Der er sikkert mange, som er meget klogere end mig, der har tal og statistikker, som kan sige noget om, hvorvidt Demokraterne på papiret har lært noget i forhold til at flytte de nødvendige stemmer, og at en sejr ved midtvejsvalget er inden for rækkevidde. Men jeg må bare helt stilfærdigt konstatere, at Demokraterne i min optik ikke har rykket sig i essensen af, hvorfor det gik galt i 2016.

Valgresultatet har været en undskyldning for Demokraterne til at undlade en seriøs selvransagelse

For det første er der stadig mange demokrater, høj som lav, som konstant nævner, at Hillary Clinton vandt ’’the popular vote’’ og altså fik flere (lige knap tre millioner, red.) reelle stemmer end Trump, men alligevel tabte på grund af det amerikanske valgsystem. Det er indiskutabelt korrekt, at hun fik flere stemmer, men de tabte jo stadig.

Det virker som om, at valgresultatet har været en undskyldning for Demokraterne til at undlade en seriøs selvransagelse og lade verdens største skyklapper forblive på.

For mig er der ingen tvivl om, at Demokraternes største problem stadig er, at de har et alt for stort fokus på identitetspolitikken. Jeg har selvfølgelig forståelse for, at det i et land som USA - med så stor en uhomogen befolkning - i nogen grad er naturligt med fokus på identitetspolitik, for eksempel når det kommer til politivold mod sorte, racisme og rettigheder for minoritetsgrupper. Men problemet er for Demokraterne, at de ikke forstår, at det ikke er identitetspolitikken, som vinder valg for dem.

Små ting skygger for de store

Identitetspolitik i USA er voldsomt polariserende. Det er emner, som for eksempel fri abort, LGBT-rettigheder, våben, sexisme. I virkeligheden en masse små nicheemner, som kun er relevante for meget små grupper af mennesker på én gang, men som kan gøres store, fordi det bliver et spørgsmål om, hvad der er god og dårlig moral.

De har samtidig det til fælles, at de ikke har nogen direkte betydning for, om folks hverdag med arbejde, sundhed og økonomi kommer til at se anderledes ud i morgen end den gør i dag, men det kan have en stor betydning for, hvordan folk stemmer.

Det gælder specielt i et land som USA, hvor du sagtens kunne være demokrat, når vi ser på dine holdninger til for eksempel sundhed og højere lønninger, men  du alligevel stemmer på Republikanerne, fordi din stærke kristne tro gør, at du ikke kan stemme på et parti som Demokraterne, fordi du føler, at din kritiske holdning til abort gør, at du bliver set ned på.

Hvordan kan man dog overhovedet mene, at det ikke er den vigtigste dagsorden for vores generation at anerkende 57 forskellige køn

De tolerante mangler tolerance

Demokraterne – særligt dem i spidsen af partiet - har det problem, at de er alt, alt for uforstående overfor, hvorfor der er nogen amerikanere, som ikke er lige så ’’progressive’’ som dem selv.

Hvordan kan man dog overhovedet mene, at det ikke er den vigtigste dagsorden for vores generation, at anerkende 57 forskellige køn, og sikre, at der er mindre sexisme i Hollywood?

Jo, nu skal I høre, kære demokrater. Når man som rigtigt mange amerikanere føler, at man står i lort til halsen med økonomiske problemer, kæmper for at fastholde sit job til en ringe løn og samtidig får at vide, at man nærmest skal undskylde for at være bange for masseindvandring, så er det altså ikke lige der, man har allermest overskud til at lave et Instagram-opslag, hvor man skriver #TransRightsAreCivilRights, og gå på gaden med lyserøde huer ligesom alle Hollywood-stjernerne, også selv om man mener det.

Det er selvfølgelig langt fra alle demokrater, som er sådan, men problemet er, at det er meget gennemsyrende for partiet, fordi det er de emner, som fylder utrolig meget i de amerikanske medier - både de højreorienterede og de venstreorienterede af slagsen - og selvfølgelig også på de sociale medier.

Chikanesager er ikke en politisk strategi

Derfor var det også utroligt ødelæggende for Demokraterne, at processen med godkendelsen af højesteretsdommer Brett Kavanaugh udspillede sig som den gjorde. For selvom det selvfølgelig er fuldstændig efter bogen, at en mand, som bliver beskyldt for seksuelt overgreb mod kvinder, skal kigges i sømmene, så gjorde det også, at Republikanerne kunne gøre amerikanerne opmærksomme på, at Demokraterne er imod våben og for abort og andre identitetspolitiske dagsordner, hvor Demokraterne på mange måder er ude af trit med de vælgere, som de tabte i 2016.

Jeg tror, at der er mange amerikanere, som føler, at det var en hetz mod Kavanaugh, som i virkeligheden handlede om politik og ikke overgreb.

Republikanerne ved godt, at deres bedste chance for at holde flertallet er at få Demokraterne over på den identitetspolitiske bane, for så kan de undgå at snakke om sundhed, jobs og alt det, som faktisk betyder noget for amerikanerne. Derfor er det også en genistreg, at Trump nu har været ude og snakke om at tilbagerulle nogle rettigheder for de transkønnede amerikanere. For hvad skete der?

Demokrater som eksempelvis senator Elizabeth Warren faldt direkte i fælden og lavede Instragram-opslag og meget andet omkring det, og medierne herovre dækker det helt massivt. Demokraterne burde have lært, at det er republikanske fælder, som de burde gå udenom. De burde blot ryste på hovedet, og så gå videre til at snakke om de dagsordner, hvor de faktisk står langt stærkere end republikanerne, for eksempel sundhed.

Det kan godt være, det lyder lidt underligt, men identitetspolitikken er så vigtig i USA, at jeg mener, at Demokraterne skal holde sig fra den. For jo mere de snakker om det, jo færre vælgere vinder de tilbage.

Det er egentlig paradoksalt, men jeg tror, at Demokraternes største chance for at flytte flertallet er Præsident Trump selv. Måske de seneste to år kan få nogle af dem, som undlod at stemme i 2016 op af stolen, fordi de ikke er tilfreds med ham. Det er lige før, at det bedste, Demokraterne kan gøre, er at læne sig tilbage og lade Trump køre sit eget show. For Demokraternes værste fjende er dem selv – ikke Trump.