Regeringens stort anlagte sundhedsreform lader vente på sig. Men er sandheden, at vi som samfund ikke aner, hvordan vi skal klare fremtidens helt store udfordring? En voldsom stigning i antallet af ældre, som har brug for behandling, pleje og omsorg. Og som folk kræver vi stadig mere specialiseret behandling.

Den samlede opgave fordobles over de næste 30 år. Det kræver kæmpeinvesteringer og en langt større kapacitet. Ikke desto mindre er samtlige regioner i gang med betydelige driftsbesparelser. Det virker jo helt på månen.

Der er ikke sammenhæng i styringen af sundhedsvæsnet

Men det er bare en illustration af, at der ikke er sammenhæng i styringen af sundhedsvæsnet. Det kniber gevaldigt med at få skabt en langsigtet planlægning, så man kommer på forhånd med opgaverne. Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør.

Det vigtigste politiske velfærdsområde

Sundhedsområdet - og lad os bare tage ældre med - er det højst prioriterede velfærdsområde. Væksten i udgifterne overgår alle andre velfærdsområder. Omkring 1/3 af alle forbrugsudgifter bruges på sundhed og ældre Der bliver flere og flere ansatte og mange nye faggrupper vinder indpas.

Der bliver satset milliarder på nye supersygehuse, hvor man for alvor kan anvende ny viden og teknologi. Alligevel fremstår det samlede sundhedsvæsen handlingslammet i forhold til de mange nye opgaver.

Der er hårdt brug for en økonomisk afklaring af fremtidens sundhedsvæsen

Der er hårdt brug for en sundhedsreform. Der er hårdt brug for en økonomisk afklaring af fremtidens sundhedsvæsen. Der er hårdt brug for en styringsreform, så vi får en samlet prioritering af sundhedsvæsnets opgaver.

Men den politiske debat om styring og indretning af sundhedsvæsnet er nærmest fraværende. Og der er god grund til at frygte en valgkamp, hvor der hverken er hoved elle hale på debatten.

Hvem tør sætte sundhedsvæsnet i behandling?

Mere af det hele

Sundhedsvæsnet er blevet til en patient, som ingen rigtig for alvor tør sætte i behandling. Bortset fra, at alle vil kræve mere medicin og flere penge til sundhedsvæsnet. Men når sundhedsvæsnet skal have mange flere penge i fremtiden, hvad skal vi så prioritere væk af andre velfærdsopgaver.

Jeg er naiv nok til at tro, at politikerne godt er klar over opgavens størrelse, men de tør ikke for alvor tage fat på en reform af vores sundhedspolitik. Derfor bliver det bare til mere af det hele. Regningen er der ingen til at betale.

Sundhedsvæsnet er blevet til en patient, som ingen rigtig for alvor tør sætte i behandling

Som befolkning er vi sultne nok til at kræve mere af det hele og behandling her og nu. Men er det den bedste måde, at styre prioritering af indsatsen på? Næppe. Den politiske ledelse på Christiansborg vil hele tiden presse på for at få nye initiativer.

Regionerne har driftsopgaven på sygehusene og har svært ved at få enderne til at nå sammen og kommunerne skal forebygge og rehabilitere patienterne.

Men hvem har ansvaret for udviklingen og den samlede strategi for fremtidens sundhedspolitik?