Annonce

Nu tager vi første skridt mod en værdig tilbagetrækning

Dem der har været længst tid på arbejdsmarkedet og har de mest nedslidende job, skal have lov til at gå tidligere på pension.
Der er alt for mange mennesker, der i dag frygter for, om de kan holde til pensionsalderen. Som tæller årene, månederne og dagene, indtil de kan få lov til at gå fra. Mennesker for hvem gigtpiller er blevet et arbejdsredskab på linje med mopper, skruetvinger og sikkerhedssko.

Når vi lever længere, skal vi også arbejde længe. Vi må bare ikke glemme, at der stadig er rigtig mange mennesker, der har hårdt og nedslidende arbejde. Efter de borgerlige afskaffede efterlønnen, har vi ikke en hjælpende hånd til dem, der har været allerlængst tid på vores arbejdsmarked.

De mennesker, der har de job, der slider mest på krop og sind, har i alt for høj grad mistet retten til en værdig alderdom.

Reform skal laves med hverdagens eksperter

Det vil vi nu lave om på. Derfor har vi foreslået, at vi tager det første skridt mod en ny pensionsordning, hvor dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet og haft de mest nedslidende job, skal have lov til at gå fra lidt før os andre.

Pengene til det vil vi finde ved at tilbagerulle de skattelettelser på meget høje aktieindkomster, Anders Fogh og Lars Løkke lavede med Rødvinsreformen tilbage i 2009. Og ved at indføre en ny skat for de største banker.

Det skal også være noget, der fungerer i virkeligheden.

Vi vil lave den endelige model sammen med fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Så det ikke bare er noget, der lyder godt på papiret. Det skal også være noget, der fungerer i virkeligheden. Det skal hverdagens eksperter være en garant for.

Ingen sagsbehandler skal vurdere dig

Det er vigtigt for os, at den nye ret til tidligere folkepension bliver en rettighed. At det ikke er noget, man skal visiteres til. At der ikke skal sidde en sagsbehandler nede på kommunen og vurdere, om du nu også er værdigt trængende. Der skal ikke sidde en og vurdere dig. Det skal være en ret, du har, når du opfylder kriterierne.

Når vi siger, det skal være en rettighed, betyder det også, at vi ikke synes, det er en løsning på den forhøjede pensionsalder, at flere kan komme på førtidspension. For det første fordi førtidspensionen netop indebærer, at du skal visiteres. At dit helbred skal testes. At en medarbejder hos kommunen eller på jobcenteret skal vurdere, om du nu også er værdig til at kunne trække dig tilbage.

Problemet med førtidspensionen er også, at det jo kræver, at folk er nedslidte. Det synes jeg helt principielt, der er noget forkert i. En værdig alderdom kræver, at folk kan trække sig tilbage før, kroppen er så gennemødelagt, som det kræver for at få en førtidspension.

Det vil betyde, at de mennesker, der har de hårdeste job og arbejder flest år på vores arbejdsmarked ikke kan lege med deres børnebørn. Det er ikke rimeligt.

En reform, der forbedrer menneskers liv

I alt for mange år har ”reformer” været ensbetydende med, at mennesker skulle have dårligere rettigheder. At der var nogle, der skulle have det sværere. Nu vil vi foreslå en reform, der gør tilværelsen bedre for mennesker. Der forbedrer menneskers liv og øger deres rettigheder.

Vi vil gerne tage det første skridt mod et mere retfærdigt pensionssystem

Vi kommer ikke til at lykkes med det hele i første omgang. Ligesom arbejdsmarkedspensionerne ikke med et slag blev så vigtige, som de er i dag, allerede ved den første overenskomstforhandling. Og de almene boliger ikke alle sammen blev bygget på én dag. Men vi vil gerne tage det første skridt mod et mere retfærdigt pensionssystem.

Hvor endemålet er, at en dag kan folk endegyldigt lade gigtpillerne stå på hylden og leve en værdig alderdom.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kommer Socialdemokratiet ikke snart med forslag til et reelt bedre arbejdsmiljø?
Også fordi Beskæftigelsesministeren nu satser på et nyt arbejdsmiljøforlig.
Ellers vil Socialdemokratiet sammen med blå blok stå som garant for det dårlige danske arbejdsmiljø, fordi f. eks Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister ikke engang ville forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år havde været forbudt i nabolande.

Tidligere end hvad, Pernille? Mener du fra 62, 67 eller 72? Det er jo ikke uvæsentligt.