☰
☰
Annonce
Jeg håber på et opgør med præstationssamfundet
Vi bør give hinanden lov til at være til, droppe præstationssamfundet og skrue lidt ned for det løbebånd vores nuværende folketing har sat os på.
Cirka 20 minutter. Så lang tid kunne jeg holde opmærksomheden. Jeg følte pludselig en stress ramme min krop, ud af det blå. Derfor valgte jeg at give mig i kast med en af ”de dersens” mindfulnessapps. Man kunne vælge at sætte det på en 30 minutters session, og et godt stykke inde i forløbet, kunne jeg slet ikke koncentrere mig om det mere.
Det var åbenbart hvad min koncentrationsevne kunne præstere
Jeg valgte at kigge på min telefon, og der stod jeg kun var 20 minutter inde. Det var åbenbart hvad min koncentrationsevne kunne præstere.
Bange for det, som jeg ikke kunne nå
Jeg har ikke altid haft det sådan. Da jeg var barn kunne jeg sidde længe, alene og fordybet oppe på mit værelse, helt opslugt af at bygge med Lego, finde ud af at bruge DOS-systemet på min computer jeg havde arvet af min far eller bare lytte til mit Kim Larsen kassettebånd. Den evne har jeg de seneste år mistet. Det har desværre medført, at da jeg for nylig fyldte 30, fik en mindre krise over hvor jeg var i mit liv.
Da jeg var barn kunne jeg sidde længe, alene og fordybet oppe på mit værelse
Jeg blev pludselig bange for, at jeg ikke havde nået, eller kunne nå, alle de ting man nu ”skal”. Havde jeg valgt den rigtige uddannelse? Har jeg brugt mine penge forkert? Burde jeg få nogle børn? Alle de ting kom pludselig væltende ind over mig, og fik mig til at spørge mig selv, om jeg nu også bruger mit liv rigtigt.
Og jeg er ikke alene om det. Flere og flere artikler om det samme dukker op i medierne. Unge går ned oftere og hurtigere ned med stress. Børn kan ikke sidde stille i skolen. De sociale medier trækker al opmærksomheden væk. Folk er ikke til stede i deres hverdag mere.
Herren være dig nådig hvis du ikke er til rådighed på topniveau
Nutidens samfund kræver utroligt meget mere mentalt af folk. Nyheder bliver kastet i hovedet på dig, og kræver at du tager stilling. Instagram tegner et billede af, at du kun er god nok, hvis du lever det perfekte liv. Facebook kræver at du konstant dømmer andres beslutninger, og Twitters raison d’etre hviler på at du skændes med fremtrædende personligheder. Alle disse faktorer kan, i mine øjne, samles under ét begreb: Præstationssamfundet.
Få skruet lidt ned for det løbebånd vores nuværende folketing har sat os på
Det er desværre blevet en betingelse i de fleste menneskers hverdag. Der bliver krævet at du yder 110% hele tiden, både på arbejdet, i dit hjemmeliv, på de sociale medier og ikke mindst som almindelig samfundsborger. Der skal tages stilling, knokles, ydes og præsteres på alle parametre. Og må herren være dig nådig hvis du ikke er til rådighed på topniveau hele tiden.
Jeg håber at der de næste år, ikke mindst også fra politisk side, kommer et opgør med dette præstationssamfund. Vi bør give hinanden lov til at være til, ikke føle så stort et behøv for at dømme hinanden, og få skruet lidt ned for det løbebånd vores nuværende folketing har sat os på.
Giv os tid og plads til at være dem vi er, for vi har alle en plads i livet, og ikke mindst i samfundet.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Kommentarer
Nå, jeg troede ellers, at det var 120%, man skulle yde. Det var jo sådan, for en del år siden, at der var relativt let adgang til førtidspension for folk, der pådrog sig lidelser, de havde erhvervet sig på grund af for store belastninger. Den flugtvej har de borgerlige blokeret forlængst. Og den borgerlige fedtfornærethed har kun ført med sig et enormt spild af menneskelige ressourcer. Denne fedtfornærethed har Socialdemokratiet i alt væsentligt annammet, skønt de udmærket er bekendt med den kendsgerning, at der altså er et udsnit af befolkningen, som ikke egner sig, og som aldrig vil komme til at egne sig til jobmarkedet, og for hvem dette samfund er et vedvarende mareridt. Der er folk, som trives i dette samfund, og så er der mennesker for hvem livet er en straf fra start til slut. Selve den kendsgerning, at der blandt disse mennesker måske kunne findes evner, som kunne komme til udfoldelse, hvis det hele ikke var så stramt, vil ihvertfald de borgerlige ikke høre tale om. Og Socialdemokratiet trasker troligt bagefter i de samme fodspor. Det forhold, at der kunne eksistere en uformel sektor, hvor folk foretog sig alt muligt andet end at skaffe penge, er ikke forstået af dette samfunds ledende lag. Dette er nok udtryk for, at deres vælgere heller ikke hverken har forstået det, vil vide af det, for ikke at tale om at sætte pris på det. Vi kunne have et samfund, hvor folk havde det bedre, hvis blot der var enighed om det. Og vi har haft det. Fordums storhed kan vi således kigge langt efter.