En karseklippet dreng knejser, ja, til tider danser, henad gaden. Iført sort joggingtøj, smarte sneakers. Og så er han glad. Måske også lidt for glad. Faktisk burde han nok hænge lidt mere med skuffen.

For moren til hende den søde, har lige afbrudt deres forsigtige afskedskys med en skideballe. Også alligevel. Et kort sekund senere mimer den unge Julie et ”ring-til-mig” oppe fra vinduet til sit værelse ned til sin Romeo, og med et sætter musikken i gang.

Sådan begynder musikvideo til nummeret ”Fuh You”, den tredje single fra Paul McCartneys nu aktuelle album Egypt Station, der udkom fornyligt. Ser man imidlertid godt efter, kunne den hormonforstyrrede knægt med det smørrede smil endda sagtens have været en ung Paul McCartney.

Ikke bare er den efterhånden 76-årige musiker selv vokset op i arbejderklassen

Ikke bare er den efterhånden 76-årige musiker selv vokset op i arbejderklassen. Han er også stadig ham, den langt henad vejen pæne ex-beatle, der samler os med sine glade sange og gode melodier. Selv når livet er svært, og dystre skyer over verden presser sig på.

Ikke bare er den efterhånden 76-årige musiker selv vokset op i arbejderklassen

Og det 17. soloalbum fra ex-beatlen er grundlæggende et ganske fint eksempel på lige netop den mestring. Også selvom den engelske sangskriver og musiker i sin efterhånden fremskredne karriere har gjort det bedre.  

Fra stattion til station

De i alt seksten numre på Eqypt Station er lavet i samarbejde med producer Greg Kurstin (Adele, Liam Gallagher, Foo Fighters red.) og Ryan Tedder (U2, Adele) bl.a. i det legendariske Abbey Road Studios.

Selve albummet begynder instrumentalt med ”Station I” og slutter ditto med ”Station II”, og på grund af sit konceptuelle set-up er det svært ikke tænke på de skelsættende albums ham og hans gamle band The Beatles udgav i midttresserne.

Numre som "People Want Peace", “Back in Brazil” og førnævnte ”Fuh You”, trækker pga. deres tvivlsomme produktion albummet ned. Alligevel det dæleme vaskeligt ikke at lade sig smitte af de Maccas musikalske legesyge, der favner alt fra bossa nova til rapsodi og klassisk rock. Og som desuden afspejles i omslagets collage.

De angstfyldte billeder af krager, hunde og regn er sorte, surrealistiske og leder tankerne hen på John Lennon

Albummet er stærkest, når Paul McCartney i åbningsnummeret ”I Don’t Know” favner sit gudbenådede talent for uforglemmelige melodier. De angstfyldte billeder af krager, hunde og regn er sorte, surrealistiske og leder rørende tankerne hen på hans gamle makker, nemlig John Lennon.

Den tilsyneladende ufarlige attitude hos Paul McCartney har i visse kredse altid været ugleset, og for mange er det utvivlsomt stadig sådan. Alligevel er det svært ikke at vippe bare lidt med foden undervejs.

Typisk mccartneysk fjollelyrik a la Beatles-hittet 'Hello, Goodbye'

Som når den energiske “Come On To Me” spiller op til sjov og ballade med typisk mccartneysk fjollelyrik a la Beatles-hittet ”Hello, Goodbye”: ”Did you come on to me / Will I come home to you/ If you come on to me / Well I'll come on to you.”

Kaptajn Trump og Brexit 

Sange som ”Who Cares”, ”People Want Peace” og ”Desprite Repeated Warnings” giver imidlertid albummet politisk kant. Forklædt som popsange byder albummet også på kritiske kommentarer til internetmobning, den israelsk-palæstinensisk konflikt samt Donald Trump og den globale klimakrise.

Forklædt som popsange byder albummet på kritiske kommentarer til Donald Trump og den globale klimakrise

”Trump er dér”, lød det da også om den rapsodiske ”Desprite Repeated Warnings” tilbage i et interview fra august med det engelske musikblad Mojo. Den amerikanske præsident nævnes dog ikke direkte. Blot som den metaforiske kaptajn på et skib, der minder urovækkende meget om RMS Titanic:

”Despite repeated warnings / Of dangers up ahead / The captain won’t be listening / To what’s been said.”

Den vemod og bekymring for verdenssamfundets ve og vel, vi møder i et nummer som dette, er symptomatisk for et velspillende album, der giver for luft for sangerens solidaritetsfølelse midt i en global krisetid.

Et solidarisk portræt af arbejderklassen på tværs af etniske skel i regnvådt Brexit-England anno 2018

Derfor er det heller ikke mærkeligt at hin nævnte ”Fuh You” er mere end blot en lysten popsang om ung kærlighed, når vi tager instruktør og svigersøn Simon Abouds gråtonede musikvideo i betragtning. Men også et solidarisk portræt af arbejderklassen på tværs af etniske skel i regnvådt Brexit-England anno 2018.

Mere fortid end fremtid

Det smittende engagement er ikke til at tage fejl af. Det samme gælder, hvad angår 'Macca' som komponist. Man kan ikke sige, at Paul McCartney ligger på den lade side. Nysgerrigheden, legesygen og den faglige stolthed er tydelig hele vejen igennem.

Dog er og bliver Eqypt Station et bevidst nostalgisk trip tilbage til fremtiden, ja, eller måske snarere frem til fortiden; en slags pastiche over en svunden tid anvendt på en ny tid, hvor solidaritetsfølelserne og et ekko af beatlesk charme kæmper om lytternes opmærksomhed.

Paul McCartney: ”Egypt Station.” Capitol Records. 57:30 minutter. Udgivet 7. september.