Færre og færre danskere er medlem af et politisk parti. Det faktum har fået flere forskere til at afsige dødsdommen over medlemspartierne som en drivende kraft i det politiske system.

Professionelle kampagnemedarbejdere, kommunikationskonsulenter og kommunikationsbureauer kan erstatte medlemmerne, hvis politiske inputs bliver erstattet med meningsmålinger og fokusgrupper.  

Partierne har lav nytte af medlemmer

Fremtiden bliver partier uden medlemmer, lyder spådommen fra en af Danmarks førende valgforskere Karina Kosiara-Pedersen fra statskundskab på Københavns Universitet, der i sin bog ’Demokratiets ildsjæle. Partimedlemmer i Danmark’ fra 2017 skriver, at ”partierne har lav nytte af medlemmer”, ligesom hun også konkluderer, at ”partimedlemmerne på mange områder erstattes af penge, ansatte, eksterne konsulenter og andre aktører”.

Spørgsmålet om medlemmernes rolle og betydning i moderne politik vil Netavise Pio tage op i ny serie om medlemsorganisering.

Det karismatiske lederskab svarer kun til et sukkerchok

En række eksempler på partier uden mange medlemmer, som alligevel har succes, kan helt sikkert opremses, men de dystre forudsigelser om medlemmernes stigende undværlighed bliver afvist af Jens Kristian Rasmussen, der har skrevet universitetsspeciale om medlemsorganiseringen i Socialdemokratiet.

”Det, vi ser ske med de europæiske socialdemokratier i dag, viser, hvorfor det er en helt utilstrækkelig konklusion. Partier har hårdt brug for medlemmer og stærke organiserede bevægelser i ryggen. De socialdemokratier, der er faldet helt sammen – for eksempel de græske, skotske, irske, hollandske og franske – har alle det tilfælles, at de har meget svage eller slet ingen medlemsorganisation,” lyder hans analyse.

”Det betyder ikke, at de ikke har kunnet opnå strålende valg ved at have en karismatisk leder eller appellerende politik. Men karismatisk lederskab er som et sukkerchok – det føles måske godt, men varer ikke længe, og man falder oftest sammen i mødet med modgang. Det har socialdemokraterne i Europa fået at føle. Omvendt er de socialdemokratier, der stadig har stabil tilslutning, også dem, der har stærke medlemsorganisationer,” lyder hans vurdering.

Medlemsfeedback sikre politikudviklingen

Ifølge Jens Kristian Rasmussen er antallet af medlemmer fortsat helt afgørende for et politisk parti, hvis det ønsker at skabe varige politiske forandringer.

”Ideen om medlemsløse partier er altså ikke bare utilstrækkelig, men også potentielt farlig. Den antager, at partier kun spørger: Hvordan bliver vi valgt? Det gør de selvfølgelig også, men historien om den danske arbejderbevægelse er, at man først spurgte: Hvordan skaber vi forandring? – og dernæst, hvordan opbygger vi organiseret styrke (herunder parlamentarisk), så vi kan skabe den forandring?”

Vælgere har brug for at kende nogen, der kan forklare dem, hvorfor politikere gør, som de gør

For ham er konsekvenserne ved de politiske partiers faldende medlemstal dramatiske, for det gør både partierne, politikerne og hele det demokratiske system svagere:

”Min frygt er, at der bliver udviklet mindre politik, at vi får valgt svagere politikere, og at færre mennesker kender nogen, der er medlemmer af et parti. Vælgere har brug for at kende nogen, der kan forklare dem, hvorfor politikere gør, som de gør, og lytte til deres feedback.”

Og her er det ikke nok med partiansatte konsulenter, meningsmålinger og fokusgrupper:

”Politikere har brug for nogen, der giver dem feedback, motivation og rodfæstning. Det kommer fra organiserede folk i partibevægelser, fagbevægelser og andre bevægelser”.

Partier uden medlemmer forsvinder helt

I det seneste år er flere af især de socialdemokratiske partier brudt sammen i Europa. Mest bemærkelsesværdigt de græske og franske socialdemokratisk orienterede partier.

