Jeg deltog sammen med hundredvis af offentligt ansatte i demonstrationerne foran forligsinstitutionen i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i foråret. Oplevelsen står ganske klart i min erindring og jeg vil nok altid forbinde 2018 med netop det.

Generelt vil 2018 nok huskes som et begivenhedsrigt år, som har haft stor betydning for fagbevægelsen og arbejdsmarkedet i helhed. LO og FTF fusionerede, OK18 engagerede rekordmange og Den Danske Model blev sat til debat.

Ærgerligt nok er debatten om fornyelsen af Den Danske Model forstummet

Fusion og OK18’s medlemsengagement synes at få konkret betydning fremover, men ærgerligt nok er debatten om fornyelsen af Den Danske Model - bortset fra enkelte pip - forstummet.

For selvom storkonflikten blev afværget i sidste øjeblik, vasker det ikke de store problemer væk, som forhandlingsmodellen er plaget af på det offentlige område.

Modellen er ikke tilpasset den offentlige sektor

Danmarks offentlige sektor har stadig det højeste konfliktniveau i hele norden, målt i antal tabte arbejdsdage som følge af konflikt.

På 10 år har der været to store konflikter og det er meget sammenlignet med vores naboer. Og i 2018 var vi igen tæt på. Det er som om noget ikke er helt afbalanceret i modellen.

Danmarks offentlige sektor har stadig det højeste konfliktniveau i hele norden

Forklaringen er sandsynligvis, at sammenlignet med de øvrige skandinaviske lande er det Danmark, der har gjort mindst for at tilpasse modellen til det offentlige.

Politikerne er både arbejdsgiver og lovgiver

Innovationsminister Sophie Løhdes kommentarer om, at lønmodtagerne ”skyldte” eller var ”mest optaget af at tage og ikke give” bar ved til kritikken af politikernes dobbeltrolle ved de offentlige overenskomstforhandlinger.

Sammenblandingen af lovgiver- og arbejdsgiverrollen stiller spørgsmålstegn ved hele grundlaget for arbejdsmarkedsmodellen

Det er helt åbenlyst, at det blev en stor kilde til mistillid på lønmodtagersiden. For de offentligt ansatte havde lært af lærerkonflikten i 2013, at hvis de ikke makkede ret, blev de lockoutet, indtil arbejdsgiverne tog deres anden hat på, som lovgivere, og tvang de ansatte til dårligere forhold med lovens magt.

Sammenblandingen af lovgiver- og arbejdsgiverrollen stiller spørgsmålstegn ved hele grundlaget for arbejdsmarkedsmodellen, hvor det er arbejdsmarkedets parter og ikke politikerne, der skal aftale overenskomsterne.

Offentlige arbejdsgivere vinder ved konflikt

Det bliver selvfølgelig ikke bedre af, at det økonomiske incitament også er i arbejdsgivers favør.

For hvor de offentligt ansatte tærer på deres strejkekasser eller personligt skal ud for at låne penge, så sparer deres arbejdsgivere lønkroner på konflikten.

Modellen skal opdateres

Selvom det aldrig blev til lockout eller strejke i 2018, så forsvinder ubalancen og de indbyggede urimeligheder i arbejdsmarkedsmodellen ikke.

Man kan frygte, at det vil betyde døden for den

Hvis vi ikke opdaterer modellen og tilpasser den til den offentlige sektor, kan man frygte, at det vil betyde døden for den - i hvert fald i den offentlige sektor.

Derfor skal min opfordring lyde: Lad os tage debatten med ind i det nye år og omsætte det til konkrete initiativer. Og så kan 2019 måske blive året, hvor vi bringer balancen tilbage i Den Danske Model .