De 60 år har budt på både op- og nedture.

Netavisen Pio tager dig i denne artikel med på en rejse gennem SF’s historie.

1) Begyndelen: Et opgør med Moskva

Socialistisk Folkeparti - SF - bliver stiftet den 15. februar 1959 som et uafhængigt socialistisk parti, der anerkender demokrati og ønsker at indføre socialismen med demokratiske midler gennem reformer.

SF kritiserede blandt andet Danmarks Kommunistiske Parti - DKP - for ikke at fordømme Sovjetunionens kommunistiske styre efter det i 1956 dræbte flere tusinde mennesker i Ungarn, som gjorde oprør mod en sovejtisk invasion.

Ved valget i 1960 opstillede det nystiftede Socialistisk Folkeparti for første gang til Folketinget. Med brækket ben viste partiets stifter, Aksel Larsen, sin medietæft og holdt valgtale fra en seng på hospitalet.

SF fik 6,4 procent af de afgivne stemmer og kom i Folketinget med 11 mandater. Det er især kommunisterne i DKP og Retsforbundet, der er ofre for SF’s succes. Begge partier ryger ud af folketinget.

2) Det røde kabinet

I de følgende år vokser SF stødt. Ved folketingsvalget i 1966 er der, for første i Danmarks-historien, rent rødt flertal i Folketinget. S og SF har tilsammen 89 mandater. SF bliver som, de eneste, støtteparti for Jens Otto Krags mindretalsregering. Dét samarbejde får navnet ’Det Røde Kabinet’.

Det er her den socialdemokratiske gruppeformand, Per Hækkerup, taler om, at SF skal ”under ansvarets åg”.

Og det er under det åg SF segner. Det Røde Kabinet bliver en kortlivet affære, der får sin ende i efteråret 1967, da seks folketingsmedlemmer fra SF nægter at stemme for en økonomisk stramning.

Jens Otto Krags regering falder nogle få måneder senere, da de seks folketingsmedlemmer, som har stiftet partiet Venstresocialisterne (VS), stemmer sammen med de borgerlige. Resultatet blev et valg, der bragte VKR-regeringen med Hilmer Baunsgaard til magten.

Splittelsen i SF får alvorlige konsekvenser ved valget, hvor partiet mister ni mandater og partistifter Aksel Larsen går af og erstattes af Sigurd Ømann, som får opgaven med at samle stumperne sammen.

Aksel Larsen og statsminister Jens Otto Krag.

3) Den Store Rorgænger

Sigurd Ømann bliver kun en kort overgangsfigur i SF’s historie, hvis formandstid bliver spoleret af store interne uenigheder. I 1974 vælges Gert Petersen til partiformand.

Gert Petersen bliver i de følgende to årtier den helt centrale figur i formuleringen af SF's idegrundlag, folkesocialismen, udviklingen af SF's politik gennem en årrække, og som formand kommer han i høj grad til at personificere partiet indadtil og i offentligheden.

Sm partiformand fik Gert Petersen hurtigt lejlighed til at vise sine ubestridelige evner som folketaler ved store demonstrationer foran Christiansborg.

Gert Petersen blev siddende i Folketinget til folketingsvalget i 1998. Det bliver til i alt 32 år som folkevalgt. Efter at Gert Petersen forlod Folketinget, var han aktiv som især udenrigspolitisk debattør og skrev bøger.

Han, der også var med til at stifte SF,  dør den 1. januar 2009, 81 år gammel.

Gert Petersen og folketingsmedlem Ebba Strange.

4) Det store lavpunkt og begyndelsen på en optur

I 70'erne raser raser og de danske unge tager på Thy-lejr og demonstrerer mod Vietnam-krig og atomkraft. Men selv om de unge i disse år er venstreorienterede, så er 70’erne alligevel et hårdt årti for SF, som fortsat præges af interne fløjkampe, men også en tidsånd som går uden om partiet.

Valget i 1977 bliver det dårligste for SF, og partiet får kun 3,9 procent af stemmerne og syv mandater.

Men selv om vælgerne i disse år svigter SF, så sker der ting internt. Græsrodsbevægelserne og ikke mindst rødstrømpebevægelsen får i det årti stor indflydelse på SF, så partiet bliver en af frontløberne på ligestillingsområdet. Og også den spirende miljøbevægelse, der får et stort løft i kampen mid atomkraften, får stor indflydelse på SF's politik, der i disse år bliver mere grøn.

5) Det folkelige højdepunkt  og fodnotepolitikken

1980’erne er SF’s helt store årti. Der er fire folketingsvalg i den periode, og SF kommer aldrig under 20 mandater. Opturen topper ved valget i 1987, hvor hele 14,6 procent af vælgerne sætter kryds ved SF.

Samme år ønsker SF for første gang siden Det røde Kabinet at gå i regering med Socialdemokratiet - fremfor blot at være støtteparti. Det bliver dog ikke til noget, da den konservative Poul Schlüter – trods SF’s fremgang – genvinder magten.

Det er også i 80’erne, at SF sætter et helt afgørende aftryk på forsvars- og sikkerhedspolitikken, for selv om der er borgerlig regering, så er der et alternativt sikkerhedspolitisk flertal i Folketinget.

Valgpjece fra SF fra midt-80erne.

Med regeringsskiftet i 1982 opstod den særlige situation, at den borgerlige firkløverregering er i mindretal i flere sikkerhedspolitiske spørgsmål, idet støttepartiet Det Radikale Venstre deler Socialdemokratiets og venstrefløjens syn på sikkerhedspolitikken, men samtidig ikke ønskede at vælte regeringen.

