Ualmindelig interesseret i Le Corbusier

Man skal nok være ualmindelig interesseret i Le Corbusier for at se skønheden i en motortrafikvej i 2. sals højde, der skaber lydgener for lokalbeboerne og skaber landets mest brutale kommunale skillelinje (mellem Frederiksberg og København). Le Corbusier er også fader til montagebyggeriet, der danner rammen for de mest hæslige danske ghettoer som for eksempel Mjølnerparken.

Alligevel har han stadig en række københavnske fans, der ser modernismens rædsler som selve det definerende punkt for en storby.

Le Corbusier er også fader til montagebyggeriet, der danner rammen for de mest hæslige danske ghettoer

Eksempelvis mener filosof og arkitekt, Kristoffer Weiss, at ”Det kan jo nærmest blive for humanistisk. Jeg vil gerne kunne møde det skræmmende i min by også. Det må ikke blive forstads-hyggenygge det hele”. For Weiss kan det ikke blive råt nok. Arkitekten peger på New York som forbillede, hvor lignende byggerier skulle være et aktiv for byen.

Bispeengbuen er selvfølgelig velegnet til en bastung festival som ”Bas Under Buen”, hvor det brutale loft skærmer dele af lyden af. Beboerne omkring Bispeengbuen er også tilstrækkelig hærdede af de i forvejen store støjgener til at gøre en stor sag ud af nogle dage med lidt ekstra støj.

Bispeengbuen slår Distortion på larm

Hvor Distortion har fået påbud om max 65 decibel støj skaber Bispeengbuen 75 decibel alle ugens dage. Samtidig har der været så mange bilafbrændinger og så meget kriminalitet under Bispeengbuen, at få tør lade deres bil parkere der. Og det selvom der er en voldsom mangel på parkeringspladser i byen. Men hvis New Yorks ghettoer skal være forbilledet, så er der naturligvis lang vej endnu før det er tilstrækkelig skræmmende.

Ja, hvilket skræmmebillede Smilets By udgør!

I samme tråd som Weiss følger programchef på Radio 24Syv, Mads Brügger, da han ænser muligheden for Bispeengbuens endeligt den 15. november på Facebook: ”Åh nej. København ender ligesom Århus; som en nutti, velfriseret puslingeby med en fin lille å i midten, hvor man kan sidde og drikke kaffe med mandelmælk og juice med spirulina og gurkemeje i”.

Ja, hvilket skræmmebillede Smilets By udgør! Puha. Så hellere skidt, støj og møj – som en rigtig storby. Brügger ville nok ikke selv have Bispeengbuen som nabo, men det er heldigvis også kun fattige borgere som dem på Lundtoftegade, der må lide under det.

De kreative ser ud til at vinde

Desværre ser det ud til at det går i de kreatives retning lige nu: Ganske kort tid efter den fælles forståelse mellem Enhedslistens Teknik- og Miljøborgmester og Transportminister, Ole Birk Olesen, ser det ud til at de end ikke kan finde ud af vejens brug.

Så bliver det alligevel jul hjemme hos Weiss og Brügger, mens Bispeengbuens naboer måske må finde sig i støj- og betonmonsteret mange år endnu.