Annonce

Klimakamp på fire hjul

Transporten har brug for en klimasejr. Og hvis Danmark igen skal være en grøn stormagt, så kræver det, at klimakampen også kører på fire hjul.
Det er en uomgængelig og trist kendsgerning. For tiden stiger CO2-udledningen fra transportsektoren hvert år.

Så selvom Danmark på mange måder er et grønt foregangsland, så går det altså den forkerte vej, når det kommer til klimakamp på fire hjul. Derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at den klimaplan, regeringen vil præsentere her i efteråret, skal tage fat på transporten.

Ikke med afgiftsstigninger på elbiler, som klimaministeren argumenterede for på forsiden af Børsen for et par uger siden, men med konkrete ændringer der belønner dem, der kører grønt. Man kunne starte med de fem konkrete løsningsforslag, som Socialdemokratiet lancerede med vores store grønne udspil fra maj måned.

De praler med velfærdsmilliarder, som ikke er investeret under Løkkes regeringsledelse

I disse uger giver Lars Løkke Rasmussen og hans regering den ellers som de store helte. De praler med velfærdsmilliarder, som ikke er investeret under Løkkes regeringsledelse, og de forsøger sig med grønne paroler der klinger ufattelig hult fra en regering, der de første tre år både rundbarberede energiforskningen, aflyste klimamål og forsøgte at stoppe vindmølleudbygning på havet.

I 2015 droppede Venstreregeringen for eksempel udfasningen af kul, fordi man syntes, det var alt for ambitiøst. Nu taler Løkke og klimaminister Lars Chr. Lilleholt om, at vi skal tage klimaet alvorligt. Og det er jo skønt, hvis de er blevet klogere. Men hvis det kun er grøn snak uden handling, så er vi jo lige langt. Og så tror de bare, at vi andre er blevet dummere og ikke opdager deres hykleri.

Vi kan ikke læne os tilbage

Klimarådet har netop udgivet en ny rapport om transport og klima. Heri bakker de op om det socialdemokratiske mål om 500.000 grønne biler i 2030, som vi også lagde frem med vores udspil. Men Klimarådet siger også helt klart, at vi ikke når derhen, hvis vi bare læner os tilbage og venter på teknologien, udviklingen og at EU klarer ærterne. Derfor skal regeringens grønne indsats ikke kun måles på flotte ord om en fjern fremtid, men på om de tager fat i problemerne nu.

Socialdemokratiet har foreslået en række konkrete greb, der kan få flere grønne biler ud på vores veje. Blandt andet lavere skat på klimavenlige firmabiler og en gevinst til kommuner, der skifter benzinslugerne ud med grønne alternativer.

Derudover vil vi sætte turbo på udbredelsen af de nye effektive ladestandere, hvor man på kort tid kan få opladet sin bil på turene over længere afstande. Og vi vil sikre en senere indfasning af registreringsafgift på elbiler, der ellers vil øges næste år. Det sidste var det, som klimaministeren afviste i Børsen.

Vi er sådan set åbne for at diskutere, hvordan vi fremmer den grønne transport bedst muligt. Vi er åbne for forskellige greb. Men vi er ikke indstillet på at lade regeringen fortsætte i det sorte slæbespor, som de hidtil har kørt i.

Udviklingen er alvorlig

At udviklingen på transportområdet er alvorlig, kan man forvisse sig om ved at læse Klimarådets nyeste rapport. Skal vi i mål med vores internationale forpligtigelser, så er der ingen tid at spilde.

Set med socialdemokratiske briller vil det derfor også være helt uacceptabelt at ende med en klimaaftale, der ikke både gør den kollektive transport grønnere, sætter langsigtede mål for vores grønne biler og sætter konkret handling bag ordene fra årsskiftet.

Hvis trafikken skal være mere klimavenlig er det jo faktisk på trods af den nuværende regering

Det er tid til at skifte gear på den grønne transport. Hvis trafikken skal være mere klimavenlig er det jo faktisk på trods af den nuværende regering. Hele tre år i træk har de sat priserne ned på benzin og dieselbiler. Til gengæld er prisen på elbiler steget. Jeg tror man skal være fra Liberal Alliance for at betragte det som en sejr. Men de har jo heller ikke så mange at vælge imellem.

Transporten har brug for en klimasejr. Og hvis Danmark igen skal være en grøn stormagt, så kræver det, at klimakampen også kører på fire hjul.

 

Jens Joel er medlem af folketinget for Socialdemokratiet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Flere artikler om emnet