Antorini er blevet medlem af DR-bestyrelsen efter indstilling fra Socialdemokratiet.
Antorini valgte i september at træde ud af Folketinget for i stedet at blive direktør i det videnskabelige læringscenter, Life, under Novo Nordisk-fonden.
Antorini erstatter Trine Gregorius som Socialdemokratiets medlem i bestyrelsen.
På twitter skriver Antorini, at hun glæder sig til opgaven:
Kulturminister Mette Bock udnævnte tilbage i september erhvervskvinden Marianne Bedsted som ny formand for DR’s bestyrelse. Mette Bock har nu yderligere udnævnt to tunge mediefolk til medlem af DR’s bestyrelse. Nemlig ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, og den mangeårige bladmand i provinsen, Arne Mariager.
Mariager har fra 1984 til 2009 været chefredaktør på først Morsø Folkeblad, så Fyns Amts Avis og siden Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad.
Tidligere folketingsmedlem for Venstre, Karen Rønde, får også sæde i den nye DR-bestyrelse. Indstillet af Venstre.
Tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, advokat Line Barfod, fortsætter i bestyrelsen – på indstilling fra netop Enhedslisten.
Antropolog Dennis Nørmark fortsætter i bestyrelsen. På indstilling fra Liberal Alliance. Han er af Mette Bock udnævnt til næstformand for DR-bestyrelsen.
Også teologen Katrine Winkel Holm fortsætter fire år mere i bestyrelsen – på indstilling fra Dansk Folkeparti.
Zakia Elvang, bestyrelsesmedlem hos tænketanken Cevea og direktør i Wedodemocracy, er ny i bestyrelsen – på indstilling fra Alternativet.
Kulturminister Mette Bock understreger, at den nye DR-bestyrelse står over for en kolossal opgave:
”DR står over for en kolossal opgave med at omstille sig i forlængelse af den nye medieaftale og public service-kontrakt. DR skal stå tydeligere som kulturelt fyrtårn, gribe den digitale omstilling og række ud mod alle generationer,” siger Bock ifølge en pressemeddelelse fra Kulturministeriet – uden direkte at nævne, at omstillingen består i at udmønte en borgerlig spareplan, hvor DR over de næste fem år skal spare 750 millioner kroner.
Første runde af spareplanen er gennemført. Den medførte at 382 stillinger blev nedlagt.