Det skabte en situation, hvor det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget pålagde regeringen at føre en udenrigspolitik, der ikke var i overensstemmelse med dens egne ønsker.

Den tid blev senere kendt som fodnotepolitikken, fordi partierne fik gennemtrumfet at regeringen skulle tage forbehold for en række elementer i NATO-beslutninger, der blev skrevet ind som fodnoter.

6) Det første formandsvalg

Med Murens fald mellem øst og vest og den kolde krigs afslutning er det som om at gassen går lidt af SF-ballonen.

Ved folketingsvalget i 1990 er det Socialdemokratiet, der med Svend Auken i spidsen, går massivt frem. Partiet får hele 37,4 procent af stemmerne. Det bedste resultat for partiet i mere end 20 år.

Men Socialdemokratiets fremgang sker især på bekostning af SF, der igen kommer under 10 procent af stemmerne og går tilbage med hele 15 mandater.

Som følge af det dårlige resultat, træder Gert Petersen tilbage som formand. Det sender partiet ud i et formandsvalg mellem Holger K. Nielsen og Steen Gade, der repræsenterer de to forskellige fløje i SF; den røde og den grønne.

Steen Gade fik 132 stemmer, Holger K. Nielsen bliver partiets formand med 155 stemmer.

Under Holger K. Nielsen flytter partiet sig på EU-spørgsmålet og den grønne dagsorden bliver endnu mere markant.

Men selvom SF i 90’erne bliver en mere eller mindre fast bestanddel af Nyrup Rasmussen-regeringernes parlamentariske grundlag i 1990'erne, så får partiet ikke, på grund af modstand fra midterpartierne, opfyldt ønsket om regeringsdeltagelse.

Marianne Jelved, Poul Nyrup Rasmussen og Holger K. Nielsen omkring 1992.

Holger K. Nielsen fortsætter som formand frem til 2005.

7) Unionsmodstand og Det Nationale Kompromis

Modstanden mod EF er op igennem 70’erne og 80’erne en af SF’s helt store mærkesager. Og selvom partiet efter murens fald bliver gradvist mere EU-positive, så anbefaler man danskerne at stemme nej til Maastricht-traktaten i 1992 med det ikoniske slogan: ”Holger og konen siger nej til unionen”.

Og da danskerne stemmer nej til traktaten, får SF og Holger K. Nielsen en helt central rolle i at strikke Det Nationale Kompromis sammen, som betyder at Danmarks med Edinburgh-aftalen får de fire EU-forbehold som stadig står i dag.

Trods den massive opmærksomhed på SF omkring de to folkeafstemninger, går partiet yderligere tilbage ved valget i 1994 og nedturen fortsætter indtil Holger K. Nielsen i 2005 træder tilbage.

Valgplakaten med det ikoniske slogan.

8) Fornyelse og Villy-effekten

I 2005 overtager Villy Søvndal formandsposten i SF. Det bliver starten på en optur i meningsmålingerne for partiet, som i medierne døbes Villy-effekten. I en periode viser målingerne, at SF står til at blive større end Socialdemokratiet og Villy Søvndal er vælgernes foretrukne kandidat som statsminister.

Villy Søvndal strammer retorikken på udlændingeområdet, og under ham formår SF at markere en mere selvstændig oppositionspolitik mod VK-regeringen.

Partiet gennemgår i disse år en fornyelse og professionalisering af partiet, som giver fremgang og ved valget i 2007 mere end fordobledes SF’s mandattal til 23, det højeste i næsten tyve år.

Herefter indledes et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, med det erklærede formål at de to partier skal i regering sammen. Det er her SF og Socialdemokratiet for første gang laver de fælles valgudspil ”Fair Løsning” og ”Fair Forandring”.

9) Regeringsexit og splittelse

Villy-effekten driver over igen, men trods tilbagegang ved folketingsvalget i 2011 lykkedes det endelig for SF at komme i regering. Men igen brænder partiet sig voldsomt på magten.

Efter en række dårlige meningsmålinger og interne uenigheder trækker Villy Søvndal sig i 2012 fra formandsposten, som efter et kampvalg bliver overtaget af den relativt ukendte Annette Vilhelmsen, som slår partiets daværende sundhedsminister Astrid Krag.

De interne stridigheder og vælgerkrisen fortsatte dog, og i januar 2014 træder SF ud af regeringen som følge af Dong-sagen. Krisen bliver forstærket af at fire af partiets folketingsmedlemmer sammen med en lang række andre medlemmer, forlader partiet og skifter til Socialdemokratiet og de radikale.

I februar 2014 kaster Anette Vilhelmsen håndklædet i ringen og Pia Olsen Dyhr overtager formandsposten.

Pia Olsen Dyhr bliver i 2014 formand for SF.

10) På vej tilbage?

Folketingsvalget i 2015 bliver et nyt lavpunkt i SF’s historie. Partiet fik kun 4,2 procent af stemmerne og kun syv medlemmerne af Folketinget. Medlemmerne forsvinder og flere begynder at spekulere i om partiet overhovedet overlever. Men i SF er det gået op og det er gået ned, siden Aksel Larsen stiftede partiet for nu 60 år siden.

Partiet begynder så småt at rejse sig igen. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 er der igen fremgang.

Og her på kanten af partiets 60-års fødselsdag er SF igen begyndt at drømme om regeringsmagt og om igen at tage ansvarets åg på sig.