I akademiske kredse kalder man fænomenet for Pasokificering

Men fælles for de partier, det er gået værst ud over, er, at det er dem, der har haft færrest medlemmer, viser Jens Kristian Rasmussens analyse.

”De socialdemokratiske partier i Europa er nærmest alle over en kam gået tilbage i de seneste ti år, men tallene viser, at der en sammenhæng mellem, hvor mange medlemmerne partierne har og hvor stor tilbagegangen har været. De partier med få medlemmer er overordnet set dem, som har klaret sig dårligst,” siger han til Netavisen Pio.

I akademiske kredse kalder man fænomenet for Pasokificering, opkaldt efter det græske socialdemokrati PASOK, der ved det græske parlamentsvalg i 2012 gik fra at have regeringsmagten med 43,9 procent af stemmerne i ryggen til 13,2 procent af stemmerne og en position som marginaliseret oppositionsparti. I dag er partiet, som ellers har været med til at lede det demokratiske Grækenland, opløst.



Billedtekst: Logoet for det græsne Socialdeokrati PASOK.

PASOK blev dannet i 1974 efter militærjuntaens fald og var i lange træk et elitært familieforetagende, hvor først Andreas Papandreu og siden sønnen George sad i formandsstolen. Partiet havde få egentlige medlemmer, og den græske fagbevægelse er både lille og havde ikke samme tilknytning til PASOK som i Tyskland og Skandinavien, hvor båndene mellem parti og fagbevægelse er eller har været tætte.

Lignede opløsningstendenser har man også set i Frankrig, hvor Socialistpartiet gik fra at få 40 procent af stemmerne ved anden runde af parlamentsvalget i 2012 til lige over 5 procent af stemmerne ved anden runde i 2017. I Holland, hvor arbejderpartiet PvdA roder rundt omkring 6-8 procent, og i Tyskland, hvor SPD nu i målingerne bliver overhalet af både De Grønne og Alternative für Deutschland.

Mens der er rigeligt med nedslående eksempler at hive frem, så peger Jens Kristian Rasmussen også på det østrigske socialdemokrati, SPÖ, som ved det seneste valg fik over 26,9 procent af stemmerne, hvilket var en (marginal) fremgang.

Det betyder, at 2 procent af alle østrigere er medlem af partiet

Det skyldes ikke mindst en veludbygget medlemsbase. Partiet har den dag i dag stadig 180.000 medlemmer. Det betyder, at 2 procent af alle østrigere er medlem af partiet.

Nye medlemmer, nye medlemmer, nye medlemmer

Jens Kristian Rasmussen er en mand, der indædt tror på lange, seje træk, når det kommer til medlemsorganisering. I sit speciale trækker han således ikke bare på den europæiske historie, men også på det danske socialdemokratis historie.

Da Socialdemokratiet i 1934 vedtog programmet ”Danmark for Folket”, var der ifølge Jens Kristian Rasmussen ikke kun tale om en politisk strategi, men i høj grad også om en organiseringsstrategi.

Stauning havde indset, at det ikke var nok med en parlamentarisk strategi, hvis man ville forandre samfundet. Det krævede flere medlemmer

”Stauning havde indset, at det ikke var nok med en parlamentarisk strategi, hvis man ville forandre samfundet. Det krævede flere medlemmer. Medlemstallet toppede under krigen, hvor 300.000 danskere var medlem af partiet. De mange medlemmer kom ikke af sig selv, men krævede hårdt arbejde.

Billedtekst: Socialdemokratiet formand Thorvald Stauning.

Sideløbende med det politiske arbejde blev der etableret en organisation – et agitatorkorps – hvor det eneste formål var at skaffe nye medlemmer. Og det gav høj status i partiet at kunne skaffe nye medlemmer,” fortæller han.

Som eksempel på dette arbejde peger Jens Kristian Rasmussen på, hvordan det lykkedes den senere overborgmester i København Urban Hansen at tegne 1.000 medlemmer til partiforeningen på Amager ved at gå dør til dør og tegne nye medlemskaber.

Når det kunne lade sig gøre, så var det dels fordi partiet tilbød et fællesskab, men i ligeså høj grad fordi folk blev spurgt.

