Desværre er der især et område, der falder helt og aldeles igennem, når det handler om netop retfærdighed og tillid. For borgernes gæld til det offentlige stiger med stadig tiltagende styrke. 116 milliarder kroner lyder den svimlende sum af de restancer, det offentlige har til gode i de private husholdninger.
For det beløb kan vi gøre Storebæltsbroen gratis, sikre gratis tandpleje til alle, sænke klassekvotienterne med 10 procent
For det beløb kan vi ifølge Cevea for eksempel gøre Storebæltsbroen gratis, sikre gratis tandpleje til alle, sænke klassekvotienterne med 10 procent i vores folkeskoler, sænke prisen på den offentlige transport med 30 procent og fjerne momsen på alle økologiske fødevarer.
Alligevel er der næsten 100 milliarder kroner til overs efter det regnestykke. Eller rettere sagt 94 milliarder, for Gældsstyrelsen har netop sendt hundredtusinder af breve ud til borgere, der samlet set får afskrevet 5,8 milliarder kroner som led i det enorme oprydningsarbejde, der skal få inddrivelse af offentlig gæld tilbage på sporet. Fred være med det. Den aktion giver sikkert som en helt praktisk foranstaltning god mening.
Tilbage står imidlertid, at det nu kuldsejlede statslige EFI-inddrivelsessystem har efterladt mange borgere med en følelse af, at samfundet ikke formår at agere korrekt og retfærdigt. Det bliver ikke bedre af, at hundredtusinder af borgere nu får slettet deres gæld til det offentlige. Jeg er ikke i tvivl om, at det fra mange lyder: ’Hvorfor skal jeg agere lovlydigt, når andre formår at slippe?’ Retssikkerheden er med andre ord under gevaldigt pres.
Det betyder simpelthen, at der bliver færre penge til velfærd
Både gældsinddrivelse og andre former for offentlig virksomhed skal ske effektivt, korrekt og retfærdigt, hvis velfærdssamfundets legitimitet skal bevares. Dertil kommer, at ekstraordinære afskrivninger på restancerne kan påvirke den offentlige sektors saldo og gæld negativt. Det betyder simpelthen, at der bliver færre penge til velfærd.
Tynget af omstændighederne og det virkningsløse statslige inddrivelsessystem gav Folketinget for lidt over to år siden kommunerne mulighed for (igen) at tage sig af borgernes restancer, hvad enter det gælder ubetalte parkeringsbøder, manglende daginstitutionsbetaler, skattegæld eller noget helt fjerde.
På bare fire måneder skaffede de to medarbejdere en indtægt på 2,5 millioner kroner
Det betød, at man for eksempel i Viborg ansatte to medarbejdere, der fik til opgave at inddrive gæld fra borgerne på frivillig basis. På bare fire måneder skaffede de to medarbejdere en indtægt på 2,5 millioner kroner. På den vis tjente de mange gange deres løn hjem. Også i Helsingør er millionerne fosset ind i kommunekassen, efter at kommunale medarbejdere selv fik mulighed for at inddrive skattegæld og andre kommunale restancer. Billedet er éntydigt det samme i mange andre kommuner.
Kommunerne er, også hvad inddrivelse angår, med andre ord garanter for en effektiv opgaveløsning præget af nærhed. Vi skal huske på, at det ikke er de statslige medarbejdere, der er skyld i, at vi er havnet i en tillidskrise. De statslige medarbejdere har gjort hvad, de kunne, men har været ramt af et (endnu) fejlslagent forsøg på opgaveløsning, der ignorerer den menneskelige dimension.
Fejlslagen maskinel gældsinddrivelse er en blandt mange løsninger, der kvæler velfærdsstatens legitimitet
Den offentlige service fungerer bedst og med størst mulig retssikkerhed, når økonomi og sagsbehandling følges ad. Når den helhedsorienterede sagsbehandling er grundlaget for afstemningen mellem borgernes berettigede forventninger om service og det offentliges fordring på en retfærdig sagsbehandling. Fejlslagen maskinel gældsinddrivelse er en blandt mange løsninger, der kvæler velfærdsstatens legitimitet.