Kontanthjælpsmodtagere skal både hæve pensionsopsparingen og spare op

Folk på kontanthjælp er fremover tvunget til at spare op til pensionen. Samtidig kræver en anden lov, at de hæver deres pensionsopsparing før tid for at få kontanthjælp. Absurd, mener 3F og Forsikring & Pension.
Vil politikerne have, at kontanthjælpsmodtagerne sparer op til deres alderdom, eller bruge pengene før tid?

Som en del af finanslovsaftalen for 2019 er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om, at kontanthjælpsmodtagere i fremtiden skal være underlagt en tvungen pensionsopsparing.

Samtidig betyder en allerede gældende lov, at folk er tvunget til at hæve en eventuel pensionsopsparing her og nu for overhovedet at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Det skriver Fagbladet 3F.  

“Det er absurd”

Og de modstridende krav vækker forundring. Forsikring & Pension, der er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne:

“Den ene hånd dikterer, at kontanthjælpsmodtagere skal hæve deres pension for at være berettiget til kontanthjælp, mens den anden hånd nu samtidigt dikterer, at samme gruppe skal til at spare op. Det er absurd og hænger ikke sammen,” siger vicedirektør i Forsikring & Pension, Jan V. Hansen, til Fagbladet 3F.

Kontanthjælpsmodtagere tvinges til at gøre indhug i deres egen pensionsordning i utide

Både Forsikring & Pension og 3F mener, at det er den eksisterende lov omkring tvungen udbetaling af pension, som den er gal med:

“Det mest rimelige ville være helt at afskaffe den bestemmelse, der gør, at kontanthjælpsmodtagere tvinges til at gøre indhug i deres egen pensionsordning i utide. Det ville være det bedste signal at sende, hvis man fra politisk hånd virkelig mener noget med at ville sikre kontanthjælpsmodtagere bedre økonomisk i deres alderdom,” siger gruppeformand for 3F’s offentlige gruppe, Ellen Lykkegård, til Fagbladet 3F.

I 2017 blev 270 personer tvunget til at hæve deres pensionsopsparing

Loven om tvungen udbetaling af pension betyder, at har man være på kontanthjælp i seks måneder, og har man 50.000 eller derover på pensionskontoen, så skal man hæve pengene nu og her. Hæver man sin pensionsopsparing før tid er prisen høj, da det koster en afgift på 60 procent af det samlede beløb.

Høj strafafgift

Forsikring & Pension har regnet ud, at kontanthjælpsmodtagere årligt hæver pensionsmidler for for knap 60 millioner kroner. I 2017 blev 270 personer tvunget til at hæve deres pensionsopsparing, fordi de havde modtaget kontanthjælp.

Nogle kontanthjælpsmodtagere slipper dog for at hæve deres penge i utide og betale den høje strafafgift på 60 procent af det samlede beløb, fordi deres pensionsordning ikke tillader, at pengene udbetales før tid.

Det skaber jo også en vilkårlighed i, hvem der bliver ramt

Forsikring & Pension mener ikke, at det er pensionsselskaberne, som skal beskytte borgerne fra at skulle hæve pensionen ved ledighed:

“Men vores udgangspunkt er, at det ikke kan være meningen, at det skal være pensionsselskaberne, der skal beskytte kunderne mod den her slags urimeligheder. Det skaber jo også en vilkårlighed i, hvem der bliver ramt. Det må være myndigheder og politikere, der laver en klar linje for alle. Og lige nu er det oplagt at få gjort op med den bestemmelse,” understreger Jan V. Hansen.

En del af afskaffelsen af satspuljen

Indførelsen af den obligatoriske pension er en del af aftalen om afskaffelsen af den omdiskuterede satspuljeordning. Ordningen, som nu er afskaffet, har betydet, at folkepensionister og andre på overførsel fra 1990 gradvist har fået udhulet deres indkomst.

Folkepensionisternes indkomst vil fremover stige i samme takt, som de øvrige lønninger, mens kontanthjælpsmodtagerne stadig vil være underlagt den årlige regulering, der betyder, at overførselsindkomsterne stiger 0,3 procent mindre om året end lønningerne.

Det er de penge, som bliver i fremtiden langt i en tvungen pensionsopsparing, og som nu støder sammen med allerede eksisterende lov om tvungen udbetaling af pension for kontanthjælpsmodtagere.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ren og skær HETZ bliver der drevet mod kontanthjælpsmodtagere.Disse behandles som noget der intet er værd.Landets svageste borgergrupper udraderes og trykkes ned. Umyndiggjorte og afmægtige.Kontant masakre mod mennesker.Ingen siger noget.Det hele sker bare. Kvit og frit bliver samfundsgrupper på denne måde, undertrykt og holdt nede. Hvor meget mere uværdigt kan det vel blive.Hvem bliver den næste gruppe borgere der på lignende vis skal jordes ? Og underlægges en direkte iskold plyndring, på grund af en blå regerings gentagne overordnede udspil. Kan ingen da se hvor skævt landet hælder ? Hvor umenneskeligt det er at fratage alt fra disse mennesker.Så enhver mulighed for at disse nogensinde, vil kunne få, bare en lille mulighed for at kunne rejse sig, og mærke at de mere end måske bare trækker vejret. Må 2019 blive et år hvor vinden vender.