Den store forskel var nok, om der overhovedet er nogen, der banker på din dør for at give dig det tilbud

”Tilbuddet” var på lange stræk det samme som i dag: At være med i kampen for forandringer, der betød noget for din hverdag; muligheden for at vælge éns repræsentanter; og et socialt fællesskab. Den store forskel var nok, om der overhovedet er nogen, der banker på din dør for at give dig det tilbud? Er der nogen politikere og aktive, der er så interesserede i dig og din støtte, at de vil være i en relation til dig?”

Fra magtens organisatorer til magtens administratorer

Fra midten af 50’erne og frem til valget i 1968 sidder Socialdemokratiet solidt på magten i Danmark. Det er under partiformand Viggo Kampmann, at partiet i 1960 går til valg på at ”gøre gode tider bedre”, som sikrer partiet 42,1 procent af stemmerne og ubrudt socialdemokratisk styre.

En organisation der har til formål at administrere magten”

”Det er helt tydeligt, at man i disse år går fra at være en organisation med det formål at organisere og vinde magt, til en organisation der har til formål at administrere magten”, siger Jens Kristian Rasmussen og fortsætter:

”Generelt glemmer de fleste partier at organisere, når de bliver vant til regeringskontorerne. For det danske socialdemokrati skete det især, da man havde 15 år i regering fra 1953 til 1968. Dem brugte man på at opbygge en velfærdsstat, og man havde stadig en historisk stærk parti- og fagbevægelse i ryggen til at gøre det. Men ingen af ministrene havde tid til at pleje fundamentet, og det måtte man senere betale for. Man var slet ikke klar til 70’er-krisens modsætninger og den frustration, der fulgte med.”

I den forbindelse er de manualer og håndbøger, som Socialdemokratiet udgav i den periode ifølge Jens Kristian Rasmussen værd at kaste et blik på. De viser, hvordan partiet undervejs skifter fokus fra at skaffe medlemmer til at administrere magten og opbygge velfærdssamfundet.

Manualerne var i høj grad et håndværksmateriale

”Manualerne var i høj grad et håndværksmateriale. Det handlede om, hvad man konkret sagde til folk, når man mødte dem ude ved dørene. Men efter man kommer i regering, så ændrer manualerne sig fra at handle om medlemshvervning til at fortælle om, hvad der sker i ministerierne, hvor langt var man med en ny Lillebæltsbro,” fortæller Jens Kristian Rasmussen.

Svenskerne fortsatte organiseringen

Helt anderledes forholdt det sig i Sverige, som i de samme år kæmpede benhårdt med og mod de borgerlige partier om magten. Her er man i modsætning til Danmark nødt til at fortsætte med at organisere sig.

Samme år som Kampmann opnår sit kanonvalg, bliver den svenske socialdemokratiske statsminister Tage Erlander genvalgt med blot 114 mandater mod de borgerlige partier 113.

Det svenske socialdemokrati i dag stadig hører til blandt de bedst organiserede i Europa

Det betyder, at det svenske socialdemokrati i dag stadig hører til blandt de bedst organiserede i Europa, og ifølge Jens Kristian Rasmussen er det formentlig en af grundene til, at de svenske socialdemokrater, under Stefan Löfvens ledelse, klarede sig bedre ved det nyligt overståede valg, end meningsmålingerne havde spået dem.

Billedtekst: Stefan Löfven under de svenske socialdemokraters valgkamp 2018.

”Den stærke organisering slår dybere rødder og styrker modstandskraften i svære tider,” lyder hans vurdering.

At ride med på de folkelige bevægelser

Succesfulde politiske partier er ifølge Jens Kristian Rasmussen kendetegnet ved, at de formår at opsamle energien fra de folkelige bevægelser omkring det. Det er dog en strategi, som ikke er gratis.

