Annonce

Vor tids vigtigste rollemodeller  

Vi er forpligtede til at give vores største opbakning til unge, der bryder med kulturelle og religiøse dogmer. De vælger kærligheden og selvbestemmelsen
En ung kvinde havde tydelige brændemærker efter cigaretter synlige steder på kroppen. En anden pige var først flygtet fra død og ødelæggelse i et krigshærget land, og herefter blevet tæsket af sin far i Danmark, fordi hun ville flytte hjemmefra, som alle hendes jævnaldrende. Som internt fordreven i vores land, tog hun nu flugten igen, fordi hun endnu en gang frygtede for sit liv.

Nogle af disse unge kvinder møder op på krisecentre uden strømper og tandbørste

Nogle af disse unge kvinder møder op på krisecentre uden strømper og tandbørste, fordi de har taget flugten fra det ene øjeblik til det andet. Som politiker har jeg gennem flere år mødt adskillige af disse børn og unge, der har været udsat for æresrelateret vold.

Opbakning til dem, der har taget bruddet

Som socialdemokrater er vi forpligtede til at give vores største opbakning til unge, der bryder med kulturelle og religiøse dogmer. De vælger i stedet kærligheden, selvbestemmelsen og fritænkningen.

I sidste uge mødtes jeg med ansatte og unge fra et såkaldt ”Safehouse”. Her søger unge tilflugt, når de har været ofre for æresrelateret vold eller social kontrol - når de har fået tæsk, fordi de har en kæreste, vil flytte hjemmefra eller sætter spørgsmålstegn ved ’sandheden’.

De vælger i stedet kærligheden, selvbestemmelsen og fritænkningen

De unge, der netop nu sidder i beskyttede tilværelser på to hemmelige adresser, har truffet svære valg om at bryde med deres familier og sociale netværk for at tage flugten. De tager de første, tunge skridt, der fremadrettet vil gøre det nemmere for unge i lignende situationer at følge efter.

De står forrest i tidens vigtigste frihedskamp

Disse unge medborgere står forrest i en af vor tids vigtigste frihedskampe. Socialdemokratiet har derfor været med til at styrke disse tilflugtssteder med flere millioner de kommende år. Pengene skal blandt andet gå til at indsamle data og udvikle ny viden om æresrelaterede problemstillinger.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Integrationsordfører for Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet