begynder. Vi skal have ryddet op og renset ud i Moderniseringsstyrelsen – og vi skal have styrket de politiske mandater og sat politikerne i førersædet for udviklingen af den offentlige sektor. De udfordringer, som pædagoger, socialrådgivere og SOSU’er står overfor hver eneste dag, kræver mere, end hvad de storbyuddannede djøf’ere kan løse fra skrivebordet på Slotsholmen.

Dele af venstrefløjen har for længst slået autopiloten til og kalder revolutionsromantisk på en nedlæggelse af Moderniseringsstyrelsen. Det er vist dét, man kalder den ’lette løsning’

Presset fra OK18 skal videreudvikles, og reformplanerne for Moderniseringsstyrelsen konkretiseres. Det tryk bliver meget opløftende styrket fra S-formand Mette Frederiksen, der efter OK-aftalerne er kommet i hus har lagt klart fra land: ”I det hele taget virker det for mig som om, at Moderniseringsstyrelsen har forværret forhandlingsklimaet og i sig selv været en barriere for at nå et resultat. Det er selvfølgelig uholdbart.”

Dele af venstrefløjen har for længst slået autopiloten til og kalder revolutionsromantisk på en nedlæggelse af Moderniseringsstyrelsen. Det er vist dét, man kalder den ’lette løsning’, og som bare ikke giver nogen garanti for at skabe mere armslængde mellem stat og forhandlere, ligesom det heller ikke i sig selv vil skabe friere forhandlinger eller giver mere plads til den danske model. Forandringer kræver en kulturændring i embedsapparatet, et strukturelt setup der begrænser Finansministeriets indflydelse, og det kræver nye institutioner efter norsk og svensk forbillede, som faktisk vil kompromisets langsommelige vej mod en aftale.

Alle kræfter for en politisk genfødsel

Det mest befriende, man kunne forestille sig, er en fagbevægelse, der aktivt kaster sin nyvundne styrke fra både sejren under OK18 og fødslen af en ny hovedorganisation ind i opgøret mod Moderniseringsstyrelsen. Det er nu, den danske aftalemodel skal langtidssikres. Og det er en bunden opgave. Vi skal turde tage opgøret med systemerne, og vi skal turde lægge et massivt politisk pres.

I 70’erne blev velfærdens frontmedarbejdere af fremtrædende debattører udråbt som en hindring for samfundsudviklingen. I dag frygter jeg, at velfærdens teknokrater i 10’erne kan blive vor tids største hindring.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.

 

 


Kommentarer fra Facebook