Det kræver aktive medlemmer, som er klar til at gå med ind i bevægelserne for at fungere som partiets ambassadører. Selvfølgelig med fagbevægelsen og Socialdemokratiet som det mest oplagte eksempel, men Jens Kristian Rasmussen nævner som eksempel de politiske partier i Amerika:  

Demokraterne formåede at opsamle energi og få inspiration først fra borgerrettighedsbevægelsen

”Demokraterne formåede at opsamle energi og få inspiration først fra borgerrettighedsbevægelsen og siden anti-krigsbevægelsen, som kæmpede mod Vietnam-krigen fra midten af 60’erne. Omvendt lykkedes det for Republikanerne at samle den evangelisk kristne bølge i 70’erne, og mest nyligt er Tea Party-bevægelsen blevet integreret i partiet,” fortæller han.

I dag er det svært at pege på en entydig folkelig, politisk bevægelse, men det tætteste, man kommer, er sådan noget som klimabevægelsen, som har sat et stærkt aftryk på eksempelvis Alternativet. En bevægelse, der i nogen grad gået uden om Socialdemokratiet.

Tillidskrise skabte Corbyn

Et af de socialdemokratiske partier i Europa, som i disse oplever den største medlemsfremgang, er Labour, der er vokset fra 200.000 til en halv million medlemmer, siden Jeremy Corbyn blev formand. Det er især blandt de helt unge, at Labours medlemstal er vokset.

”Labour valgte jo en radikal løsning på en dyb tillidskrise: At invitere rigtig mange indenfor på samme tid gennem et ekstra billigt ”medlemskab light”. Det førte en radikal partiformand med sig, der på samme tid organiserede sin egen Momentum-bevægelse.”

Labour valgte jo en radikal løsning på en dyb tillidskrise

Jens Kristian Rasmussen ser dog Labours situation som svær at kopiere for de øvrige partier i Europa, fordi der er tale om bevægelse, som i høj grad er bygget op omkring støtten til personen Jeremy Corbyn.

”Fra min synsvinkel ligner den mere end mobiliseringshær for Corbyn-toppens ideer end en velorganiseret demokratisk bevægelse. Der virker til at være store problemer med at håndtere uenighed og lytte til alle de perspektiver, Labour har brug for at høre, for at kunne få sin politik igennem og opnå flertal,” siger han.

Ambassadørerne som politiske isbrydere

Det handler ikke kun om at have mange medlemmer, men også de rigtige medlemmer. Aktive mennesker i deres lokalsamfund, på deres arbejdsplads eller i organisationer, som kan fungere som ambassadører for partiet, både når det handler om at promovere partiets politik i valgkampe, men også fordi de fungerer som støddæmpere i forhold til kritik.

Aktive mennesker på deres arbejdsplads eller i organisationer, kan fungere som ambassadører

”Da Jens Otto Krags skulle gennemføre helhedsplanen, valgte han på forhånd informere tillidsmændene på 15 af de største danske virksomheder. Han ringede dem personligt op. Så kunne han både fortælle dem om planen, så de blev beroliget om, at det ikke var så slemt. Og efterfølgende kunne tillidsmændene så være med til at lægge en dæmper på de kritiske røster ude på arbejdspladserne.”

Billedtekst: De tidligere socialdemokratiske statsministre Jens Otto Krag (tv) og Anker Jørgenen (th).

Jens Kristian Rasmussen nævner Frankrig som et mere nutidigt eksempel på et parti, som egentlig havde en rimelig klar progressiv politisk dagsorden, men som alligevel ikke kunne gennemføres, fordi der ikke var en organisation til at presse den igennem.

”Da Francois Hollande blev valgt som præsident i 2012, var det jo på en meget progressiv platform. Vælgerne støttede ham og hans millionærskat, der skulle sende kriseregningen over på de rigestes bord. Men så snart han rykkede ind i regeringskontoret, var det som om, han kiggede sig tilbage over skulderen og sagde ”hallo, hvor er I alle sammen henne? Jer der skulle støtte mig?”. Han havde vundet valget, men havde ikke nogen i ryggen. Med kun 40.000 medlemmer – nogenlunde samme størrelse som det danske socialdemokrati, i et land med 11 gange så mange indbyggere – havde han ikke nogen organiseret bevægelse, der kunne udgøre et modpres til de stærkt organiserede millionærer og økonomiske interesser,” slutter han.