Annonce

Tror du selv, københavnerne hopper på den, Pape?

Regeringen holder københavnerne for nar, når den ikke har anden løsning på kriminalitet end straf og forbud.
Hvis man har boet tilpas længe i kongens København, så kender man mønsteret. En borgerlig justitsminister tager firetoget til byen og forsøger at være meget hård ved kriminaliteten i København. Det starter som regel med, at hash-salget på Christiania står for skud. Og politiet rydder Pusher Street. Og justitsministeren står og siger, at nu har man sat ind mod hash-salget. Og alt bliver meget bedre.

En borgerlig justitsminister tager firetoget til byen og forsøger at være meget hård ved kriminaliteten i København

Og vi andre, der kender byen, sidder tilbage med en undren over, om den træskoprins, der for nuværende residerer i det kongelige danske justitsministerium selv tror på denne form for logik fra de sandede jorder, eller om det bare er spil for galleriet.

For lige så sikkert som, at Knippelsbro altid er oppe, når man har travlt, så går der et halvt år, og så rykker volden og hashkampene ud i brokvarterne. Og folk bliver skudt, og banderne fisker i rørte vande. Og så begynder det store oprustningskapløb, hvor al kriminalitet skal være forbudt, og flere skal straffes, og det skal være hårdt.

Pist væk er lokalbetjentene

Og det er jo fint nok at se, om man kan give politiet bedre muligheder for at fange kriminelle, og ingen er imod at smide forbrydere i fængsel. Det er – trods alt – ikke et omsorgshjem, vi driver. Problemet er bare, at det virker til at være det eneste våben i arsenalet. Det er som om, at når det handler om kriminalitet, er det helt umuligt for disse borgerlige politimester Bastianer at tænke længere end til næste høst.

De tough-on-crime-borgerlige, der sætter mobilstationer op på Blågårds Plads under bandekrigen, har fjernet lokalbetjentene samme sted

For mens den ene hånd er en jernnæve over for dem, der begår kriminaliteten af i dag, er den hånd, der skal forebygge kriminaliteten af i morgen, visnet hen og slået ud til siden i ligegyldighed. De tough-on-crime-borgerlige, der sætter mobilstationer op på Blågårds Plads under bandekrigen, har fjernet lokalbetjentene samme sted. De betjente, der vidste, hvad de unge drenge lavede og som kunne hjælpe dem på ret kurs, når den kriminelle løbebane begyndte.

De samme politikere, der vil bekæmpe bandernes hærgen, ser den anden vej over for luderne på Vesterbro, selvom vi ved, at handlede kvinder er en massiv indtægtskilde for de selvsamme bander, som skyder i brokvartererne. Og de borgerlige politikere, der taler om rekruttering til banderne, fortsætter deres ideologiske korstog mod boligforeningerne og laver en sortere og sortere folkeskole, hvor de unge knægte falder igennem. Sådan at der bliver færre og færre muligheder for dem, og de bliver lettere at lokke til banderne. Ja, man forstår jo godt, at sjakalerne begyndte at grine.

Valgklokkerne ringer i horisonten

Visitationszoner, bandepakker og LTF-forbud er alt sammen meget fint. Men stenbroens triste sandhed er, at så længe vi ikke undgår, at teenagedrenge bliver fristede af en kriminel tilværelse, sover København på en vulkan af kommende skyderier, konflikter og gadekampe.

Mens valgklokkerne ringer i horisonten, har regeringen nu opdaget, at der bor mennesker i København

Mens valgklokkerne ringer i horisonten, har regeringen nu opdaget, at der bor mennesker i København. Så nu vil de komme med et forslag om, at politibetjente kan blive uddannet i forebyggelse. Og det er jo fint. Måske justitsministeren kunne blive indskrevet på holdet også?

Problemet er, at det også er for billigt. For vi ved jo godt, at det ikke er dem, der bliver ringet efter, næste gang firetoget rammer hovedbanegården, og det er en ny hosekræmmer, der skal vise handlekraft på hovedstadens bekostning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet